Knud Foldschack truer DF-ordfører med sagsanlæg – ærekrænkende at hævde, at en otteårig dreng med dansk statsborgerskab ikke er dansker

Udlændingeordfører for DF, Mikkel Bjørn (Foto: Dansk Folkeparti)
Getting your Trinity Audio player ready...

Sagen om den otteårige dreng med dansk statsborgerskab, som ifølge Højesteret har krav på sammen med sin mor at blive evakueret fra Syrien til Danmark, risikerer nu en udløber i civilretten.

 

Det er drengens advokat, Knud Foldschack, som nu er på banen og truer Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Mikkel Bjørn, med et sagsanlæg.

 

Det skriver Berlingske.

 

Foldschack kræver, at Mikkel Bjørn tilbagekalder en bemærkning om, at drengen ikke er dansk.

 

Hvis ikke, vil Mikkel Bjørn få en sag om æreskrænkelse på halsen.

 

Udtalelserne faldt i sidste uge i P1 Debat, hvor både Knud Foldschack og Mikkel Bjørn deltog, og hvor Mikkel Bjørn blandt andet fastslog, at:

 

”Denne her dreng er ikke dansk.”

 

Mikkel Bjørn medgav, at drengen har dansk statsborgerskab, men lagde vægt på, at drengen aldrig har været i Danmark og ikke taler dansk.

 

”Fint, så får du et sagsanlæg.”

Bemærkningen fik drengens advokat, Knud Foldschack, op af stolen:

 

”Jeg vil bare gerne bede dig om at tage det her helt seriøst,” lød det fra advokaten, som fortsatte:

 

”Enten så siger du nu fuldstændig klart og præcist, at denne her dreng, som har fået medhold i Højesteret, er dansk, i alle ordets konkrete betydninger, eller også får du et sagsanlæg.”

 

Da Mikkel Bjørn nægtede at tilbagekalde sin holdning, lød det fra Fondschack:

 

”Fint, så får du et sagsanlæg. Det er hamrende æreskrænkende, det du gør.”

 

Professor: Fondschack har en dårlig sag

Advokat Knud Foldschack har dog ikke mange muligheder for at vinde denne sag, der dybest set handler om politisk ytringsfrihed.

 

Det vurderer professor i medieret ved Syddansk Universitet, Sten Schaumburg-Müller, som Berlingske har kontaktet.

 

”Mikkel Bjørn må gerne mene, at drengen ikke er dansk, selvom drengen har dansk statsborgerskab. Det er en politisk holdning, som han gerne må have og give udtryk for,” fastslår Sten Schaumburg-Müller.

 

For journalister og forskere gælder der en forpligtelse til at udtrykke sig korrekt, men det gælder hverken for politikere og almindelige borgere, forklarer professoren ifølge Berlingske.

 

Højesteret: I strid med konventionen

Efter at Østre Landsret den 29. januar havde afgjort, at den otteårige dreng ikke havde krav på bistand fra Udenrigsministeriet til at komme til at komme til Danmark sammen med sin mor, ændrede Højesteret den 29. august afgørelsen.

 

I sin afgørelse henholder Højesteret sig blandt andet til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og skriver:

 

”Efter en samlet afvejning fandt Højesteret, at det ikke vil være en uforholdsmæssig stor byrde at tilbyde A (drengen, red.) bistand til evakuering sammen med sin mor, og at det ville udgøre en krænkelse af konventionen ikke at tilbyde en sådan bistand.”

 

Drengen, der er født i Syrien, sidder i øjeblikket sammen med sin mor i Roj-lejren i det kurdiske område i den nordøstlige del af Syrien.

 

Hans far, der i lighed med moderen var medlem af Islamisk Stat, er dræbt i kamp.

 

Når moderen nu sammen med sin dreng lander i Danmark, vil hun blive anholdt med en tiltale for terrorrelateret virksomhed.

 

Kilder til denne artikel:

https://www.berlingske.dk/indland/knud-foldschack-truede-df-politiker-med-sagsanlaeg-for-en-hamrende

 

https://domstol.dk/hoejesteret/aktuelt/2024/8/dansk-barn-skal-evakueres-med-sin-mor-fra-roj-lejren-i-syrien/

 

Du kan høre udsendelsen i P1 her – udtalelserne falder 33 minutter inde i programmet:

https://www.dr.dk/lyd/p1/p1-debat/p1-debat-2024/p1-debat-hjem-fra-syrien-11162401362

Del på Facebook