Danske havvindmølleprojekter er sat på pause, tak for det
For 2 ½ år siden, i juni 2020, indgik den socialdemokratiske regering en omfattende ”Klimaaftalen for energi og industri” som næsten hele Folketinget tilsluttede sig.
Klimaaftalen blev til en klimalov, som var et usædvanlig luftigt og ringe teknisk-økonomisk beslutningsgrundlag for Folketinget. Alligevel stemte et flertal for dette som grundlaget for Danmarks grønne omstilling.
Klimaloven betød en ny voldsom udbygning af energi fra vindmøller. De store havvindmølle parker kan godkendes efter en såkaldt ’åben dør’ ordning. Den betyder, at bygherren selv kan komme med et forslag til omfang og placering af havvindmøllepark, som derefter kan godkendes.
Der er nu rejst tvivl om EU`s holdning til den såkaldt ”åben dør” ordning for oprettelse af havvindmølleparker.
Sagsbehandlinger af projekter under ordningen er derfor sat i bero til stor irritation for vindbranchen.
For befolkningen er det glædeligt med en pause i den danske, hovedløst store planlagte udbygning med havvindmøller inden næste udbygning.
Der er nu indsamlet erfaringer gennem de sidste godt 2 ½ år, som venter på at blive analyseret, publiceret og nyttiggjort. Det giver pausen mulighed for. Spørgsmålet er så, om Regeringen vil og/eller tør analysere og publicere data.
Vor nye klima-,energi-og forsyningsminister Lars Aagaard udtaler sig altid (som også den tidligere klima-,energi-og forsyningsminister ) meget overordnet og svævende uden tal på bordet.
Det sker for eksempel med påstande som disse tre:
”Fakta er, at grøn strøm fra vind og sol lige nu spurter fra atomkraft”
”Energi fra sol og vind er lige nu hurtigere og billigere at opføre end energi fra atomkraft”
”Fjerdegenerationsatomkraftværkerne er stadig for umodne”. (Berlingske 16/2-23).
Vi så gerne, at ministeren og hans styrelser fremlagde disse ”fakta” til offentlig debat.
Vore analyser af disse problemstillinger på basis af de offentligt tilgængelige data giver resultater, som er væsentligt anderledes end dem ministeren synes at have kendskab til. Her følger vore bemærkninger på basis af spritnye tal:
El fra havvind er af ringe kvalitet
Det er nu klokkeklart, at havvindmøller og landvindmøller leverer en ustyrlig, ustabil og ofte ophørende elforsyning eksemplificeret i figur 1 for jan 2022, som i øvrigt var en vind-rig måned.
Figur 2 herunder viser måned for måned i 2022 danske havmøllers månedlige el-produktion i 2022 i % af deres nominelle ydeevne.
Udtrykt som MW i gennemsnit per måned varierer ydelsen for øst + vest imellem 1067 MW i februar og 290 MW i august med et gennemsnit på 657 MW for hele året. Variationerne per time er naturligvis langt større, mellem 0 (NUL) og 2139 MW. De retfærdiggør ikke, at vindkraft fortsat betegnes som ”vedvarende energi”.
Selv om Danmark har meget højt udviklede vindmøller er deres produktivitet lav. Det er især bemærkelsesværdigt, at Danmarks nyeste vindmøllepark, Kriegers Flak med topmoderne 8,4 MW møller, kun ydede 42% af sin nominelle kapacitet i 2022. (Kriegers Flak var fuldt indkørt i midten af 2021) Om fremtidige møller af større højde mv vil kunne have en større produktivitet vil være uvist i mange år.
Figur 3 herunder viser for 2022 i hvor mange % af tiden, danske vindmøller ydede over/under en vis MW værdi, samt gennemsnitsydelsen over året. Det ses, at i ca 1/3 af årets dage–110 døgn eller omtrent 4 måneder-yder både hav- og landvindmøller kun mellem 0 og 500 MW. Det danske elforbrug er i gennemsnit ca. 4000 MW.
Kurverne viser, at vindkraft på ingen vis kan stå alene. Den har brug for solid back-up til de lange perioder, hvor vinden yder fra Nul til langt under halvdelen af gennemsnitsydelsen. I disse lange perioder skal et back-up system helt eller delvist kunne overtage vindkraftens manglende ydelse. Udgifterne til denne back-up må anstændigvis lægges til vindmølleprisen for el, som derved bliver direkte sammenlignelig med den stabile og styrbare el fra termiske værker og kernekraftværker, som simpelthen leverer et bedre produkt end vind+sol.
