25-årig mand dømt skyldig i voldtægt og andre seksuelle overgreb mod 27 mindreårige piger

Modelfoto / Colourbox
Getting your Trinity Audio player ready...

En 15-årig pige troede, at hun skulle møde en 16-årig dreng i en skov.

 

Men i stedet var det den dengang 23-årige Simon Kofoed Larsen, der dukkede op.

 

Og han voldtog hende.

 

I går fredag blev han ved et nævningeting ved Retten i Esbjerg dømt for ikke blot voldtægten mod den 15-årige pige.

 

Han blev også dømt for adskillige andre voldtægter og voldtægtsforsøg og desuden for en række seksuelle krænkelser mod tilsammen i alt 27 mindreårige piger.

 

Efter anholdelsen for voldtægten af den 15-årige pige, undersøgte politiet rutinemæssigt den anholdtes forhold.

 

Og det viste sig hurtigt, at man stod med en sag, der var meget mere omfattende end blot en enkelt voldtægt.

 

En Pandoras æske af seksuelle overgreb

Efterforskningen åbnede en Pandora æske af forskellige former for seksuelle overgreb og trusler mod piger i hele landet.

 

Da anklageskriftet var endeligt udarbejdet, indeholdt det i alt 65 forhold, og i går fredag blev som nævnt den nu 25- årige mand ved et nævningeting ved Retten i Esbjerg kendt skyldig i 62 af forholdene.

 

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

 

Voldtægter og voldtægtsforsøg plus trusler

Der er tale om både voldtægter og voldtægtsforsøg samt ulovlig tvang og trusler.

 

For slet ikke at tale om blufærdighedskrænkelser og seksuelle ydmygelser.

 

Overgrebene er blevet begået i perioden 2014 og indtil Simon Kofoed Larsen blev anholdt i 2022.

 

I den periode var det flere gange lykkedes for den dømte at lokke piger til at mødes med ham ved at lyve sig yngre, end han var.

 

Sådan som det var tilfældet med den 15-årige pige.

 

Under disse møder blev flere af pigerne udsat for voldtægter og voldtægtsforsøg, og som han nu er blevet kendt skyldig i at have begået.

 

Var i kontakt med over tre tusinde piger

Ligeledes er den 25-årige mand blevet kendt skyldig i at have udsat flere af pigerne for blufærdighedskrænkelser, trusler og ulovlig tvang på det sociale medie Snapchat, hvor han har været i kontakt med over tre tusinde piger.

 

”Den 25-årige har fået domfældelse i forhold til alle 27 piger. Det er jeg meget tilfreds med. Derudover er domfældelsen i vidt omfang sket efter anklagemyndigheden påstand”, siger specialanklager Anemarie Haahr.

 

Hun har sammen med anklager Mathilde Teivang ført sagen for anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

 

Store mængder børneporno

Ud over at den 25-årige er blev dømt for voldtægter og et hav af andre former for seksuelle krænkelser og overgreb mod de 27 piger, er han blandt andet også blevet kendt skyldig i besiddelse af store mængder børneporno.

 

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at Simon Kofoed Larsen idømmes forvaring.

 

Modsat mener hans advokat, at mellem seks og syv års fængsel vil være tilstrækkeligt.

 

Der bliver afsagt dom i sagen tirsdag den 2. juli.

Kilder til denne artikel:

https://politi.dk/syd-og-soenderjyllands-politi/nyhedsliste/skyldsspm-25aarig-27-forurettede-piger/2024/06/28

https://www.tv2bornholm.dk/artikel/lav-iq-og-kontakt-til-3000-piger-kraever-forvaring

Del på Facebook