Færre nyuddannede er ledige efter dagpengene blev sat ned

Getting your Trinity Audio player ready...

Modsat den generelle ledighed er ledigheden blandt nyuddannede faldet det seneste år. Det sker, samtidigt med at nye dagpengeregler på dimittendområdet, som styrker incitamentet til at arbejde, træder i kraft. Det vidner om, at ændringerne virker efter hensigten og får nyuddannede hurtigere i arbejde.

 

Det seneste år er ledigheden blandt modtagere af dimittenddagpenge faldet, mens ledigheden blandt øvrige dagpengemodtagere er steget.

 

I forhold til 1. kvt. 2023 er dimittendledigheden faldet med knap 1.200 personer, hvilket svarer til et fald på 7 pct. Det betyder, at der i 2. kvt. 2024 var 15.600 ledige, der modtog dagpenge på en dimittendsats. I samme periode er den øvrige dagpengeledighed steget.

 

Figur 1. Modsat den generelle udvikling falder demittendledigheden

 

Faldet i dimittendledigheden skal ses i sammenhæng med, at de nye dagpengeregler, som trådte i kraft 1. maj 2023, har styrket de nyuddannedes incitament til arbejde. Faldet er således de første tegn på, at ændringerne virker efter hensigten og får nyuddannede hurtigere i beskæftigelse.

Regelændringerne betød blandt andet lavere dagpengesats efter 3 måneders ledighed for nyuddannede (ikke-forsørgere) samt kortere periode med ret til dagpenge. Samtidig blev der indført et dagpengetillæg de første tre ledighedsmåneder for dagpengemodtagere med fire års a-kassemedlemskab og beskæftigelse i to ud af de tre seneste år, jf. boks 1.

 

Den faldende dimittendledighed viser kun de første effekter af reformen, da effekterne af en kortere dagpengeperiode på ét år først nu begynder at indtræffe. Det må derfor forventes, at ledigheden blandt nyuddannede fortsætter med at falde den kommende tid som følge af ændringerne.

 

Samme udvikling på tværs af a-kasser

I figur 2 til 4 er udviklingen i dimittendledigheden vist for de a-kasser med flest dimittender. Også her er billedet, at dimittendledigheden trodser den generelt stigende ledighed blandt dagpengemodtagere. Det samme gælder blandt de øvrige a-kasser, som er vist i figur 5.

 

Ved at betragte udviklingen inden for udvalgte a-kasser, sammenlignes dimittender med ledige med nogenlunde samme uddannelsesbaggrund. Her er billedet fortsat, at dimittendledigheden trodser den øvrige ledighed i de enkelte a-kasser. Det understreger, at regelændringerne har fået nyuddannede til at finde arbejde hurtigere.

 

 

Nye dagpengeregler pr. 1. maj 2023

Med En ny reformpakke for dansk økonomi blev der aftalt en række ændringer på dagpengeområdet, som trådte i kraft pr. 1. maj 2023:

 

Dagpenge til dimittender
Dimittendsatsen for ikke-forsørgere under 30 år nedsættes fra 14.557 til 10.011 kr. pr. måned efter de første tre måneders forbrug af dagpengeperioden.

Dimittendsatsen for ikke-forsørgere, der er fyldt 30 år, nedsættes fra 14.557 til 12.645 kr. pr. måned efter de første tre måneders forbrug af dagpengeperioden. Dimittendsatsen for forsørgere ændres ikke. Satserne er opgjort i 2024-niveau.

 

Dimittenders ordinære dagpengeperiode reduceres fra to år til ét år.

 

Dimittender skal fremadrettet opfylde et sprogkrav for at kunne modtage dimittenddagpenge. Dimittender med tilknytning til det danske arbejdsmarked undtages fra sprogkravet.

 

Ifølge Finansministeriet styrkes beskæftigelsen med ca. 8.000 personer i 2030 som følge af ændringerne i dimittenddagpengene.

 

Mulighed for højere dagpenge
De første tre måneder af dagpengeperioden kan ledige, som har været medlem af en a-kasse i de seneste fire år og haft to års beskæftigelse inden for de seneste tre år, få et dagpengetillæg på op til 3.840 kr. pr. måned (2024-niveau).

 

Ifølge Finansministeriet svækker de højere dagpenge beskæftigelsen med 750 personer i 2030.

DANSK ARBEJDSGIVERFORENING

Del på Facebook