Tyskland har længe været en højborg for den politiske korrekthed i Europa.
Det hænger naturligvis sammen med den angst og skyldfølelse, som nazismens rædselsgerninger efterlod i den tyske nation.
Men de politiske konsekvenser, man drager af den nationale skyldfølelse, er langt fra at kunne klare de reelle problemer.
Den tyske politiske korrekthed har frem for alt vist sig i forhold til udlændingepolitikken. Tyskerne smækkede deres døre op på vid gab i forhold til den ikke-vestlige masseindvandring – med Angela Merkel som den hovedansvarlige.
”Wir schaffen das!” – vel gjorde de ej
Længe lukkede tyske politikere og meningsdannere øjnene for, hvor fatale konsekvenser denne politisk korrekte udlændingepolitik ville få. ”Wir schaffen das!”, erklærede Merkel. Vel gjorde hun og hendes meningsfæller ej.
Man lod stå til. Man druknede virkeligheden i skønsnak. Resultatet blev en dramatiske forøgelse af indvandringen til landet fra ikke-vestlige kulturer med et stærkt autoritært, voldsdomineret og kvindeundertrykkende præg.
Det havde almindelige tyskere aldrig bedt om. Men det fik de, og der kom i første omgang kun spage protester. Længe var det i den grad tabu i Tyskland at tage en seriøs debat om, hvad konsekvenserne ville blive for det tyske samfund.
Derfor er tyskerne ved at blive bange
Men nu træder disse konsekvenser stadig tydeligere frem. Det gælder ikke mindst i form af en dramatisk udvikling i kriminaliteten.
Derfor er tyskerne ved at blive bange.
Det er nu blevet så slemt, at et af de mest prominente medlemmer af den politisk korrekte menighed, den socialdemokratiske indenrigsminister Nancy Faeser, råber vagt i gevær og varsler nødvendige forandringer.
Flere forbrydelser, voldsommere forbrydelser og børn som gerningsmænd
Den truende tyske virkelighed fremgår af nye tal i tysk politis kriminalstatistik for året 2022.
Faeser vil fremlægge tallene på torsdag, men der er allerede kommet skræmmende informationer frem via store medier som WELT am SONNTAG og BILD.
Tallene viser, at antallet af straffelovsforbrydelser i Tyskland i 2022 steg med hele 11,5 procent i forhold til året før.
Denne udvikling er særligt alarmerende, fordi der er et voksende antal børn (under 18 år) blandt de sigtede – en stigning på 35,5 procent!
Næstformanden for et af politiets fagforbund siger til BILD: ”Når vi ser på de seneste frygtelige voldshandlinger, så kan vi slå fast, at gerningsmændene bliver stadigt yngre.”
Indvandrere udgør kraftigt stigende andel
Denne udvikling går hånd i hånd med, at indvandrere udgør en kraftigt stigende andel af de sigtede.
Af de 2 millioner sigtede i 2022 havde de 783.876 ikke tysk statsborgerskab – en stigning på 22,6 procent i forhold til året før. Dertil kommer de mange personer, der har indvandrerbaggrund, men har opnået tysk statsborgerskab.
Næstformanden for politifagforbundet, Manuel Ostermann, siger til BILD:
”Også i forbindelse med migrationskrisen bliver problemet med det stigende antal voldshandlinger tydeligt. Statistikken taler et skræmmende, men tydeligt sprog.”
Regulære gadekampe
Den alvorlige udvikling afspejler sig også i voldshandlingernes form.
Politimanden taler lidt svævende om ”migrationskrisen”. Men den barske virkelighed er ikke til at komme udenom:
Den ikke-vestlige masseindvandring har medført markant øget kriminalitet i det tyske samfund – og i nogle tilfælde regulære gadekampe mod myndighederne.
Nytårsaften 2022 kom det således til voldsomme optøjer i den tyske hovedstad Berlin. Størsteparten af voldsmændene havde indvandrerbaggrund – de repræsenterede 18 forskellige nationaliteter!
Politiet pågreb og sigtede blandt andet 27 mænd med afghansk baggrund og 21 med syrisk baggrund. Et klart mindretal af de anholdte var tyskere.
Knivangreb
Den stærkt stigende voldskriminalitet blandt indvandrere kan også aflæses i de våben, som typisk anvendes.
I visse indvandrerkredse er det således meget almindeligt at gå med kniv … og bruge den.
Det kan aflæses i en stærk stigning i knivangreb. I 2021 blev der registreret 7.071 knivangreb i Tyskland. I 2022 steg dette tal til 8.160.
Men også den ikke-personfarlige kriminalitet er i de senere år steget betydeligt i Tyskland – for eksempel tyverier og indbrud.
Alt for sent og alt for svagt
De politisk korrekte kræfter, der i den grad har præget Tysklands samfund og politik, er rystede i deres ofte selvtilfredse ’rigtige meninger’.
Nu begynder de at indse, at man ikke kan lukke øjnene for sammenhængen mellem en ikke-vestlig indvandring, der er ude af kontrol, og en voksende kriminalitet.
Men de reagerer alt for sent og alt for svagt i forhold til problemernes omfang.
Kasketten ned over øjnene
Malingen i det tyske samfund slår revner. Man forsøger nu at male revnerne over. Men problemerne går alt for dybt til, at de kan klares med lidt ekstra maling.
Tyskland bevæger sig mod en alvorlig samfunds- og værdikrise. Også i det danske samfund vil revnerne begynde at vise sig tydeligere. Men foreløbig har vores problemer ikke nået det tyske omfang.
De danske beslutningstagere har trods alt ikke trukket kasketten så langt ned over øjnene, som tyskerne har gjort gennem mange år.