Hvordan ser Danmark ud om 25 år? Eller vigtigere, hvordan vil tilværelsen i Danmark være om 25 år for danskerne?
Gå 25 år tilbage til 1998. Og endnu 25 år til 1973. Hvilken forskel ses og mærkes?
Det svarer forfatteren Birgithe Kosovic på i Berlingske (bag betalingsmur) i et debatinterview: ”Ingen ville have troet dig, hvis du for en generation siden havde sagt, at vi en dag ville opleve terror, islamisme og trusler mod islamkritikere i Europa. Det er jo vores virkelighed, der er ekstrem”.
En af årsagerne til denne udvikling kan ses på statistikken over MENAP-migranternes fødselsrate (se DKA og links til Statistikbanken). Poul Erik Andersen i DKA skriver: ”I realiteten står vi nu i en situation, hvor befolkningens sammensætning er helt ude af kontrol og fremover vil være det.”
Og man kan tilføje: Hvis ikke der nu i dag gøres noget radikalt for at forhindre den krimialitet, det har ført med sig. I morgen kan det være for sent.
Undtagelsestilstand og antiterrorlov i Frankrig
I Frankrig indførtes undtagelsestilstand i 2015 efter flere terrorangreb, og den varede til 2017. I de knapt 2 år havde undtagelsestilstanden betydet, at politiet fik vide beføjelser uden dommerkendelser. Blandt andet kunne politiet uden dommerkendelse anbringe borgere i husarrest, foretage husransagninger og forbyde offentlige arrangementer.
Frankrig er et af de lande i Europa, som udsættes for flest forsøg på terrorangreb.
Den 1. november 2017 blev undtagelsestilstanden erstattet af en meget restriktiv antiterrorlov.
Flere elementer fra undtagelsestilstanden blev gjort permanente med den nye lov.
Herudover fik myndighederne større mulighed for at lukke bedesteder, der blev mistænkt for at opfordre til terror.
Politiet kunne med antiterrorloven ligeledes etablere såkaldte “sikkerhedszoner” og uden dommerkendelse forbyde biler og borgere adgang til givne områder. Ligeledes kunne offentlige arrangementer som f.eks. sportsbegivenheder og koncerter uden dommerkendelse forbydes på baggrund af terrormistanke.
Mens den franske regering er indstillet på at gå langt i sine forsøg på at sikre borgernes sikkerhed, siger det næsten sig selv, at flere menneskerettighedsorganisationer, såsom Amnesty International, Human Rights Watch og den franske Menneskerettighedsliga, kritiserede både undtagelsestilstanden og lovforslaget for at indskrænke grundlæggende borgerrettigheder.
Og ja, der er ingen tvivl om, at borgerrettighederne indskrænkes. Men der er vel ingen vej udenom, hvis det skal lykkes myndighederne at forhindre mange (om ikke alle) terrorangreb.
I 2017 erklærede Frankrigs indenrigsminister, Gérard Collomb, at den nye lov er et ”varigt svar på en varig trussel”.
Undtagelsestilstand i Italien
Migranter fra Afrika og hele Mellemøsten strømmer til øen Lampedusa fra Libyen og Tunesien. I årets første måneder – indtil april – var omkring 31.300 migranter allerede kommet over Middelhavet til Italien. Og strømmen ser ikke ud til at stilnes.
På denne baggrund indførte Italien i april 2023 undtagelsestilstand for bedre at kunne springe nogle bureaukratiske led over og håndtere stigningen i den nye migrantbølge og hjemsendelsesfaciliteter.
Undtagelsestilstanden forventes at vare 6 måneder. Men herefter?
Det er forståeligt, Italien ikke kan overkomme at modtage flere migranter fra alverdens lande og har et ønske om, at EU skal fordele migranterne. Men ingen vil have dem. Det er problemet for Italien og EU.
Der hjælper dog nok ingen kære mor. For i EU’s midte er det svenske kvindemenneske, Ylva Johansson, der nok skal sørge for, at alle lande, der undslår sig, bliver tiltalt for obstruktion. Og ingen topposter til de politikere i EU-landene, der obstruerer!
Sverige – den humanistiske stormagt
Det ser ellers ud til, at Sverige har taget skeen i den anden hånd. Statsminister Ulf Kristersson var for nyligt på besøg hos den danske statsminister for at få et par tips. Danmark har tjek på stort set alt (tja, bom bom), der vedrører invasionen fra Stormellemøsten og Afrika, mener han. Sverige er jo 10-15 år bagefter med at stramme op i forhold til Danmark.
Danmark arbejder dog hårdt på at indhente Sverige indenom.
