|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
En søndag for nylig var vi en lille gruppe venner, der fik afprøvet, om den adfærd, som statsministeren har omtalt som indvandrerdrenges utryghedsskabende opførsel på S-stationer, hviler på fordomme.
Mette Frederiksen blev voldsomt kritiseret i 2020 for den udtalelse i Folketinget, dels af løsgængeren Sikandar Siddique, dels af venstrefløjspartierne.
Med sin særegne evne til aldrig at fatte pointen i en historie ville Siddique gerne vide, hvor tit statsministeren kørte i S-tog.
Venstrefløjspartierne – der dengang var den socialdemokratiske regerings støttepartier – mente, at statsministeren dæmoniserede indvandrerdrengene.
De er af den mening – ikke kun i denne situation, men i det hele taget – at hvis man ikke taler om elefanten i rummet, så eksisterer den ikke.
Støttepartierne mente også, at den form for sprogbrug skabte kløfter. Den gode tone spøger stadig. Det er så dét, der har bragt os, hvor vi er i dag.
Statsministeren på sin side replicerede, at tavshed om problemet ikke havde fået det til at gå væk.
I det nye politiudspil i 2020 skulle der oprettes flere politistationer og være mere politi på bl.a. S-togs stationerne. Hvor langt man er nået med det her i begyndelsen af 2024, er ikke mig bekendt. Det ligner mere brudte løfter gennem mange år.
På jagten efter is
Efter en dejlig tur ud i naturen og en skøn frokost, fik den ene af vennerne en ubændig trang til is. Da frokostrestauranten ikke havde is blandt sine mange desserter, måtte vi altså på jagt.
Vi andre satte som betingelse, at isen skulle kunne spises inden døre på en café, hvor der også blev serveret cacao eller kaffe. Vi andre ville ikke stå og fryse i det regnfulde og blæsende mørke, mens isen blev fortæret.
Mærkeligt nok fandt vi ikke sådan et sted på hovedvejen, så vi endte på Vallensbæk stationstorv, hvor der er et større butikscenter med mange slags butikker. De fleste var dog lukket på denne vintersøndag ved 18-tiden.
Vi steg ud af bilen og konstaterede hurtigt, at dette første besøg bestemt også ville blive det sidste. Det var heller ikke et sted, vi ville bryde os om at bo, og da slet ikke, hvis vi kom hjem en mørk aften. Der virkede underligt øde. Kun et ungt par med en barnevogn var de eneste voksne mennesker, vi så på det store butikstorv. Til gengæld var der en del grupper af indvandrerdrenge, hvis familier ikke så ud til at vente dem til aftensmad ved 18.00-tiden.
Vi så hurtigt, at der kun var én iskiosk, men ikke en café. Så mens vi andre, heriblandt en næsten blind 90-årig moster, gik lidt rundt to og to, løb isspiseren hen under broen, hvor butikstorvet så ud til at fortsætte på den anden side af stationen.
Grov fysisk chikane fra en gruppe på 5-6
Bagtroppen – min venindes mand og jeg – øjnede en gruppe på 5-6 stykker af de af statsministeren dæmoniserede, som kom løbende i fuld fart på vej mod os.
Men vi var ikke målet.
Det var min veninde og hendes gamle moster.
Den ene sprang ind på min veninde, der holdt godt fast i sin taske, og gav hende et skub, hvorefter gruppen løb storgrinende væk.
Hele forestillingen varede kun få sekunder, hvilket måske skyldtes, at min venindes mand ikke ser ud til at være en person, man vil i karambolage med.
Det var en ret ubehagelig episode, som gjorde de to kvinder forskrækket. De slap dog med forskrækkelsen.
Isspiseren kom løbende tilbage fra den anden side og kunne fortælle, at der var en butik, der havde is, men ikke en café. Vi andre havde tabt lysten til flere eventyr på vestegnen og vedtog, at nu tog vi altså hjem.
Og således blev fordom til erfaring.
Hvorfor denne intimiderende og voldelig adfærd?
Svaret afhænger nok af, hvem man spørger.
Ifølge Zenia Stampe (RV) har de lært det i Danmark, hvoraf vel følger, at der er en Stampe i samtlige vesteuropæiske lande, hvis ”gæster” også har lært det i det land, de bor i sammen med deres forældre.
