Lars Løkke holder fast i to-statsløsningen i Israel – det skaber ikke fred i Mellemøsten

Arkivfoto: Privat

To-statsløsningen er opdelingen af Israel, så palæstinenserne og israelerne kan få hver sin suveræne stat. Den stammer helt tilbage fra 1993, men den har alle sine mange år på trods aldrig ført til fred. Det umulige og fortænkte projekt burde rettelig benævnes enten en to-statskatastrofe eller en to-statsfarce, fordi deltagerne i denne dødedans, dvs israelerne, palæstinenserne, FN og EU, så udmærket er klare over, at to-statsløsningen aldrig vil føre til fred i Mellemøsten.

 

Man kan indtil hudløshed diskutere om, det er palæstinenserne eller israelerne, der bærer skylden for det fejlslagne projekt, men det fører ikke til noget. Den ubehagelige sandhed er, at begge parter qua tradition og religion er så filtret ind i området, at de ikke kan leve med en to-statsløsning. Der er både indenfor jødedommen og islam forskellige holdninger, men at the end of the day er det umuligt for begge parter at opgive området helt eller delvist. Palæstinenserne kan umuligt stille sig tilfredse med mindre end det hele. Palæstina med Jerusalem er af profeten Muhammed bestemt som en uopgivelig del af islams område, som det er religiøs pligt for muslimer at forsvare. For jødedommen er Jerusalem med Tempelbjerget og hele Israel ”Det Hellige Land Israel”, som de aldrig kan opgive.

 

Vestens holdning

Vi (USA, EU og FN) holder krampagtigt fast i to-statsløsningen. Vi forfører hinanden til at tro på, at selvom to-statsløsningen i skikkelse af Oslo-Aftalerne fra 1993 er et håbløst projekt, som igennem de sidste 30 år end ikke har ført til en blot begyndende fredsproces, så holder vi alligevel fast i to-statsløsningen, som var den eneste og sidste mulighed for fred.

 

Om man hører på Biden, Lars Løkke eller Josep Borrell fra EU, så er det den samme sirenesang om, at vi må holde fast i to-statsløsningen. At den så ikke virker og at den oven i købet sikrer, at konflikten i Mellemøsten vil vare ved og ved, det tager vi ikke så tungt. Bare vi får den velgørende følelse af, at vi med vores arbejde for to-statsløsningen bidrager til godhedens sejr.

 

Og så må man yderligere undre sig over, at vestens ledere – inklusive Lars Løkke – er helt enige om, at det er Israels aggression i form af bosættelser på Vestbredden, der bærer skylden for, at fredsprocessen ligger i ruiner. Det er kvalmende at lytte til ledere som Lars Løkke og Biden, når de ligefremt og kækt ensidigt placerer ansvaret for den fejlslagne fredsproces på Israel.

 

Jeg skal være den første til at medgive, at Israels nye regering rekrutteret fra bosætternes nationalistiske og ultrareligiøse grupperinger er en mundfuld. Men hvad Løkke og andre med ham fuldstændigt fortier er, at palæstinenserne, hvadenten det er Hamas eller PLO, styrker terroraktioner mod Israel fra såvel Vestbredden som Gazastriben.

 

Israelerne troede faktisk engang på, at man kunne lave aftaler i al fald med PLO, men det spor er helt dødt. I Israel har man nu til fulde indset, at man kun kan sikre Israel militært. Og i den situation er bosættelser som militære støttepunkter nødvendige, for palæstinenserne stiller sig ikke tilfredse før Israel er smidt i havet.

 

Alternativet: Abraham aftalerne 

Og der er faktisk et alternativ til den dødssyge og udsigtsløse to-statsløsning. I 2020 vedtog konservative arabiske kongedømmer og Israel med hjælp fra præsident Trump de såkaldte Abraham aftaler. Nu er alt, hvad Trump har rørt ved jo besmittet, så derfor må ordentlige mennesker som Biden og Lars Løkke slå syv kors for sig og lade som om aftalerne ikke eksisterer. Men de arabiske kongedømmer og Israel kender dem og er glade for dem, mens Rusland, Iran, EU og USA er imod.

 

Vi burde egentlig besinde os, når vi ser, hvem der er vores nye venner, men det gør vi ikke. Vi holder fortsat fast i den udsigtsløse to-statsaftale til glæde for Iran.

 

Abraham aftalerne ændrer forudsætningerne for fred på den måde, at man nu ikke behøver at få palæstinensernes velsignelse af en kommende fredsaftale, hvor Israel har sluttet fred med de arabiske stater.

 

Det nye omdrejningspunkt er, at Israel og de arabiske stater i fællesskab kan imødegå truslen fra et atombevæbnet Iran og sammen træde op mod dets ekspansion i Mellemøsten.

 

Og så er der en meget betragtelig sidegevinst ved Abraham aftalerne, idet det nu kan være, at vi endelig kan blive frie for de terroristiske og illoyale palæstinensere med deres evige offerrolle og deres lige så evige krav om understøttelse.

Svend Lindhardt

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…