|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Ifølge den europæiske Menneskerettighedskonvention er medlemsstaterne ikke forpligtet til at ødelægge deres eget land ved at tillade fremmede, der er til skade for landet, at bo der.
Det er en dejlig luftig passus, for hvad vil det sige at ”ødelægge et land”?
Hvis medlemsstaterne tager denne passus lidt for højtideligt, opdager de, at vores allesammens højeste instans, Menneskerettighedsdomstolen, farer frem med brask og bram og svinger pisken over de medlemsstater, der obstruerer og lever i den misforståelse, at de har ret til at passe på deres land og deres befolkning.
Det har bestemt ikke skortet på hændelser gennem årene, der har vist, at passus’en blot som glasur skal pynte på konventionen for at få den til at glide lidt nemmere ned hos såvel befolkningerne som politikerne.
Igennem årene har hændelserne imidlertid hobet sig op, og samlet viser de, at vi er tæt på en tilstand, hvor der – ligesom i Sverige og Frankrig – ikke er noget håb om tilbagevenden til det land, vi kendte.
Udvisninger
Det er stort set umuligt at slippe af med kriminelle, når de først er lukket ind i landet. Der er sat alle mulige forhindringer op for at beskytte fremmede kriminelle, f.eks. Menneskerettighedskonventionen, der i 1992 blev implementeret i dansk ret. De medlemsstater, der har gjort det samme idiotiske, skal følge Menneskerettighedsdomstolens aldrig svigtende fantasi, når det gælder udvidelse af udenlandske kriminelles rettigheder. Der synes altid at være en grund til at tage på dem med fløjlshandsker, hvilket uvægerligt sker på bekostning af danskerne.
Kriminelle udvises oftest ikke, selv ikke efter utallige advarsler om udvisning. Selv om det ingen steder står skrevet, skal straffen (helst) være på minimum 2 år, og den kriminelle skal have fået mindst én advarsel tidligere.
Bliver kriminelle endelig dømt til udvisning, må de ikke sendes hjem, hvis de er i fare for at blive behandlet dårligt i hjemlandets fængsler, hvor man åbenbart formoder, de snart ender igen. Spørgsmålet er dog, om oplysning om voldtægt af en utildækket pige/kvinde og grove overfald, lemlæstelse og mord på en befolkning i et kristent land ville afføde så meget som et hævet øjenbryn i et muslimsk land.
Udrejsecentre og meldepligt
For ikke at risikere, at de kriminelle udsættes for ubehageligheder i deres eget lands fængsler, kommer de i stedet på et udrejsecenter, hvor de kan komme og gå, som det passer dem. Der er ganske vist noget, der hedder ”meldepligt”, men hvis det overhovedet er ansvarspådragende at sidde denne pligt overhørig, så betyder det blot X-antal dage bag tremmer. Det kan vise sig at være en fordel; et lille afbræk i ensformigheden i udrejsecentret.
Den manglende overholdelse af meldepligten fik Mikkel Bjørn (DF) til at indkalde udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) i Samråd.
Til Ekstrabladet udtaler han sig ret bramfrit – ”meldepligten er røv og nøgler” – mens Dybvad Bek synes, at efter at Hjemrejsestyrelsen er oprettet, sker det, at kriminelle udlændinge straksudsendes direkte fra fængslet. Så det går da meget godt med at få sendt de kriminelle hjem. Men ikke ifølge Ekstrabladet, der viser, at antallet af udvisningdømte på tålt ophold er stigende.
I 2021 (under S-regeringen) oplyste daværende udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye, at der på det tidspunkt var 111 kriminelle, der var udvisningsdømt, men ikke kunne sendes hjem (Se JP).
Daværende retsordfører for de Konservative, Naser Khader, fandt det grotesk, at f.eks den somaliske Muhamed Geele, der forsøgte at slå Kurt Westergaard ihjel med en økse, frit bevæger sig rundt i Danmark. Det samme gør den somaliske Ahmed Omar Mohamed, der slap med 6 års fængsel og advarsel om udvisning efter bl.a. at have voldtaget en 10-årig pige. De danske myndigheder mente, at hvis de blev sendt hjem, kunne de være i fare for at blive dårligt behandlet af hjemlandets myndigheder.
Det er i øvrigt beskæmmende – og farligt for befolkningen – hvor lidt myndighederne kender til muslimske landes retssystem (shari’a). En muslim, der forsøger at slå en ”vantro” ihjel, som har tegnet muslimernes profet, og voldtægt af et barn der ikke er klædt efter muslimske forskrifter. Begge forbrydere ville blive hyldet af mange i Somalia og i øvrigt i langt flere andre muslimske lande.