Dette letkøbte hold-kæft-bolsje giver imidlertid ingen mening, da disse unge ikke er opvokset i et vesteuropæisk land. Deres baggrund er forældre, der ikke har pakket hjemlandets bagage ud, men fortsætter den opdragelse, de har med hjemmefra.
Andre venstrefløjspartier hævder, at det er integrationen, der halter, fordi vi i urbefolkningen ikke er tolerante nok over for dem, der er intolerante. Jeg har fået at vide, at hvis vi blot gav dem en ”krammer”, så ville der ingen integrationsproblemer være. Krammerne vil jeg dog overlade til disse særligt gode mennesker, når de står på en øde S-togsstation en mørk aften.
Hvis man vil vide mere
Hvis man mener, at der kan være andre årsager til denne modbydelige adfærd, der er fremherskende overalt i Vesteuropa, vil man sikkert tilslutte sig den algierske forfatter Boualem Sansal, når han siger, at islamisterne gradvist vil overtage demokratierne i Europa. Se Berlingske (bag betalingsmur).
Han mener, at Hamas’ frembrusen kun er begyndelsen på en trussel, som Vestens ”inkompetente regeringer” ikke har forstået. (Sansals anførselstegn).
Sansal oplyser, at den tidligere franske koloni i dag er et dybt religiøst – muslimsk – land med skrappe regler for, hvordan indbyggerne må opføre sig, og han er overbevist om, at Vesten risikerer at stå over for den samme udvikling.
Det må løbe en koldt ned ad ryggen, når han siger, at der ”gøres forberedelser til en verdenskrig. Det sker et lille skridt ad gangen, så Vesten ikke ser strategien.”
Og netop denne strategi har magthaverne i Vesten ikke ønsket at vide noget om.
Sansal advarer om, at det ”er en fælles bevægelse, som er særdeles velorganiseret. Den underliggende idé er at føre meget intense og voldelige krige for at vende magtforholdene om, så der er basis for at stå stærkere i en forhandling.”
Er det ikke lige netop det, vi ser nu, hvor terrorbevægelsen Hamas’ horrible angreb på Israel har vendt op og ned på ofre og terrorister? Det er lykkedes palæstinensiske og andre arabiske Hamas-sympatisører at overbevise den naive venstrefløj om, at de bør deltage i massedemonstrationer i Vesten, så deres forhandlingsgrundlag er bedst muligt. Og man må sige, at det er lykkedes dem.
Som Sansal fremfører, så har islamisterne ”udover krigens sædvanlige instrumenter – våben, den politiske og militære krig, den seksuelle vold og så videre – også fundet et nyt, formidabelt våben i form af demokratiet.”
Mens befolkningerne har været klar over dette længe, har det naive godhedssegment aldrig forstået det.
Sansal slår fast, at ”i deres egne lande bliver de jaget, fængslet og henrettet, hvis de ikke gør, som loven siger. I Europa bliver de inviteret ind i fjernsynet. Her hører man på dem. Og så siger man: Han er islamist, men det har han lov til at være, ligesom vi er kommunister, socialister eller noget tredje. Muslimerne bruger naiviteten, de sociale strukturer og retsvæsenet”.
Men denne fremgangsmåde har efterhånden stået klart i flere årtier for dem, der har set, hvordan de vesteuropæiske lande år for år er gået fra slemt til værre. Enkelte politikere har fattet det og har talt om en begyndende borgerkrig. Men en meget stor del mener, at det såmænd nok skal gå, hvis vi bare bliver lidt mere tolerante og bruger flere penge på (en tvungen) integration.
Desværre vil selv en verdensberømt forfatter med rødder – og bopæl – i et nu islamistisk land ikke kunne overbevise de, der ikke vil vide mere.
Et lille bitte udsnit af de overfald statsministeren taler om, og som stadig flere af vores landsmænd udsættes for.
https://denkorteavis.dk/2021/voldsomme-overfald-paa-togstation-de-unge-er-bange-for-at-tage-toget/
https://www.tv2kosmopol.dk/gribskov/borgere-rystede-lokale-grupper-i-voldsomme-overfald-paa-hinanden
https://www.sn.dk/holbaek-kommune/indvandrerdrenge-haerger-togstation/