Det hjælper ikke at bygge flere vindmøller, da de også vil stå stille samtidig med de eksisterende møller. Det gør det også blot endnu vanskeligere og dyrere at håndtere overskuds-el (se senere). Man kan ikke gemme vind-el fra overskudsperioder for at bruge den igen, når der er vindunderskud. Kæmpebatterier hertil er endnu alt for dyre.
For at kunne levere brugbar el til stikkontakterne i tilstrækkelig mængde til vort elforbrug 24/7 skal vind-el derfor altid have tilknyttet et kontinuerligt kørende back-up anlæg, der straks og længe skal kunne supplere med el, når vind ikke evner at levere tilstrækkelig el. Et sådant professionelt system har Danmark ikke, da det er dyrt og besværligt at bygge og drive. Vindbranchen har aldrig villet påtage sig opgaven med at finansiere, bygge og drive et sådant system, men har helt overladt denne opgave til staten og elbrugerne.
Danmark har derfor hidtil- og skal åbenbart også fortsat i mange år hutle sig igennem med en blanding af gamle kul/træflisfyrede termiske kraftværker, gasdrevne elgeneratorer og import af el af stærkt varierende pris og kvalitet (produceret af alt fra brunkul til vandkraft og kernekraft).
Regeringens lønlige håb er i en fjern fremtid at kunne erstatte disse ydelser med back-up af brint/PtX, selvom mere end 100 års erfaringer og naturlovene tilsiger, at de store energitab vil gøre sådanne produkter meget kostbare. Derfor vil danske elpriser i mange år endnu være høje og periodevist endda meget høje og samtidig vil vi have en lav forsyningssikkerhed pga manglende grøn back-up. En sådan ville allerede i dag fx kunne leveres af kernekraft (se senere).
Bygning af flere solcelleparker vil ganske vist give en forbedret elforsyning i dagtimerne på solrige dage, men da der ikke er elproduktion fra solnedgang til solopgang og næsten ingen produktion i vintermånederne er en solid back-up funktion også nødvendig her.
Begrænset mulighed for lukrativ handel med havvind-el
Regeringens store forventninger om enormt salg af og fortjeneste ved salg af dansk havvindmølle-el til EU`s lande har aldrig været baseret på en nøgtern markedsanalyse.
Handelen med havvind-el vil blive af begrænset omfang og i perioder med ringe eller ingen vind vil el-prisen blive langt højere, end hvad vi allerede kender. I perioder med megen vind vil alle lande også opleve dette på samme tid, hvorfor prisen vil blive lav. Megen overskudsvind vil være vanskelig at håndtere og mange møller må da sættes i stå for ikke at overbelaste el-nettet.
I figur 4 ses samvariationen for Danmark, Sverige og Tyskland for januar 2022 som normeret vind. Denne beregning er nødvendig, da el-produktionen i de 3 lande er af forskellig størrelse. Det sker ved at dividere hvert lands ydelse med dets middelværdi, hvorved kW/MW opnås, som muliggør en direkte sammenligning. Det ses, at landene følges ad og dette gælder også, når langt flere lande inddrages i analysen.
Figur 5 herunder viser hvorledes produktion og forbrug af elektricitet ville forholde sig til hinanden i Norge + Finland + Sverige + Danmark + Polen + Tjekkiet + Ungarn + Tyskland + Schweiz + Italien + Belgien + Frankrig + Spanien + Portugal + Storbritannien + Nederlandene, dels hvis man havde multipliceret vind og sol med en faktor 3 og dels hvis man havde multipliceret kernekraften med en faktor 4.(2022 tal som udgangspunkt).
I idealtilfældet ville både den røde og den blå kurve i figur 5 være sammenfaldende med den sorte, altså at (vind+sol)/kernekraft til enhver tid udgjorde 100 % af elforbruget.
Kernekraften ville ligge meget tæt på forbruget. Vindkraften ville svinge mellem 40% og 160% af forbruget. Så hvis man vil sammenligne prisen for vind- + solenergi med prisen for kernekraft må man ikke overse dette forhold. Vind+sol vil stille helt andre krav til back-up end kernekraft. Og kernekraft kan i modsætning til vind+sol reguleres efter behovet. Vandkraft og affaldsforbrænding vil formodentlig kunne dække back-up behovet for kernekraft.
