Getting your Trinity Audio player ready...
|
Den muslimske studenterforening på Københavns Universitet havde onsdag inviteret Socialdemokratiets Frederik Vad til en debat om emnet: Kan liberalismen rumme islam?
Arrangementet blev et foruroligende udtryk for, hvordan Danmark er ved at overgive vores fredelige, demokratiske samfund til en totalitær undertrykkende ideologi.
Ikke på grund af Frederik Vad. Han skal have tak for at stille op og vise, at han forstår sagens alvor.
Men på grund af tilhørerne og deres reaktioner og holdninger, der var et urovækkende eksempel på, hvor Danmark er på vej hen.
Stedet var et auditorium på City Campus, hvor de samfundsvidenskabelige studier holder til. Det er altså her mange af Danmarks kommende beslutningstagere og myndighedspersoner bliver uddannet.
Og efter arrangementet at dømme vil mange af disse beslutningstagere i fremtiden være rettroende muslimer, der tilslutter sig en antidemokratisk totalitær ideologi.
90 procent af de 200-300 tilhørere var muslimer. Mange af kvinderne havde islamisk tørklæde Hijab, og mange af mændene havde lane skæg eller andre tegn på rettroende muslimer. (Se foto af tilhørerne i B.T.)
Rettroende muslimer betyder, at man er tilhængere af en totalitær ideologi, der er antidemokratisk og kvindeundertrykkende.
Nogle af de sidste 10 procent af tilhørerne var forskere og debattører, der er kritiske over fo islam og islamiseringen af Danmark.
Thomas Hoffmann
En af dem var Thomas Hoffmann, der skrev om mødet på Facebook:
I går deltog jeg i Muslim Student Associations (City Campus, dvs. samfundsvidenskaber) debatmøde på Københavns Universitet.
Nærmere bestemt mellem socialdemokratiets Frederik Vad og Omar Alkhatib, tidligere producer af podcasten Dét, muslimer taler om., og fortaler for retten til kønssegregeret svømning (altså den version hvor svømmehallen er clearet for mænd) og frihed fra at give hånd til det modsatte køn.
Der var forventeligt ikke megen lydhørhed over for Vads holdninger og pointer blandt publikum i det store auditorium. Et publikum, der nok bestod af 90% muslimer, hvilket selvfølgelig også var forventeligt for så vidt, at studenterforeningen er tiltænkt muslimer.
Jeg vil ikke gøre meget ud af al-Khatibs og publikums anker, men jeg blev efterladt med det indtryk, at man som muslimsk gruppe følte sig uretfærdigt behandlet og diskrimineret af et majoritetsDanmark, der ikke vil eller evner at sætte sig ind, hvilken mental load det er at være at muslim i Danmark. Man fornemmede i det hele taget en stor grad af selvmedlidenhed og ressentiment over det officielle Danmark.
De mest radikale muslimer fik de største bifald
Dét, som til gengæld slog mig, var ikke så meget ordene, der faldt, som dét, der dels IKKE blev sagt og dels dét, som blev udtryk fysisk – via klapsalver. Lad mig tage klapsalverne først.
Det absolut største bifald udløstes efter et spørgsmål fra Mohammad Khani, der ofte forbindes med den shiitiske Imam Ali moske, sin islamapologetik og ‘israelkritik’.
Det næststørste bifald tilkom Elias Lamrabet, Hizb ut-Tahrirs absolutte es.
Alkhatib høstede også klapsalver fra salen; ikke helt så entusiastiske som dem Khani og Lamrabet fik, men til gengæld løbende.
Total fravær af selvkritik
Det andet, som slog mig, var det fuldkomne fravær af det der selvkritiske eller overraskende spørgsmål fra det muslimske publikum. Den dér heterodokse Rasmus Modsat, som de fleste grupper kender til, var pist borte. Der var derimod en – med Melvilles udtryk – ‘sultanism of the brain(s).’
Jeg må desværre sige, at Vads berømte tredje erkendelse stadig virker som en plausibel analyse. Her i Københavns Universitets auditorium var aftenens topscorere på bifald Danmarks mest veltalende islamister.
Og fra kønsegregering, håndskyhed over for det modsatte køn og den slags var tydeligvis uproblematisk og noget Danmark burde kunne rumme.
