Utroligt: Narkopåvirket vanvidsbilist slap med ét års fængsel for spøgelseskørsel på motorvej

Colourbox
Getting your Trinity Audio player ready...

En 29-årig mand blev onsdag idømt et års fængsel efter i januar i år at have kørt vanvidskørsel på Djurslandsmotorvejen, hvor han i narkopåvirket tilstand kørte med høj fart imod færdselsretningen

 

Den 18. januar om aftenen måtte en patrulje bremse hårdt op ved en rundkørsel i Lystrup for at undgå at blive ramt af den 29-årige, der kom kørende mod dem.

 

Herefter drejede han ned ad en afkørsel til Djurslandsmotorvejen, hvor han kørte mod færdselsretningen.

 

Med 150 kilometer i timen imod kørselsretningen

Patruljen kørte efter i nødsporet og kunne observere, hvordan den 29-årige med over 150 km/t fortsatte sin hasarderede kørsel, mens flere biler kom kørende forbi i modsatte retning.

 

Ved en afkørsel lidt længere fremme drejede han af, hvorefter han mistede kontrollen over sin bil og ramte ind i et autoværn.

 

Kort efter kom en patrulje frem og anholdt den 29-årige, der viste sig at være frakendt kørekortet og være påvirket af euforiserende stoffer. Derudover var han i besiddelse af en kniv.

 

På passagersædet sad en 17-årig ung kvinde, der er i familie med den 29-årige. Ingen af de to var kommet alvorligt til skade.

 

Bragte flere menneskeliv i fare

Den 29-årige har siden anholdelsen siddet varetægtsfængslet, og onsdag blev han så dømt for at have forvoldt fare for andres liv og førlighed med sin kørsel, for adskillige færdselsovertrædelser og for overtrædelse af knivloven.

 

Ud over et års fængsel blev den 29-årige frakendt førerretten i seks år, og hans bil blev konfiskeret.

 

”Den 29-årige bragte flere menneskers liv i fare med sin hasarderede kørsel, der ovenikøbet foregik i narkopåvirket tilstand. Retten fandt det desuden skærpende, at kørslen fandt sted under flugt fra politiet, og mens han var frakendt kørekortet,” forklarer anklagerfuldmægtig Mads Fransen.

 

Er tidligere dømt for besiddelse af kniv

Mads Frandsen oplyser desuden, at den 29-årige flere gange dømt for at være i besiddelse af kniv, så alt i alt var der flere ting, der samlet resulterede i straffen på et års ubetinget fængsel.”

 

Den 29-årige erkendte dele af tiltale, mens han nægtede andre. Han ankede dommen.

 

Han blev tillige varetægtsfængslet efter dommen, hvilken han også kærede til landsretten.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…