Tysk general har fået nok – leverer hård kritik af den tyske regerings svage og famlende holdning til den russiske aggression i Ukraine

Klaus Wittmann er gået på pension efter en karriere som brigadegeneral i den tyske hær. Men han vil ikke stiltiende høre på, at forbundskansler Olaf Scholz bliver ved med at blokere for kampvogne til Ukraine.

 

Det drejer sig om de meget omtalte Leopard 2 kampvogne, som Tyskland har mange af, og som også andre NATO-lande ligger inde med.

 

Tyskland har reelt en vetoret over for leveringen af disse kampvogne, fordi de er tysk producerede.

 

Den tyske forbundskansler Olaf Scholz har hidtil forhindret en klar og hurtig beslutning om at give grønt lys for en sådan levering til Ukraine.

 

Man vil stadig ikke selv sende de ekstremt effektive kampvogne til Ukraine. Men nu accepterer den tyske regering dog efter hårdt pres, at andre lande leverer dem.

 

Det er nu mildt sagt ikke Scholz og hans socialdemokrater, der har æren for dette. Den nye linje er især båret af de to andre regeringspartier, FDP og De Grønne.

 

General kalder den tyske regerings politik “militært katastrofal”

Den forhenværende tyske general Klaus Wittmann er i avisen Die Welt kommet med en skarp kritik af Socialdemokratiets håndtering af denne sag. Han skriver, at Socialdemokratiets passivitet netop nu er ”militært katastrofal”.

 

Wittmann henviser til, at ukrainernes generobring af områder i øjeblikket står i stampe, samtidig med at Putin udvider den russiske hær og planlægger nye offensiver.

 

General Wittmann spørger, om Olaf Scholz stadig lader sig påvirke af general Erich Vad, der har spillet en stor rolle i tysk forsvarspolitik som tidligere rådgiver for kansler Angela Merkel. Makkerparret Merkel og Vad har meget på samvittigheden.

 

Som rådgiver kom Vad i sin tid med den anbefaling, at man ikke skulle levere panservåben til Ukraine, fordi man jo først måtte finde ud af, om det overhovedet var en rigtig idé at fordrive de russiske styrker fra Ukraine!

 

Det siger en hel del om den forsvarspolitiske stemning, der har præget Tyskland og stadig gør det i væsentligt omfang.

 

Når Putin siger “bøh!”

Denne stemning findes i dag stærkest repræsenteret i Socialdemokratiet, som Olaf Scholz står spidsen for. Det mærker man også i den aktuelle debat.

 

Som eksgeneral Wittmann påpeger, giver denne stemning sig udslag i en vedvarende frygt for at provokere Rusland. En frygt, der har gået hånd i hånd med en vidtgående samarbejdslinje over for Putin.

 

Denne frygt slår stadig ganske stærkt igennem i tysk politik, specielt altså i socialdemokratiske kredse.

 

Hver gang der kommer et ”bøh!” fra Putin er der fremtrædende socialdemokrater, som mener, at Tyskland nu må til at passe på.

 

Således da Scholz selv i sommer advarede om, at tysk levering af panservåben til Ukraine risikerede at udløse ”en frygtelig eskalation” i krigen.

 

Med sådan en holdning hos kansleren kan det ikke undre, at Tysklands Ukraine-politik har været så ekstremt forsigtig og forskræmt.

 

Pres på Scholz

Men som sagt: Der har trods alt på det seneste været en vis bevægelse i retning af en skarpere kurs hos den tyske regering. Det skyldes dog mest presset fra de to mindre regeringspartier – og frem for alt fra USA og de østeuropæiske lande.

 

Scholz har mildt sagt ikke været nogen barrikadekæmper i Ukraine-politikken. Derfor er en skikkelse som eksgeneral Wittmann bange for, at Tyskland vil svigte, når det gælder.

 

Så meget desto vigtigere er det, at der kommer et yderligere pres for en stærk kurs over for Rusland – fra socialdemokraternes regeringspartnere, fra andre europæiske lande og ikke mindst de østeuropæiske lande såsom Polen. Og selvfølgelig fra USA.

 

Den tyske Ukraine-politik er alt, alt for vigtig til, at man kan overlade den til de konfliktforskrækkede tyske socialdemokrater.

 

Den tyske frygtsomhed er farlig for Ukraine

Det blev til fulde bekræftet, da Olaf Scholz tilsyneladende var en hovedårsag til, at mødet på Ramstein-basen gav så pauvert et resultat, som tilfældet var.

 

Nu snakker Scholz og hans nye forsvarsminister, Boris Pistorius, for deres syge moster for at fjerne opmærksomheden fra Tysklands svigt i Ramstein.

 

Men virkeligheden kan ikke skjules: Som general Wittmann skriver, er der en yderst reel fare for, at den tyske frygtsomhed kan få alvorlige konsekvenser for ukrainerne, når de skal forsøge at gennemføre en offensiv i den kommende tid.

 

De føler sig formentlig ikke sikre på, hvor de har Tyskland.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…