Getting your Trinity Audio player ready...
|
En civil patrulje fra Østjyllands Politi spottede torsdag aften kl. 23.45 en mandlig cyklist, som kom kørende på en el-cykel på Søren Møllers Gade i Randers C.
Betjentene genkendte og kunne identificere ham som værende en 33-årig mand.
Patruljen kørte op på siden af ham og gjorde ham bekendt med, at politiet gerne ville tale med ham, men det ønskede manden ikke umiddelbart.
I stedet for at standse, satte manden farten op og kørte i sydgående retning.
Væltede og stak af med cyklen under armen
Flugtforsøget medførte dog kort tid efter, at den 33-årige påkørte kantstenen og mistede herredømmet over sin cykel, inden han væltede forover.
Styrtet var dog ikke nok til at standse ham, da han ufortrødent fortsatte sin flugt til fods – nu med cyklen under armen.
Betjentene steg ud af bilen og løb efter ham, og få øjeblikke senere blev han indhentet.
Truede betjentene med en stegegaffel
Da han blev bedt om at sætte cyklen fra sig, trak den 33-årige mand pludselig en stegegaffel frem fra sin bukselinning, som han truede betjentene med, inden han blev anholdt med den fornødne magt.
Den 33-årige blev sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde.
Ligeledes blev han sigtet for forsøg på vold mod tjenestemand og for at modsætte sig anholdelse.
Og så var der lige noget narko og en peberspray
Han blev også sigtet for besiddelse af narko, da han under en efterfølgende visitation blev fundet i besiddelse af en mindre mængde kokain.
På grund af besiddelse af stegegaffel blev manden også sigtet for at have overtrådt knivloven, og da han tilmed havde en peberspray på sig, blev han også sigtet for at have overtrådt våbenloven.