Getting your Trinity Audio player ready...
|
Terrororganisationen Hamas har ifølge de tyske myndigheder et våbenlager i Danmark.
Det er kommet for dagens lys, efter at den føderale tyske anklagemyndighed har offentliggjort anklageskriftet mod fire mistænkte Hamas-medlemmer.
Der er tale om libaneseren Abdelhamid Al A, ægypteren Mohamed B., libaneseren Ibrahim El-R samt den hollandske statsborger Nazih R.
Af anklageskriftet, som Den Korte Avis har set, fremgår det blandt andet, at:
”I sommeren 2019 tog Ibrahim El-R. til et våbenlager i Danmark for Hamas og bragte en pistol fra lageret til Tyskland.”
PET: Ingen kommentarer – men en mail
Den Korte Avis har forsøgt at få en kommentar fra PET, som imidlertid afviser at kommentere verserende straffesager i andre lande.
Til gengæld har redaktionen efterfølgende modtaget en mail fra PET, hvor efterretningstjenesten blandt andet skriver, at:
”Vi kan dog oplyse, at vi som altid er i tæt kontakt med partnere i udlandet – herunder også med relevante myndigheder i Tyskland,” hedder det i mailen, som fortsætter:
”Generelt kan vi oplyse, at Center for Terroranalyse tidligere har vurderet, at den aktuelle konflikt i Mellemøsten potentielt kan introducere trusselsaktører, som ikke tidligere har været relevante i en dansk terrorsammenhæng, herunder den palæstinensiske gruppe Hamas, der primært opererer fra Gaza, og den libanesiske gruppe Hizbollah.”
Afslutningsvis hedder det i mailen fra PET, at:
”PET har også tidligere meldt ud, at der i den sag, hvor flere personer i Danmark og i udlandet i december 2023 blev varetægtsfængslet mistænkt for at planlægge et muligt terrorangreb, ifølge PET’s oplysninger var tråde til blandt andet Hamas.”
Mette Frederiksen: Det er en meget alvorlig situation
Statsminister Mette Frederiksen blev i dag i Folketinget bedt om en kommentar til oplysningerne. Hun svarede:
“Det er en understregning af den alvorlige situation vi befinder os i.”
“Jeg kommer ikke til at gå ind i konkrete detaljer. Jeg mener, at det her først og fremmest er en understregning af den alvorlige situation, vi er i. Jeg har lige sagt i Folketingssalen for få minutter siden, at det had, Hamas har over for Israel, har Hamas også over for os andre”, siger Mette Frederiksen. (TV2)
“Terrororganisationernes ageren og placering i den her verden meget farlig. Iran arbejder sammen med Hamas, og med Rusland. Det hænger sammen og man er nødt til at se de ting, der sker i verden i en sammenhæng”, sagde statsministeren.
Ikke kun i Danmark
Af anklageskriftet i den tyske straffesag fremgår det, at Hamas ikke kun har våbenlager i Danmark, men også i en række andre europæiske lande.
Således er alle de fire anholdte Hamas-medlemmer tiltalt for at administrere Hamas-våbendepoter rundt omkring i Europa, for, som det hedder i anklageskriftet, at:
”Holde dem klar til mulige angreb mod jødiske institutioner i Europa.”
Den israelske ambassade i Berlin, den amerikanske luftbase i Ramstein eller området omkring Tempelhof Lufthavn i Berlin, skulle ifølge anklageskriftet have været mulige angrebsmål.
For at vedligeholde depoterne bruger Hamas såkaldte udenlandske operatører.
Som udgangspunkt er der ifølge anklageskriftet tale om personer, der har europæisk opholdstilladelse og derfor med kort varsel kan blive aktiveret til at udføre en terroraktion i Europa.
Hentede blandt andet våben i Bulgarien
Af anklageskriftet fremgår det blandt andet, at
Ibrahim EL-R. I foråret 2019 hentede ammunition og skydevåben som for eksempel Kalashnikov fra et lager i Bulgarien.
Han rejste til Bulgarien igen i august 2023 for at tjekke depotet.
Mellem juni og december 2023 rejste alle de anklagede flere gange fra Berlin på jagt efter et våbenlager i Polen, som de dog aldrig fandt.
Blev anholdt i december sidste år
De anklagede blev anholdt den 14. december 2023.
Nazih R., der blev anholdt i Holland, blev overført til Tyskland den 28. februar 2024 med henblik på strafferetlig forfølgelse.
Alle tiltalte forbliver varetægtsfængslet.
Kilde til denne artikel: