Anmeldte voldsforbrydelser er fordoblet i Danmark siden 1990. Især knivoverfald er steget. Der går næppe en dag, uden at vi hører om både unge mennesker, børn og ældre, der bliver overfaldet.
Utallige forbrydelser
Det er dog ikke gjort med knivoverfald. Voldtægter, vanvidskørsel, skuddrab, terrorplanlægning, narko- og bandekriminalitet m.v. er blevet dagligdag.
De nedenfor nævnte links er blot et lille udsnit, da det af pladshensyn ikke er muligt at indsætte et link for hver eneste forbrydelse året igennem.
Forleden blev to unge mænd stukket til døde, mens en tredje slap fra det med livet. Den ene af de mordsigtede blev varetægtsfængslet, mens den anden blev løsladt (!). Han er dog stadig sigtet.
Det er utryghedsskabende, at varetægtsfængsling ikke altid sker, selv når det gælder sigtelser for mord. Der er sikkert ikke mange, der fatter, når mordsigtede løslades af en dommer uden forklaring på en så besynderlig beslutning.
Da de knivstikkende er meget bange for deres eget skind, er det kendetegnende for dem, at de sørger for at være mange om én person. Læs her, hvordan en ung mand blev stukket ned af otte mænd.
Her er der tale om ni forbrydere, der overfalder to med knive. Det ser ud til, at de alle ni er danske statsborgere, men det nævnes, at Anklagemyndigheden ville forsøge at få frataget seks af mændene deres danske statsborgerskab, så de kunne udvises.
Sådan kom det ikke til at gå. Da sagen kom for Retten i Odense igen den 21. december 2022, lod dommeren forbryderne beholde det danske statsborgerskab. Naturligvis, kunne man tilføje.
Om udvisningssagen ankes til landsretten af Anklagemyndigheden nævnes ikke.
Når de groveste forbrydere ikke udvises
Voldtægt er en ualmindelig bestialsk forbrydelse.
Når det er et barn, det går ud over, er det næsten umuligt at rumme følelserne af lede, had og afsky.
Men sådan synes retssystemet ikke at se på det.
En lille pakistansk pige på bare 4 år blev udsat for vold og voldtaget af sin mors kæreste. Retten i Odense ville ikke udvise voldtægtsforbryderen.
Den somaliske voldtægtsforbryder Ahmed Omar Mohamed (kendt som Gullestrupsagen) voldtog en lille pige på 10 år og forsøgte også at voldtage hendes 9-årige veninde, som imidlertid slap væk.
Retten i Herning ville udvise ham. Han ankede udvisningsdommen til landsretten, som ikke mente, han skulle udvises. Man kan kun håbe på, at barnet aldrig kommer til at møde voldtægtsforbryderen på gaden.
Og her er syv voldtægtsforbrydere, der ikke blev udvist.
Nogle få dømmes til udvisning
Befolkningen (jeg ser her bort fra godhedssegmentet) ønsker uden tvivl, at alle udenlandske forbrydere udvises.
Det sker ikke så tit. Med en udvisningsdom i byretten er der lange udsigter, før udvisningen måske kan blive eksekveret. Der ankes omgående til landsretten, så til Højesteret og i sidste ende til Menneskerettighedsdomstolen. Det kan tage flere år.
Og ofte kommer den udviste ikke længere end til Kærshovedgård, hvor omegnens beboere så kan påføres konsekvenserne af alverdens forbrydere på fri fod. For Gud fri os vel, hvis Menneskerettighedskonventionen skulle blive overtrådt ved at lade en forbryder i ventetiden være spærret inde, til han kan sendes ud.
Syrisk voldtægtsforbryder udvises.
Somalisk voldtægtsforbryder udvises.
Voldsmand (fra Holstebro ?!) udvises efter mordforsøg.
To syriske mænd og en irakisk kvinde dømt for terrorforsøg. Kun mændene blev udvist.