Vi taler ikke om et HuT-rally (Hizb ut-Tahir, red.) i Nørrebrohallen eller en demo-blokvognstale på Rådhuspladen, men om unge i et samfundsvidenskabeligt auditorium, der stormer frem på de lange uddannelser og snart er på vej ud i institutionerne.
Det vidner for mig tydeligt om en farlig kombination af integrationsparadoks (dvs. jo mere succesfuldt integreret socio-økonomisk, desto mere oplevet følelse af diskrimination og ressentiment) og islamisme-lydhørhed.
Eva Gregersen
Eva Gregersen var en anden fremtrædende islamkritiker, der deltog i mødet. Hun har lagt lydoptagelser fra ødet ud på Facebook. De ligger som links nederst i artiklen her.
Desuden gengiver Eva Gregersen en ordveksling om frafaldne muslimer, som hun havde med den muslimske oplægsholder Omar Alkhatib.
Da jeg fik mikrofonen, sagde jeg:
“Mit navn er Eva Gregersen, og mit spørgsmål er til Omar. Jeg hører dig sige, at du er meget optaget af at forstå din modpart, så du kan sætte dig ind i deres verdensbillede og gengive deres argumentation korrekt. Jeg hører dig også sige, at du har svært ved at forholde dig til, hvorfor det skulle være vanskeligt for muslimer at frafalde islam, for det er ikke noget, du kender til. Derfor vil jeg gerne spørge dig på vegne af formanden for Foreningen Frafalden, Mustafa Musse Sayegh, som desværre ikke kunne være her i dag, om du vil tage en offentlig samtale med ham om, hvor problematisk og endda farligt det i praksis kan være for muslimer i Danmark at bruge deres formelle religionsfrihed til at frafalde islam. Og hvis du ikke vil det, hvorfor vil du så ikke det?”
Først fik jeg et kort og afvisende svar:
Alkhatib: Omkring om Mustafa – at han gerne ville i debat med mig – altså jeg giver bare et kort svar: Det vil jeg tage stilling til, når han rækker ud.
Det svar udløste latter og klapsalver fra det 90% muslimske publikum.
En enkelt ikkemuslimsk mandlig publikummer råbte: “Det har han lige gjort!”
Alkhatib: Det er da rart for ham, at han har sådan en god veninde, der vil stille spørgsmålet for ham. Jeg vil så også sige noget bare sådan helt generelt, fordi –
På dette tidspunkt intervenerede både opponent og moderator:
Vad: Skal vi ikke have en ordentlig debat?
Bredholt: Jo, det synes jeg også.
Alkhatib: Hvad sagde jeg forkert?
Vad: Du underminerede spørgeren.
Alkhatib: Nåå, okay. Det er okay. Såeh –
Vad: Hvis jeg havde gjort det samme med en af dem, der havde stillet et spørgsmål til mig …
Og så kom der alligevel et reelt svar:
Alkhatib: Okay. Principielt har jeg ikke noget imod at snakke med Mustafa. Faktisk prøvede jeg at få fat i ham på et tidspunkt, hvor han var på Nørrebro, eller han var til sådan en demonstration. Det lykkedes ikke. Så jeg har ikke principielt noget imod det. Og jeg synes faktisk, at emnet fortjener en snak, fordi det, der sker med højrefløjen nogle gange og dele af det store politiske spektrum, det er, at I tager de der historier, og så fletter I så meget – I begynder at strikke så meget på de fortællinger der, at de får lov til at leve deres eget liv. Og jeg prøver i mit eget debatvirke at gøre rigtigt meget ud af at komme ind i nogle af de mest sensitive emner – det er også derfor, jeg er her i dag – så principielt har jeg ikke noget imod det. Det ville falde tilbage på nogle praktiske ting, og også om vi kan blive enige om nogle rammer. Det er sådan, jeg har det med alle debatter.
So there you have it. Nu må vi afvente, om Alkhatib og Sayegh kan få styr på de “praktiske ting” samt “blive enige om nogle rammer”. Deres udveksling af betragtninger om frafald fra islam er i hvert fald en samtale, jeg personligt utroligt gerne vil høre.
Således fik vi andre et lille indblik i, hvordan tilstrømningen af migranter fra ikke-vestlige ofte muslimske lande og deres efterkommer er ved at ændre Danmark. I dette tilfælde Københavns universitet.