Er el fra moderne kernekraft dyrere end el fra vind og sol?
Både den tidligere og den nuværende kef minister har altid hævdet dette såvel som meget lange byggetider for kernekraft, dog uden nogensinde at have fremlagt repræsentative fakta herom. Bruger man dagens priser for moderne seriebyggede fx koreanske kernekraftværker i stor skala (1,5 MW) eller for seriebyggede engelske eller amerikanske reaktorer i lille skala (100-300 MW) ligger man pr GW prismæssigt på linie med vindmølleparker. Den nuværende byggetid for en kernekraftreaktor efter beslutning om bygningen af en sådan er 6 år ifølge IEA (det internationale energi agency). Det er mindre end vindmølleparkers byggetid.
Officielle danske beregninger er som omtalt aldrig fremlagt. Der er i stedet fremlagt eksempler på høje priser og lange byggetider på enkelte dårligt ledede byggerier af skræddersyede reaktorer, som ikke er typiske og nu er historie. Prisen på kernekraftreaktorer er faldet gennem årene, men pr GW er prisen som sagt ikke højere end for havvindmølleparker. Sidstnævntes elpris er tidligere blevet angivet ved møllens rod, men efter at det i 2023 blev bestemt, at kabelføring og tilslutning til el-nettet også skal betales af møllebyggeren, har dette medført klager fra vindindustrien om fordyrelser op til 50%.
Betalingen for den nødvendige back-up til vindmøller har vindindustrien altid overladt til skatteyderne/el-forbrugerne. Denne skjulte, men meget store danske statsstøtte til vindmølleindustrien bør hurtigt afvikles, således at der opnås reel teknologineutralitet på energiområdet. Denne støtte skal selvfølgelig indregnes i el-priserne for vind og sol for at opnå reelle priser for disse.
Vi finder det uforsvarligt, at såvel den tidligere som den nuværende klimaminister, begge med en stor teknisk myndighed bag sig, hverken har villet udføre en nøgtern analyse af de skuffende resultater og åbenlyse mangler ved den hidtidige satsning på vind og sol eller en nøgtern analyse af de fordele og besparelser som kernekraft giver ved sin stabile og styrbare elproduktion. Der kan igen henvises til figur 5 som viser såvel kernekraftens stabile og styrbare ydelse uden behov for en særlig back-up, som derimod er afgørende nødvendig for overhovedet at kunne anvende ydelserne fra vind- og sol.
Er Danmark fortsat førende i grøn omstilling?
Med fine og høje målsætninger, teknisk høj udvikling af vindmøller og høj innovationsevne hos private virksomheder, har Danmark været blandt de førende lande i den grønne omstilling. Den totale afstandstagen fra at anvende kernekraft til energiproduktion og ønskerne om mere af det samme i form af især mange flere havvindmøller har dog efterhånden betydet, at vi kun betragtes som førende i den forrige generation af klimateknologiernes udvikling. Nu beundres vi især for at have råd til at kunne investere i så mange formidabelt dyre projekter.
Den nuværende kef-minister synes helt at overse, at FN ikke mener, at klimakampen kan vindes uden anvendelse af kernekraft. Ligeledes at landene omkring os- undtagen Norge og Tyskland- allerede har eller er i gang med investeringer i kernekraftreaktorer. Det gælder lige fra Sverige- der vil bygge flere reaktorer og i stedet sløjfe et par havvindmølleparker- over Finland, Estland, Polen, Holland, Belgien, Frankrig og England. Er disse nationer klimatosser eller har de bare analyseret fordele og ulemper ved forskellige omstillingsveje til grøn el, medens vi blot har vendt det blinde øje til kerneenergi?
Energiøer i Nordsøen
Et grelt eksempel på det manglende teknisk-økonomiske overblik i den danske omstilling til grøn el er det kostbare projekt om energiøen i Nordsøen. I indledningen omtalte vi klimaaftalen af 20 juni 2020, hvor første afsnit var: ”Etablering af verdens første energiøer”- én i Nordsøen med en kapacitet på 3 GW og én ved Bornholm på 2 GW. Sidstnævnte blev dog ret hurtigt flyttet til etablering på Bornholm. En betingelse var, at projekterne skulle være rentable. Den tidligere klimaminister rejste derefter Jorden rundt og holdt meget beundrede taler om øerne.