Nogen må have ansvaret
Ansvaret for landets retlige deroute ser ud til at være skyllet ud ved håndvasken. Ikke så snart har vi fået en ny regering, før mudderkastningen starter fra oppositionen. Man kan sige, at valgkampen går i gang, så snart en valgkamp er overstået.
I 2018 harcelerede Christian Rabjerg Madsen (S) i JP over, at Inger Støjberg svigtede kampen for at udvise kriminelle udlændinge.
Madsen citerede direktøren Jonas Christoffersen for Institut for Menneskerettigheder for en udtalelse om, at Danmark ”ikke skal beskytte menneskerettigheder, der ikke eksisterer. Og vi har åbenbart troet i det juridiske miljø, at de danske domstole bare gjorde det, som Menneskerettighedsdomstolen sagde. Det kan vi så til vores store overraskelse konstatere ikke er tilfældet”.
Det er vist ikke gået så meget bedre, efter at Socialdemokratiet er kommet til. Partiet gik på valg på at udvise udenlandske kriminelle, men der synes ikke at være sket noget efter Rabjerg Madsens bandbulle mod blå blok.
Løftebrud? Eller at man har slået pjalterne sammen med de forkerte partier?
Voldsmonopolet og kontrakten med folket
Der er mellem det danske folk og myndighederne indgået en kontrakt (eller måske rettere, folket er påført en kontrakt).
Befolkningen overlader voldsmonopolet til politiet. Politiet beskytter befolkningen. Til gengæld undlader denne at begå selvtægt.
Denne kontrakt så ud til at fungere i mange, mange år i langt de fleste tilfælde. Det kræver dog, at der er det nødvendige antal politifolk til befolkningens størrelse. Er der så det i dag?
Om politiet er blevet beskåret i en helt vanvittig grad samtidig med, at en overvældende mængde af forbrydere har fået adgang til vores land, er det for lægfolk ikke muligt at udtale sig om. Men sådan ser det i hvert fald ud.
Desværre ser det også ud til, at voldsmonopolet til dels er blevet delt mellem politi og forbrydere, mens befolkningens andel af kontrakten – ikke at øve selvtægt – stadig består.
De lovlydige borgere står derfor helt uden forsvar. Ingen former for våben til selvforsvar er tilladt. Pebersprayen, der først var forbudt, så tilladt i hjemmet, hvis nogen skulle bryde ind, så forbudt selv dér, har betydet, at vi er som ”sitting ducks”.
Tidligere (i de ”gode, gamle dage”), når politiet havde fanget en forbryder, kom vedkommende for en dommer, som så udmålte en straf, der stod i rimeligt forhold til forbrydelsen. I dag er domstolene så overbebyrdede, at ofrene må vente månedsvis på, at en sag bliver afgjort i retten, og selv de groveste forbrydelser (med undtagelse af narkoforbrydelser og forsøg på terror) takseres til så lave straffe, at ofrene må føle, at de endnu engang er blevet udsat for en forbrydelse, denne gang med retssystemet som udøveren.
Faretilstande
Om faretilstande anfører Menneskerettighedskonventionen (EMRK), artikel 15: Fravigelse af forpligtelser under offentlige faretilstande under
Pkt. 1: Under krig eller anden offentlig faretilstand, der truer nationens eksistens, kan enhver af de høje kontraherende parter i det omfang, det er strengt påkrævet af situationen træffe forholdsregler, der gør indgreb i dens forpligtelser ifølge denne Konvention, forudsat, at sådanne forholdsregler ikke er uforenelige med dens andre forpligtelser ifølge folkeretten.
Det er altså ikke sådan, at EU-landene ikke kan reagere, hvis de bliver udsat for krig eller offentlig faretilstand. Problemet er, at det er et skøn, hvornår vi er i en faretilstand, og hvem der skønner. De, der betragter det som ret usandsynligt, at nogen vil ramme dem eller deres kære, vil formentlig være blind for den mere udsatte del af befolkningens opfattelse af fare.
Det ser ud, som om de ikke-udsatte, politikerne, den såkaldte elite og retssystemet hellere lader Danmark gå tabt, end at krænke de gudgivne konventioner.
