Getting your Trinity Audio player ready...
|
I Tyskland har man en tænketank, der hedder ”Centrum für Strategie und höhere Führung” (Centrum for strategi og højere ledelse).
Den har udgivet en ny rapport, som er udarbejdet af opinionsinstituttet Allensbach. Denne rapport er en bombe under tysk politik.
Rapporten viser, at mere end 80 procent af tyskerne ikke længere har tillid til landets udlændingepolitik. 80 procent!
En syngende lussing til regeringen og mange års politisk korrekt udlændingepolitik.
Tydeligere kan det ikke siges. Borgerne tror ikke på, at ”trafiklys-regeringen” (rød-gul-grøn) kan få styr på de enorme problemer med den ikke-vestlige indvandring.
Denne besked fra vælgerne sender regeringen helt ud i tovene.
“Angela hvem?”
Tyskland har i årevis været Europas store indvandringsmagnet. Det har ellers ikke skortet på advarsler om, at den ukontrollerede migrantstrøm var vanvittig og selvdestruktiv.
Men uansvarlige politikere smækkede dørene op trods alle rødt lysende advarselslamper. Med kække bemærkninger som Angela Merkels berygtede: ”Wir schaffen das” – ”Det klarer vi.”
Det må være interessant og rystende læsning for de mange iagttagere – også blandt danske klogeåger – der har jublet over Merkels politik. Er der nogen, der melder sig til en smule selverkendelse, fra Politiken over Jyllands-Posten til Berlingske?
Ingen skal i dag nyde noget af at hylde Merkel. ”Angela hvem?”
Merkels fiasko var aldeles forudsigelig
De fleste tyskere – og andre – kan nu se, at det klarede man aldeles ikke. Indvandringen til Tyskland er kommet helt ud af kontrol. Og det var fuldkommen forudsigeligt. Sjældent har man set politisk uvidenhed og blindhed i den skala.
I undersøgelsen fra Centrum für Strategie und höhere Führung siger næsten to tredjedele af de adspurgte tyskere nu, at regeringens udlændingepolitik er forkert.
Det har skabt panik i regeringens rækker. Dog ikke primært på grund af de fatale svigt, som man har begået over for befolkningen. Panikken kommer såmænd primært af, at vælgerne har fået nok og giver regeringen en kæberasler af de store.
Nu ønsker to tredjedele af tyskerne, at asylansøgninger til Tyskland skal behandles uden for Europa – i håbet om, at det kan få mere styr på tilstrømningen. Det er en tanke, der også har vundet frem i Danmark.
Tyskerne er blevet bange
Kun 61 procent af landets indbyggere føler sig nu sikre i Tyskland. For bare to år siden var dette tal på 76 procent.
Næsten halvdelen af tyskerne siger i dag: Den nuværende indvandring er årsag til en klart stigende kriminalitet.
“Wir schaffen das”? Nej, det gjorde Merkel absolut ikke. Nu mærker tyskerne de fulde konsekvenser.