København betaler til undervisningsmateriale tilknyttet teaterforestilling, som er gennemsyret anti-israelsk og ensidig pro-palæstinensisk

Getting your Trinity Audio player ready...

Af Finn Rudaizky (DF), medlem af Københavns Borgerrepræsentation

Kulturen skal være fri   hvis du vil boykotte jøder og Israel er det nok inden for retningslinjerne af kommunens kulturmidler. 

 

Københavns Kommune bruger årligt mange millioner af kroner på kulturarrangementer. Den skal favne både bredden og understøtte til mangfoldighed, og den skal udstille magthavere, provokere og inspirere. Det synes jeg, er godt betalt!

 

Problemet er bare, at den skattebetalte kultur påstås at være mangfoldig. Det passer bare ikke.

 

Det viste skandalesagen om Copenhagen Pride, hvor Israel-venlige sponsorer skulle sorteres fra og det viste Danmarks største teaterfestival, CPH Stage, da der i år blev truffet beslutning om, at en allerede israelsk inviteret teaterprofessor, skulle afvises. Fuldstændig efter en skabelon fra 2. Verdenskrig: “Jøder har ingen adgang”. Efter kraftigt politisk pres, blev begge beslutninger tilbagekaldt.

 

Risikoen for at måtte undvære kommunale tilskud, vægtede alligevel højere end hadet til Israel og israelere. Det var tilsyneladende for besværligt, at boykotte Israel i mangfoldighedens navn.

 

Problemet er, at der i praksis ikke er nogen retningslinjer for, hvordan du skal agere, når først du har modtaget og bruger skatteydernes penge. Det påpegede jeg den 14. marts i år på Borgerrepræsentationens møde. Men, et rødt flertal bestående af Enhedslisten, Alternativet, S.F., Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre stemte imod ønsket om en tydeliggørelse af kriterierne for kulturtilskuddene. ”Det er godt nok, som det er”, sagde det politiske flertal.

 

Kun en måned senere, er der nu en ny skandalesag. Igen med klare anti-israelske toner.

 

”Grooming” af børn 

Det drejer sig nu om et kommunalt betalt undervisningsmateriale tilknyttet teaterforestillingen ”Slagmark”, som er gennemsyret anti-israelsk og ensidig pro-palæstinensisk i en konflikt, som ikke bare har store konsekvenser i Mellemøsten, men også for palæstinensiske og israelske børn i København.

 

Teateret “Får 302” modtager til forestillingen og undervisningsmaterialet 30.000 kr. fra Københavns Kommune og 400.000 kr. fra Statens Kunstfond

 

For Dansk Folkeparti handler den her sag ikke om, at vi skal regulere kunsten eller i de holdninger, som kulturarrangørerne måtte have. Det handler heller ikke om, at vi vil definere, hvad der er god eller dårlig kunst. Kunst, satire og ytringsfrihed hænger uløseligt sammen – og det er dét, som vi skal værne om. Det er præcist det, som er godt betalt!

 

Men, når det kommer til undervisningsmateriale, så forpligter vi os på en anden måde til at sikre kvaliteten af det, vi lærer fra os. Fuldstændig på samme måde, som vi hele tiden arbejder på at sikre, at det materiale der undervises i på de lokale folkeskoler, også har den nødvendige kvalitet.

 

Det må da for pokker være kommunens forpligtelse.

 

Materialet fremfører udelukkende den ene af konfliktens to parters synspunkter – den Hamas-Palæstinensiske. De to ”eksperter”, som der henvises til i materialet er Lars Erslev Andersen og Sune Haugbølle, som begge er velkendte for deres 100 procent trofasthed til palæstinenserne og anti-israelske retorik. Derudover er videomateriale fra al Jazeera og billedserien viser palæstinensiske civile og israelske soldater. Det hele styres af skuespiller og dramatiker Jacques Lauritsen, som er en velkendt og rabiat pro-palæstinenser. Man har altså ”glemt” at få belyst konfliktens andet synspunkt.

 

Vi tør ikke stille krav til kulturen

Sagerne som Copenhagen Pride og CPH Stage og nu Får 302, er eksempler på, at der helt tydeligt er et behov for, at Borgerrepræsentationen gentænker kulturmidlerne.

 

Når vi køber kunsten, så skal vi ikke være bange for også at stille krav. Det røde flertal og de radikale må gerne have deres meninger, men de bliver nødt til at forstå, at man ikke kan blive ved med at fortsætte med en så indoktrinerende og usmagelig ensidig fremstilling. Det er manipulation af værste skuffe. Man skal kunne tåle kulturel alsidighed. Også hvis man ikke selv er enig.

 

Derfor gentager Dansk Folkeparti behovet, og spørger – har vi retningslinjer for undervisningsmaterialet til børn på kulturområdet? Det bliver spændende, hvordan den radikale Kultur- og Fritidsborgmester, Mia Nygaard svarer, når Borgerrepræsentationen torsdag den 18. april på Dansk Folkepartis anmodning behandler sagen om teaterforestillingen ”Slagmark”.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…