En ny måling viser, at der nu er forholdsvis klar opbakning blandt tyskerne til at sende kampvogne til Ukraine. Tidligere har der været en del usikkerhed.
Ifølge målingen fra RTL/ntv støtter 53 procent af de adspurgte tyskere leveringen af kampvognene, mens 39 procent er imod.
Der er tydelige geografiske og politiske forskelle på holdningerne i den tyske befolkning.
I Østtyskland, der tidligere var under sovjetisk kontrol, mener hele 65 procent af befolkningen, at beslutningen om at sende Leopard-kampvogne til Ukraine er forkert.
Store partipolitiske forskelle
Målingen viser også store forskelle hos tilhængerne af de forskellige tyske partier:
83 procent af De Grønnes vælgere støtter leveringen af kampvognene, mens hele 86 procent af AfD-vægerne (Alternative für Deutschland) er imod.
Tyskland: gammel angst og ny kampberedthed
Samlet set afslører målingen, at der stadig findes en stærk frygtsomhed over for en eventuel krig i den tyske befolkning.
Kun 41 procent af de adspurgte tyskere tror, at leveringen af vestlige kampvogne kan sætte Ukraine i stand til at trænge russerne ud af de besatte områder.
Målingen afslører en karakteristisk dobbelthed i tyskernes reaktioner:
På den ene side en ganske udbredt angst for, at man ikke vil være i stand til at smide russerne ud af Ukraine, og at Rusland vil slå militært tilbage.
På den anden side alligevel en voksende overbevisning om, at Tyskland må støtte Ukraines kamp mod den russiske militærmagt.
Konklusion:
Tyskerne er blevet mere kampberedte og parate til at støtte Ukraine mod Rusland. Det er en bemærkelsesværdig ændring i den folkelige holdning.
Men de bærer stadig på en betydelig usikkerhed og frygtsomhed med hensyn til, hvor det militære opgør vil føre hen.
Derfor manøvrerer kansler Olaf Scholz med forsigtighed.
Men tilbage står: Med stærk amerikansk og europæisk bistand står Tyskland parat til at gå med ind i konfrontationen med Rusland. Et historisk skridt.
Gammel angst og ny kampberedthed. Det er Tyskland i dag.