I Sverige er/var ideologien, at alle, der ønskede det, skulle kunne slå sig ned i Sverige. De skulle have ret til en tilværelse uden at lære sproget og stå uden for samfundet. Hvis de ønskede det, skulle de hverken arbejde eller uddanne sig og i det hele taget ingen tilknytning have til samfundet udenom.
Politikerne så sig selv som skabere af et humanistisk samfund, hvor der var plads til alle. Medierne og politikerne støttede hinanden i dette vanvittige eksperiment. Og vé den svensker, der ikke var enig heri og vovede at åbne munden. Det gør man ikke ustraffet i tavshedens rige.
For den etniske befolkning blev det et mareridt. Ikke alene blev de tvunget til at forsørge mere end 2 millioner lykkeriddere fra Stormellemøsten og Afrika, der bragte hjemlandets kulturelle såkaldte værdier med sig, men samtidig måtte de finde sig i en for dem ubeskrivelig vold og ukendte uhyrligheder. Et enkelt eksempel: To drenge voldtages og forsøges begravet levende på kirkegård. De dyriske forbrydere har svensk statsborgerskab og kan dermed ikke udvises.
Fremfor nogle danske tips om, hvordan politikerne (ikke blot i Sverige) skal redde sig ud af de ødelæggelser, de har påført befolkningerne i deres lande, er den svenske samfundsdebattør og forfatter Lars Hässler gået anderledes til værks for at få kriminaliteten til livs.
Hvor kontroversiel og hårdhændet hans forslag end lyder, er der næppe anden mulighed, hvis Sverige – og alle andre vestlige EU-lande – skal kunne normaliseres.
Forslag om undtagelsestilstand i Sverige?
Hässler mener, at en undtagelsestilstand højst sandsynlig vil være nødvendig, hvis der skal være en lille mulighed for at genskabe ”folkhemmet”, som Sverige altid er blevet kaldt. Der er ikke meget folkehjem over landet mere.
https://www.youtube.com/watch?v=dh4VPLj0CZU. Da interviewet er på svensk, som måske ikke alle er dus med, har jeg oversat nogle af Hässlers forslag.
Hässler funderer over, hvordan politiet praktisk skal gå til værks. Han mener, at man skal samle et tusindtals politifolk, suppleret med hjemmeværnsfolk og måske yderligere hæren. Der skal også sættes helikoptere ind.
En hel bydel skal lukkes af. Han nævner som eksempel Rinkeby, en ghetto i en omegnskommune til Stockholm, der er én blandt de 53 ghettoer, der er spredt ud over Sverige.
Der skal sørges for et hundredtal busser, som skal fyldes med efterlyste kriminelle og illegale migranter, der herefter fragtes til opsamlingslejre. Der skal søges efter våben, og internettet skal lukkes ned i området i ét eller to døgn.
Hässler erkender, at det vil kræve en enorm indsats, men om det på længere sigt vil være en løsning, kan han ikke udtale sig om.
Men én ting er han klar over. En sådan fremfærd for at få folkehjemmet tilbage, kommer ikke til at foregå uden sværdslag. Men spørgsmålet er, om man for sine børns og børnebørns skyld bør tage det krigslignende opgør nu eller overlade krigen til vores efterkommere.
Det taler vi ikke om
Langt de fleste politikere foretrækker at tale om noget andet end udlændingepolitikken.
Under overskriften ”Den store ikke-debat om indvandringens pris for fremtidens Danmark” skriver Lederen i Jyllands-Posten (bag betalingsmur) den 29.4.:
“Den politiske debat har ikke længere rigtigt udlændingepolitikken på scanneren. Ganske vist trækker det op til nye massive migrantstrømme, og ganske vist fastholder regeringen ambitionen om at flytte asylbehandlingen ud af Europa, f.eks. til Rwanda. Men der er ingen grundlæggende debat om, hvordan Danmark mon ser ud om 25 år på baggrund af den ikkevestlige indvandring – og hvad det kalder på af rettidig omhu allerede nu” (…) ”Men der er absolut ingen debat om, hvilket Danmark vi giver videre til vore børn og børnebørn.”
Før og nu
For kulturrelativisterne er forskellen på før og nu formentlig en drøm, der er gået i opfyldelse. Intet kan vel være mere spændende end multikultimenageriet med hele verden rodet sammen i én pærevælling på vores lille plet på jorden. De daglige forbrydelser er blot et ekstra krydderi på tilværelsen, så længe man selv kan holde sig væk og betragte det hele fra sikker afstand.
Vi andre danskere føler derimod sorg over det tabte. Det samme gør nordmændene og svenskerne. Vi har fået nok, og det samme ses at være tilfældet med mange andre vesteuropæiske lande.
