Medier og magthavere underkaster sig islams forstærkede pres mod ytringsfriheden og Bigtechcensuren kværner, f.eks. mod Tommy Robinson og Trykkefrihedsselskabet. Censuren afslører dog kun sig selv og en autoritær tendens i tiden, fordi ytringsfriheden – og ikke censuren – er det eneste sikre våben mod dårlige idéer.
Af Michael Pihl, næstformand Trykkefrihedsselskabet
Billedet af den énøjede Salman Rushdie efter et lemlæstende muslimsk terrorangreb i august 2022 har ingen debat vakt i Danmark. Ingen interviews i statsbetalte medier med Rushdie om islams forstærkede trussel mod ytringsfriheden. Ingen ’Rushdie’s Life Matters’-demo samler middelklassen, ingen ’Je suis Rushdie’-bevægelse mobiliserer medie-og kultureliten. Tavsheden er larmende og på en måde værre end selve mordforsøget, fordi den ikke blot viser medie-og kulturelitens fejhed, men også brutalt afslører, hvordan store dele af middelklassen nu underkaster sig islamisternes ultimatum: Præmissen om noget forkert ved religionskritik-og satire, når det drejer sig om islam. Da Trykkefrihedsselskabet i januar 2020 uddelte Sappho-prisen til den engelske ytringsfrihedsaktivist, islamkritiker og dokumentarfilmsskaber, Tommy Robinson, udløste det en mediemøgstorm af falske nyheder. Berlingske-journalisten Hans Skovgaard Andersen indrømmede, hårdt presset af Robinson i et interview, at han dovent i sin journalistik automatisk sætter lighedstegn mellem islamkritik og ”højreradikalisme”, fordi det blandt hans journalistkolleger ”er normen”. Mens han derimod aldrig ligestiller religionskritik af kristendommen med ”højreradikalisme”. Efter Sappho-prisuddelingen til Tommy Robinson blev Trykkefrihedsselskabets Aia Fog interviewet til programmet ”Deadline” af DR2-journalisten Steen Nørskov. Og for DRs intetanende seere fremsatte Nørskov den usande påstand, at Robinson skulle have ”opfordret til vold”. Dernæst konfronterede han Aia Fog med et klip fra marts 2019, hvor Robinson mødte op på journalisten Mike Stuchberrys privatadresse, ifølge Nørskovs udlægning for at true en stakkels journalist, men uden at fortælle seerne den rette sammenhæng; at Robinson opsøgte den pågældende for at udbede sig en forklaring på, hvorfor Stuchberry havde medvirket til en aktivists dødstrusler mod Robinsons børn.
Robinson er en engelsk ytringsfrihedsaktivist, islamkritiker, borgerjournalist og dokumentarfilmsskaber, som har betalt en høj personlig pris for sit engagement til forsvar for engelske underklassepiger, der i årtier har været udsat for muslimske voldtægtsbanders brutale udnyttelse i England. I 2019 blev Robinson således idømt 13 måneders fængsel for en nøgtern reportage fra en retssag mod muslimske voldtægtsmænd ved retten i Leeds. Her påstod det engelske retssystem, at han ved sin reportage skulle have udvist ”foragt for retten” ved at risikere påvirkning af nævninge – på trods af det faktum, at nævningerne på det tidspunkt havde afsluttet deres arbejde og truffet deres retsafgørelse og på trods af det faktum, at Robinson kun i sin reportage henvendte sig til de tiltalte med åbne, neutrale spørgsmål, der på ingen måde påvirkede retsudfaldet.
Sagen mod Robinson var et eksempel på politisk magtmisbrug af retssystemet med en autoritær nedlukning af Robinsons journalistik som mål. Robinsons journalistik dækker nemlig alvorlige sociale problemer, som statsbetalte medier helst undgår. F.eks. Englands voldsomme problemer med muslimske voldtægtsbander, som både politi, retsvæsen, sociale myndigheder, lokalpolitikere, byråd og statsbetalte medier i årevis bevidst har fortiet for offentligheden.
Flere rapporter har efterfølgende dokumenteret og kritiseret groteske forløb, hvor engelske myndigheder i årevis bevidst undlod at efterforske muslimske banders sexmisbrug af mindreårige, socialt udsatte piger i England, fordi emnet blev betragtet som politisk ukorrekt.
