Getting your Trinity Audio player ready...
|
National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK, har i et tæt samarbejde med Københavns Vestegns Politi og med bistand fra alle politikredse på Sjælland mandag anholdt ni mænd i alderen 24 til 55 år.
Mændene er anholdt i forbindelse med en bandekonflikt, hvor andre ni mænd i forvejen er anholdt og varetægtssigtet.
De ni mænd er sigtet for i begyndelsen af 2021 at have planlagt adskillige drab på flere medlemmer fra en rivaliserende bandegruppering samt drabsforsøg, mens de to grupperinger var i aktiv konflikt.
Med revolvere og pistoler
De anholdte er desuden sigtet for flere forhold om våbenbesiddelse under konflikt efter straffelovens § 81 a ved som bandegruppering at have været bevæbnet med håndvåben i form af pistoler og revolvere.
Nogle af de sigtede er fortsat en del af grupperingen, men andre vurderes i dag at have forladt den.
Det er NSK’s opfattelse, at de planlagte drab, som sigtelsen angår, udspringer af et drab på et medlem af den rivaliserende gruppering, der skete i januar 2021, og som blev begået af de nu anholdtes gruppering.
Det medførte en serie af gensidige attentater og attentatforsøg.
I efteråret 2023 gennemførte NSK en koordineret aktion, hvor ni medlemmer fra den rivaliserende gruppering blev anholdt.
De er alle varetægtsfængslet.
Sagen vil starte i retten i foråret 2025.