Getting your Trinity Audio player ready...
|
De fleste er godt bekendt med, at man skal bestå både en teori- og en køreprøve, før man får sit kørerkort og må køre bil.
Men i Randers tog en 78-årig mand torsdag formiddag dog forskud på køreglæderne.
På køreteknisk anlæg på Jomfrulykken i Randers observerede en patrulje fra Østjyllands Politi omkring kl. 11.16 at den 78-årige kom kørende fra stedet.
Som følge af en begrundet mistanke om, at han ikke havde førerret, blev han standset af politiet.
Et er søkort at forstå …
Den 78-årige havde ifølge politiets oplysninger netop været oppe til teoriprøve, og uagtet resultatet af prøven var han dermed på nuværende tidspunkt ikke i besiddelse af et gyldigt kørekort.
Et er som bekendt søkort at forstå, noget andet skib at føre, og den manglende førerret gjorde, at den 78-årige blev sigtet i sagen.
Han fik oplyst, at han måtte få en anden til at køre bilen hjem, indtil han selv havde bestået de nødvendige prøver og fået sin køretilladelse.
Det accepterede han, hvorefter han blev tilbudt et lift ind til byen af betjentene.