Brutal voldtægt: En 53-årig kvinde fik brækket kæben under voldtægt i Botanisk have i Aarhus – 55-årig mand er nu sigtet og varetægtsfængslet

Getting your Trinity Audio player ready...

En tidlig morgentur en lørdag morgen i Botanisk Have i Aarhus endte katastrofalt for en 53-årig kvinde.

 

Hun blev overfaldet af en mandlig cyklist og voldtaget så brutalt, at hun blandt andet fik brækket kæben.

 

Cyklisten flygtede efterfølgende fra stedet, men nu er det slut.

 

Blev anholdt på sin bopæl fredag formiddag

Fredag formiddag bankede politiet på døren til en lejlighed i Aarhus C.

 

Da beboeren, en 55-årig mand, åbnede døren, fik han at vide, at han er anholdt og sigtet for voldtægt i Botanisk Have.

 

Fredag eftermiddag blev han fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus og sigtet for voldtægt og andet seksuelt forhold end samleje.

 

Her blev han varetægtsfængslet i fire uger, men nægter sig skyldig.

 

Ifølge Århus Stiftstidende, som overværede den åbne del af grundlovsforhøret, er der tale om en selvstændig konsulent.

 

Blev først overfaldet og derefter voldtaget

Ifølge politiets pressemeddelelse om sagen blev den 53-årige kvinde først overfaldet og derefter voldtaget, da hun tidligt lørdag morgen den 21. september kom gående ved Poppelpladsen i Botanisk Have i Aarhus C.

 

Ifølge anmeldelsen, som politiet modtog lidt senere på morgenen, var den på daværende tidspunkt ukendte gerningsmand ankommet til stedet på cykel, og Østjyllands Politi var i de efterfølgende dage ude for at efterlyse vidner med muligt kendskab til sagen.

 

 

Sporene pegede i retning af den 55-årige

Gerningsstedet blev ligeledes afspærret og undersøgt grundigt, og i forbindelse med politiets efterforskning af sagen er den 55-årige mand blevet identificeret som den formodede og mistænkte gerningsmand.

 

 

”Siden vi modtog anmeldelsen, har vi efterforsket sagen grundigt og intensivt, da der er tale om en meget alvorlig sag, hvor en tilfældig kvinde er blevet overfaldet og efterfølgende udsat for en grov seksuel forbrydelse,” siger fungerende vicepolitiinspektør hos Østjyllands Politi, Flemming Nørgaard, og fortsætter:

 

 

”Derfor glæder jeg mig også over, at vi nu har fået anholdt en 55-årig mand, som vi mistænker for at stå bag forbrydelsen.”

 

 

Hører stadigt gerne fra vidner

Østjyllands Politi ønsker på nuværende tidspunkt ikke at oplyse yderligere om grundlaget for mistanken mod den 55-årige mand af hensyn til sagens fortsatte efterforskning.

 

 

”Men vi hører stadig gerne fra vidner, der eventuelt måtte have oplysninger med relevans for sagen, og vi har allerede fået flere henvendelser, som vi er i gang med at kigge nærmere på,” siger Flemming Nørgaard og fortsætter:

 

 

”Der venter os fortsat et stort efterforskningsarbejde i sagen, selvom vi i dag er kommet et godt skridt videre med formiddagens anholdelse af den formodede gerningsmand.”

 

 

Vil især gerne høre fra vidner i bestemte områder

Østjyllands Politi hører særligt gerne fra vidner på stedet omkring gerningstidspunktet samt fra beboere med videoovervågning inden for følgende område omkring Botanisk Have i Aarhus C:

 

 

Viborgvej, Vesterbrogade, Vesterbro Torv, Nørre Allé, Grønnegade, Landelandsgade, Paludan-Müllers Vej og Vestre Ringgade.

 

 

Hvis man har oplysninger med relevans for sagen, bedes man ringe til Østjyllands Politi på telefonnummer 114.

 

Læs Århus Stiftstidendes reportage fra grundlovsforhøret her:

https://stiften.dk/alarm112/selvstaendig-konsulent-sigtet-for-at-voldtage-og-braekke-kaeben-paa-kvinde-i-botanisk-have?teaser-referral=ace00cf2

Del på Facebook