Dybvad Beks udtalelse til Ekstrabladet om, at ”det er dybt forkasteligt, at vi har udlændinge uden lovligt ophold som begår kriminalitet. De har ikke noget at gøre her i landet”, vidner om magtesløshed. Hvis ministeren med magt til at ændre på tingenes tilstand giver op over for udenlandske forbrydere, ser det sandelig sort ud for Danmark.
I øvrigt har kriminelle udlændinge med lovligt ophold vel heller ikke noget at gøre her i landet.
Nogle er det mere synd for end andre
Nogle kriminelle er så heldige at få ophævet deres udvisningsdom. Det kan ske af flere årsager.
Udlændingestyrelsen har på opfordring fra Mikkel Bjørn (DF) oplyst over for udlændinge- og integrationsministeren, at denne glædelige begivenhed for kriminelle er sket for 33 udvisningsdømte inden for de sidste 10 år under henvisning til udlændingelovens paragraf 50. Denne paragraf tilsiger, at en udvisning kan ophæves, hvis den dømtes helbredsmæssige tilstand taler imod, at en udvisning effektueres. Se BT.
Et dårligt helbred. Hvor heldig kan en udvist kriminel være? Han kan jo så heller ikke forventes at kunne arbejde. Men heldet er slet ikke opbrugt, for nu tager de danske skatteydere over med en højere ydelse end udrejsecentret kan præstere.
Efter minimum 2 år fra dommen er afsagt kan en udvisningsdom også ophæves, hvis den dømte ikke længere skønnes at udgøre en trussel.
Hvem er det, der skønner? Har man tal på, hvor tit skønnet er forkert? Selv den groveste forbryder kan vel holde sig i skindet i 2 år, når der er mulighed for, at friheden til at genoptage sin tidligere adfærd venter forude.
Hvis forholdene i hjemlandet er specielt dårlige, kan kriminelle også få ophævet deres udvisningsdom og i stedet få asyl. Det er siden 1. januar 2014 sket for 95 udvisningsdømte.
Se DKA, hvor bl.a. årsagerne til, at forbrydere får asyl, fremgår af DFs spørgsmål og ministerens svar nr. 234.
Når en udlænding, på trods af alle de hindringer der er sat op for, at det ikke sker, dømmes til udvisning, kan man være helt sikker på, at vedkommendes forbrydelser har været meget grove. Og dem giver man altså asyl?
Til tider kan man nok ryste på hovedet over, at hele det kostbare retsmaskineri sættes i sving – til hvilken nytte?
De værste kriminelle kan måske dømmes til udvisning, men den del af dommen effektueres ikke ret tit.
En importeret forbryder
Vi har måttet vænne os til, at en del af de tilvandrede ikke helt sjældent er kriminelle. Men det er nok ret sjældent, at personer, der har været medvirkende til forsøg på at slå danskere ihjel i udlandet, importeres.
Når det ikke blev forhindret, at det kunne ske i første omgang, er det da udmærket, at ”Det skal forhindres, at det sker igen”. Hvor tit har vi ikke hørt en politiker sige lige netop det?
En udtalelse, som gruppeformand for Danmarksdemokraterne Peter Skaarup kom med til TV2 News og EkstraBladet: ”Det er fuldstændig vanvittigt, at en pirat fra Nigeria kan få opholdstilladelse i Danmark”.
Ja, selvfølgelig er det vanvittigt. Og som sædvanligt kunne dét, der ikke måtte ske (igen), nemt være forhindret med lidt rettidig omhu.
Rettidig omhu kommer ikke på tale, når det drejer sig om befolkningens tryghed og ret til ikke dag for dag at se deres land forsvinde for øjnene af dem.
Anderledes ser det ud, når erhvervslivet kalder på mere arbejdskraft. Så mener udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek: ”Når hæderkronede virksomheder i Danmark oplever nogle regler som uhensigtsmæssige, så tager vi det selvfølgelig alvorligt.” Se DKA.
Vi såkaldt almindelige mennesker er måske ikke særligt hæderkronede, men det ville være rart, hvis de regler, vi finder uhensigtsmæssige, også bliver taget alvorligt af politikerne.
I stedet uddeles der fra gaveboden ”Danske Pas” fortsat to gange om året tusindvis af statsborgerskaber (2.339 nye papirdanskere i anden uddeling i 2023), uden at nogen har den fjerneste anelse om, hvilke slags mennesker der påtvinges befolkningen. Dette sker på trods af, at hadet og fjendtlighederne mod befolkningen stiger, at mellemøstlige tilstande med vold og trusler er blevet hverdag, at de fremmedes ”mellemøstlige frækhed” nu vises så åbenlyst, at vi end ikke i vores kirker kan slippe for det. Er der noget mere utilbørligt end det?
Men skulle nogen dansker vove at være utilbørlig, så falder retssystemets hammer hårdt.