Der har aldrig været fremlagt oplysninger om, hvad Nordsø-energiøen egentlig skulle bruges til udover at være samlestation for elkabler fra mange vindmøller, noget man hidtil har klaret med en platform a la olie/gasplatforme. Ikke desto mindre blev projekteringen af en ø med havn igangsat. Da Energistyrelsen ikke selv kunne udvikle ideer om, hvad energiøen skulle bruges til, hyrede styrelsen i august 22 et ingeniørfirma for 400 millioner kr (med loft på 900 millioner) til at formulere konceptet for energiøen, forberede udbud, granske tekniske løsninger, evaluere og føre tilsyn og resultatet heraf. Dette forventes klart i september 23.
Indtil da har et stort antal ingeniører projekteret energiøen uden at vide, hvad øen egentlig skal bruges til. Tyskland og Holland har allerede for kort tid siden meddelt, at man har valgt en platform som samlingspunkt og konverter for el fra de tyske havvindmøller.
Efter vore analyser er energiøen et hovedløst og meget dyrt projekt. En ø med havn og arealer til produktion langt ude i Nordsøen vil blive ekstremt dyr at vedligeholde og produktioner af brint/PtX produkter derude vil aldrig kunne blive rentable, hvilket er projektets forudsætning. Det bliver spændende at høre statsrevisorernes mening om igangsætning af en projektering et par år før et projekts formål er afklaret!
Afslutning
Selvom et flertal af danske politikere stadig støtter Klimaaftalen af 20 juni 2020 er befolkningen knap så begejstret for at få mange flere vindmøller og solceller. På kernekraftområdet er et flertal af befolkningen-især unge- nu også for grøn omstilling med kernekraft. EU har netop ophøjet brint fra kernekraft til at være grøn brint. Der er derfor god grund til at danske politikere realitetskorrigerer deres viden og holdninger til omstilling til grøn el og får lavet en markedsundersøgelse om salg af havvindmølle-el.
Vor analyse viser, at el fra vind ikke kan stå alene, da den er ustyrlig, ustabil og ofte ophørende og at produktiviteten fra selv de bedste møller er lav.
Elproduktionen er lav eller ophørende ca 4 måneder om året. Danmark vil derfor gå i sort, såfremt vi ikke mange år endnu opretholder vore kul/flisfyrede termiske værker, gasdrevne elgeneratorer og den store, dyre el-import.
At bygge flere havvindmøller vil ikke afgørende ændre dette og handel med vind-el må forventes at blive en pauver forretning pga den oversete samvariation i Nord-Europas vindforhold. Derfor bør der lægges låg på antallet af fremtidige havvindmøller.
Danmarks fortsatte afstandstagen fra kerneenergi bliver stadig mere absurd, da denne, modsat den grønvaskede, ustyrlige og stærkt varierende såkaldt ”vedvarende energi” fra vind og sol, leverer reelt vedvarende stabil og styrbar el. Langt de fleste af vore nabonationer investerer da også nu i kernekraft.
Den store dygtige danske vindmøllebranche -af nogle kaldet vindmafiaen, består af vindmølleproducenter, underleverandører, investeringsivrige, sandsynligvis garantisikrede pensionskasser mv. De har alle deres eksistensberettigelse og indtjening via vindmøllebyggeri, hvorfor de nok mere af egeninteresse fremfor national interesse grønvasker denne og lægger et meget stærk pres på politikere, medier og offentligheden for at få bygget mange flere vindmøller. Danmark har nu i stedet større behov for større forsyningssikkerhed ved udbygning af grøn back-up i form af allerede fungerende kernekraft eller den uafprøvede, fremtidige PtX vej med dens store, naturlovsgivne energitab og derfor høje elpris.
Den store skjulte statsstøtte til vindmøllebranchen bør snarest afvikles. Det er urimeligt, at branchen helt har overladt til staten og elbrugerne at betale for og levere den absolut nødvendige back-up for, at vindkraft overhovedet kan anvendes i den nationale elforsyning .
Ib Andersen, klimahygiejniker, dr.med
Søren Kjærgaard, civilingeniør
