Danmark er involveret i krigen i Ukraine. Vi leverer militær støtte og rådgivning til den ukrainske hær, som kæmper på slagmarken.
Krig koster penge. Det gælder naturligvis også for den danske involvering i Ukraine.
Hvis man vil lade sig involvere i en krig, må man skaffe pengene til det. Det er, hvad Danmark gør. Og det er, hvad Danmark bør gøre.
Hvis vi vil støtte ukrainernes kamp i praksis, så må vi afsætte pengene til det.
Det rejser et par indlysende spørgsmål: Hvor mange penge skal vi bruge til formålet? Hvordan skaffer vi dem?
Disse spørgsmål kan vi ikke svare på én gang for alle.
Men når vi har forpligtet os til at støtte Ukraines kamp, så har vi dermed også forpligtet os til at levere, hvad der skal til, for at Ukraine bliver godt rustet til at tage kampen – naturligvis sammen med andre lande.
Dermed forpligter vi os også til at bære den økonomiske byrde, som hører med til at give Ukraine den nødvendige støtte.
Det er en ommer
I en sådan situation skal man ikke begynde at arrangere folkeafstemninger om, hvordan det danske bidrag til ukrainernes krig skal finansieres – med risiko for, at støtten til ukrainernes kamp kører i grøften.
Men Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) vil have en folkeafstemning om afskaffelsen af store bededag. Dermed laver man en stor konflikt ud af en sag, som burde kunne håndteres mere stille og roligt.
Det drama, som køres op om store bededag, vil bestemt ikke gavne Ukraine. Det vil heller ikke gavne klimaet i dansk politik. Og for at sige det rent ud: Det vil heller ikke styrke respekten for Fagbevægelsens Hovedorganisation.
Den sag er alt for lille til en folkeafstemning. Og tilmed sender den et forkert signal om Danmarks vilje til at støtte Ukraine.
Fagbevægelsen er på vej ud ad tangenten. Det er kort sagt en ommer.
