Getting your Trinity Audio player ready...
|
Vekselkontoret var et regulært møntvaskeri, hvor kriminelle penge blev vasket hvide, og medarbejderne blev aldrig sendt hjem under coronaen.
Ikke desto mindre forsøgte ejeren og en medskyldig at hæve corona-støtte for cirka 1,9 millioner kroner.
Nu er den 41-årige leder af vekselkontoret Dan Exchange A/S sammen med sin 66-årige medskyldige ved Københavns Byret blevet idømt henholdsvis fire og tre års fængsel.
Sagen er kørt af National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).
Hvidvask for 14 millioner kroner
Den 41-årige er dømt for i en periode fra august 2020 til juni 2021 at have hvidvasket eller forsøgt at hvidvaske ikke under 14 millioner kroner.
Der er tale om penge, som direkte eller indirekte stammer fra kriminalitet og som blev kørt gennem vekselkontoret Dan Exchange A/S på Vesterbro i København, hvor den 41-årige var en ledende medarbejder.
Pengene blev vekslet, uden at transaktionerne blev registreret, ligesom der ikke blev foretaget de underretninger, som virksomheden er forpligtet til ifølge hvidvaskloven.
Narko sendte politiet på sporet
NSK kom på sporet af vekselbureauet under efterforskningen af et stort narkotikakompleks.
Her blev én af de nu dømte personer flere gange observeret i vekselkontoret, mens han vekslede store kontantbeløb.
Snyd med coronastøtte
Begge mænd og virksomheden er desuden dømt for i 2020 og 2021 at have planlagt systematisk svindel med lønkompensationsordningen, der var indført i forbindelse med Covid-19.
Her har de to mænd forsøgt at få udbetalt i alt 1.866.342,66 kroner i lønkompensation for medarbejdere, de angav til at have hjemsendt, men som reelt fortsatte med at arbejde.
Bøderegn på små 27 millioner kroner
Udover fængselsstraffen er de to mænd idømt bøder på henholdsvis 3.360.000 og 7.460.000 kroner.
Eller tilsammen over ti millioner kroner,
Dan Exchange A/S er idømt bøder på i alt 14.460.000 kroner for de to forhold, ligesom virksomheden er dømt til at betale 1.645.092,66 kroner i erstatning til Erhvervsstyrelsen.
Altså en samlet bøderegn på i alt 26.925.092 kroner.
De dømte har anket dommen til frifindelse.
Senioranklager i NSK Anders Amorøe siger:
”Jeg er tilfreds med dommen, der hviler på en meget omfattende efterforskning. Hvidvask af kontanter er med til at gøre organiseret kriminalitet muligt, og svindel med erhvervsstøtte er undergravende for tilliden til systemet.”
Finanstilsynet advarede: Risiko for hvidvask
Vekselkontoret Dan Exchange A/s er ikke ukendt hos landets finansielle myndigheder.
Den Korte Avis kan afsløre, at vekselkontoret allerede i 2018 var i Finanstilsynets søgelys i forbindelse med en undersøgelse på området hvidvask.
Her skrev Finanstilsynet i sin rapport om tilsynet på vekselkontoret blandt andet, at:
”Finanstilsynet vurderer, at virksomhedens iboende risiko for at blive misbrugt til hvidvask eller finansiering af terrorisme som agent for en pengeoverførselsvirksomhed er høj vurderet i forhold til gennemsnittet af finansielle virksomheder i Danmark,” hedder det blandt andet rapporten, som fortsætter:
”I vurderingen har Finanstilsynet særligt lagt vægt på, at pengeoverførselsvirksomhed generelt anses for at have en høj iboende risiko for at blive udnyttet til hvidvask eller terrorfinansiering.”
Dog vurderede Finanstilsynet afslutningsvis, at:
”På baggrund af inspektionen er der ingen områder, som giver anledning til tilsynsmæssige reaktioner i forhold til virksomheden.”
Nu viser det sig så, at det var der alligevel.
Kilder til denne artikel
https://www.finanstilsynet.dk/tilsyn/inspektion-og-afgoerelser/2020/apr/dan_exchange_140420