Den kommende uge kan blive afgørende for udviklingen i England

Arkivfoto fra London (Foto: Aia Fog)
Getting your Trinity Audio player ready...

Af Aia Fog, cand. jur., formand for Trykkefrihedsselskabet

 

Udvikling sker ofte i ryk. Forholdene kan være tiltagende utålelige i årevis, uden at nogen ændring finder sted – og så pludselig sker der en masse meget hurtigt.

 

England er et af de lande i Europa, der i særlig grad har lidt under en tiltagende islamisering og ditto befolkningsudskiftning, der har påført den ellers så civiliserede retsstat enorme problemer, der i disse år helt truer med at bringe landet i knæ: pakistanske grooming gangs, udhuling af sociale ydelser så f.eks. pensionister ikke længere kan få varmehjælp og risikerer at fryse ihjel om vinteren, et sundhedsvæsen på randen af kollaps og  et politi, der ikke bare er i knæ, men som yderligere belastes af, at stadigt flere betragter dem som partiske. En udvikling, der absolut ikke afhjælpes af, at befolkningsudskiftningen i adskillige områder har forskudt den kulturelle magtbalance i en sådan grad, at islamister har indtaget borgmesterkontorerne – med Londons borgmester Sadiq Khan som det mest ”prominente” eksempel.

 

Det har især været den engelske arbejderklasse, der har lidt under afviklingen af England som demokratisk rets- og velfærdsstat, hvilket sandsynligvis er en væsentlig del af forklaringen på, hvorfor landet er kommet så langt ud: den på lange stræk elitære samfundsstruktur levner ikke underklassen megen plads i den offentlige debat og når den endelig får mæle og protesterer, bliver den lukket ned.

 

Det er ytringsfrihedsaktivisten Tommy Robinson et levende bevis på: i de ca. 15 år Trykkefrihedsselskabet har fulgt ham og hans kamp for at gøre opmærksom på problemerne i England, er han blevet forfulgt, udskammet, ignoreret og fængslet den ene gang efter den anden af magthaverne i et forsøg på at lukke munden på ham. Det er ikke lykkedes, selvom det har kostet Tommy Robinson både det familieliv, han er så forankret i og en PTSD-diagnose efter sine fængselsophold. Men han er kun et menneske, og vi har i Trykkefrihedsselskabet i et stykke tid været bekymret for, hvor længe han kan stå for presset.

 

Men som sagt sker udviklingen i ryk – og i de kommende dage og uger kan vi meget vel blive vidne til et nyt ryk for Tommy Robinson og for England: denne sommer har Trykkefrihedsselskabet deltaget i to store demonstrationer i London arrangeret af Tommy Robinson i protest mod samfundsudviklingen og for en generobring af de værdier, der har været bærende for det engelske demokrati og civilsamfund. Den seneste i slutningen af juli talte op mod 100.000 deltagere – og nok så påfaldende:  protesterne breder sig i stigende grad ind i middelklassen, som ikke længere føler samme berøringsangst, når det kommer til at blive associeret med Tommy Robinson.

 

Trykkefrihedsselskabet deltager naturligvis også i den tredje, store demonstration som finder sted på lørdag, den 26. oktober under overskriften ”Unite the Kingdom – standing up against tyranny”, og vi bliver i London for at overvære den nye retssag mod Tommy Robinson, som starter kun to dage efter demonstrationen, mandag den 28. oktober, i endnu et forsøg fra de engelske myndigheder på at få ham til at holde mund: denne gang risikerer han op til 4 års fængsel for i dokumentaren ”Silenced” at have afsløret sandheden om myndighedernes svigt, bestikkelse af borgere og korruption for at skjule sandheden i den såkaldte ”Jamal-sag”, hvor et banalt sammenstød i en skolegård i 2018 mellem en engelsk og en syrisk dreng udviklede sig til forfølgelse af den engelske dreng og hans familie.

 

”Silenced” havde premiere i Trykkefrihedsselskabet i april sidste år og har indtil videre haft over 53 mio. visninger på nettet, hvilket i kombination med to timelange interviews, som Jordan B. Peterson og hans hustru Tammy lavede med Tommy Robinson i sensommeren, ikke bare har fået interessen for Tommy Robinsons arbejde til at eksplodere langt ud over Englands grænser – det har også lagt et pres på de myndigheder, der ubegribeligt nok stadig prøver at lukke ham ned.

 

Disse nye omstændigheder for både demonstrationen på lørdag og den efterfølgende retssag skal ydermere ses på et bagtæppe af en voldsom utilfredshed med den engelske Labour-regering og især premierminister Kier Starmer, der bl.a. som følge af drakoniske indgreb i borgernes frihed og velfærd i kombination med  øgede tilskud til det stigende antal migranter, der hver dag krydser Kanalen – og ikke mindst den katastrofale håndtering af sommerens optøjer i en række engelske byer, må være den mest upopulære regering i mands minde.

 

Allerede i sommer, da Tommy Robinson besøgte Trykkefrihedsselskabet på årets Folkemøde sagde han, at han fornemmede et zeitenwende i England og at hans planlagte demonstrationer ville vise, at der er et skift i både folkestemningen og viljen til at kræve ændringer. En regulær bevægelse, kaldte han det. Indtil videre har han haft ret. Den næste uge vil vise, om det er nu, at den bevægelse for alvor får fodfæste.

 

Dokumentaren Silenced kan ses via dette link: https://www.trykkefrihed.dk/silenced-the-movie.htm

Jordan B Petersons interviews med Tommy Robinson kan ses via dette link: https://www.trykkefrihed.dk/jordan-b-peterson-interviewer-tommy-robinson.htm

Aia Fog, cand. jur. Formand for Trykkefrihedsselskabet

www.trykkefrihed.dk

 

Del på Facebook