Engelske myndigheder og sociale mediers autoritære reaktion mod Tommy Robinson viser os, hvordan indskrænkninger af frihedsrettigheder følger masseindvandringen til Europa. I første omgang for borgerjournalister og organisationer, der beskæftiger sig med masseindvandringens negative sociale konsekvenser og med emner, som magthavere, myndigheder, medier, sociale medier og politikere helst holder væk fra offentlighedens opmærksomhed. Derfor er fænomenet Tommy Robinson en vigtig sag for alle, som mener det alvorligt med forsvaret for ytringsfriheden. I 2022 udgav han dokumentarserien; “The Rape of Britain”- en rystende og uafviselig undersøgelse af muslimske voldtægtsbanders udnyttelse af socialt svage piger i byen Telford, hvor flere af ofrenes vidneudsagn også peger på lokale myndigheders svigt.
Nu kommer Tommy Robinson igen på besøg hos Trykkefrihedsselskabet med en ny dokumentarfilm, der får verdenspremiere her hos os. Dokumentarfilmen indeholder rystende afsløringer af, hvordan engelske retsmyndigheder, byråd, lokalpolitikere, sociale medier og statsbetalte medier fortsat samarbejder for nedlukning af nyheder og fortielser af sandheder om den muslimske masseindvandrings brutale konsekvenser i England.
I maj sidste år sagsøgte Trykkefrihedsselskabet Facebook som en principsag om rækkevidden af ytringsfrihedens beskyttelse over for tech-giganter. Anledningen til at sagsøge Facebook var, at Aia Fog som formand for Danmarks største ytringsfrihedsorganisation var blevet blokeret af Facebook, sandsynligvis for at nævne Tommy Robinson ved navn, men vi ved det ikke, for der bliver aldrig givet en konkret begrundelse og der er ingen reel klagemulighed. Og det mener vi, at man som minimum skal have, når Facebook har fået en monopollignende status og indtager en dominerende position som kritisk infrastruktur i den demokratiske offentlighed. Der må gælde de samme regler for ytringsfrihed overalt i samfundet og borgerne har krav på samme frihedsrettigheder online, som de har offline i et samfund, hvor langt hovedparten af befolkningen får størstedelen af deres information og kommunikation gennem sociale medier.
Lige nu forsøger Facebooks advokater at få Trykkefrihedsselskabets søgsmål afvist, så det aldrig kommer for retten, og i mellemtiden er vi igen havnet i samme problematik, som gav anledning til søgsmålet: Lørdag den 1. april får vi igen besøg af Tommy Robinson, der i København vil have premiere på sin seneste dokumentar om konsekvenserne af befolkningsudviklingen i England og landets deroute som retsstat. Fredag d. 10.03.blev jeg censureret på Facebook for at have delt en satiretegning fra Trykkefrihedsseskabet om Tommy Robinsons besøg den 1. april.
Hvis retssystemet giver Facebook medhold i afvisningen af Trykkefrihedsselskabets søgsmål, har vore juridiske og politiske magthavere reelt udliciteret politisk censurmagt til techgiganter med monopollignende magt over ytringsfriheden på kritisk infrastruktur i den demokratiske offentlighed.
Desværre fremstår politikerne ret ligeglade med bigtechcensuren. Måske fordi bigtech-censuren rammer almindelige danskere og ikke Folketingspolitikere selv og måske man i det skjulte glæder sig over censuren mod politiske modstandere? Bigtechcensuren rammer helt lovlige og demokratiske synspunkter og fordrejer den frie meningsudveksling. Den er en skændsel for demokratiet, fordi den frie debat skal sikre folkestyret som den mest rationelle styreform og fordi ytringsfriheden – og ikke censuren – er det eneste sikre våben mod dårlige idéer. Derfor betragter Trykkefrihedsselskabet betragterTommy Robinson som en afgørende stemme i den europæiske ytringsfrihedsdebat og en vigtig markør for udviklingen i Europa. En udvikling, der også rammer os. Tommy Robinson har aldrig truet med eller opfordret til vold, hans metode er udelukkende graver- og undercoverjournalistik og hans dokumentarfilm er gruopvækkende samtidsbilleder, der vil stå som et historisk dokument i fremtiden. Det kan man bevidne lørdag den 1. april i Fællessalen på Christiansborg.
