Hvorfor vil regeringen afskaffe store bededag? Kunne vi mon få sandheden?
Vi blev først bildt ind, at afskaffelsen af store bededag skulle skaffe penge til Danmarks forsvarsudgifter. Meget få, om nogen overhovedet uden for regeringens cirkler, hoppede på den limpind.
Besynderligt nok mente beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) at det ville lyde mere plausibelt, hvis hun føjede et par punkter mere til, som indtægterne fra den sløjfede helligdag skulle dække, nemlig psykiatri og det hellige klima. Regeringens fortælling om store bededag smuldrer, skriver Kristeligt Dagblad.
Med et estimeret overskud på 3,2 mia. kroner minus estimerede udgifter samt det løse på omkring en mia. kroner, vil det altså sige, at forsvar, psykiatri og klima kun har brug for 2,2 mia. kroner årligt. Jamen, de småpenge skulle det vel ikke være så svært at finde.
Men ifølge Lars Løkke er dét at afskaffe en 350-årig hævdvunden helligdag en stor, massiv finansieringskilde. Og det vil overraske ham, hvis nogen med andre forslag kan matche det.
Jeg vil da gerne overraske Lars Løkke. Med lidt civil courage, som ingen regering endnu har udvist, kan SVM-regeringen og dens efterfølgere få over 100 mia. kroner lige ned i fóret år efter år efter år.
Jeg gætter dog på, at med elimineringen af store bededag vil regeringen lægge sig ud med ”den danske model” og være en kilde til et stort, massivt problem med alle, der kan stå og gå. Det kan koste regeringen livet.
Hykleriske intentioner
Jeg havde for flere år siden hørt eller læst, at store bededag skulle afskaffes for at overlade den til muslimerne. Men når man hverken kan huske hvor, hvornår eller hvem, der var kommet med dette dhimmi-synspunkt, så var det på forhånd en tabt sag. Er der ingen kilde fra de etablerede medier (MSM), er det aldrig sket! Heldigvis kom en ven til hjælp.
Da regeringen alene argumenterer med alle mulige usandsynlige begrundelser for store bededags afskaffelse, og ikke én protesterer og siger: ”Hov, lad os lige få sandheden”, var det nærliggende at tro, at jeg tilsyneladende var den eneste i landet, der havde hørt eller læst om, at nu var man så småt ved at gå i gang med at overføre danskernes helligdage til muslimerne. Selvfølgelig ud fra de mest hjertevarme intentioner om fred på jord.
Af alle var det tidligere kirkeordfører Karen Klint (S), der var synderen. “S vil gøre store bededag muslimsk” skrev TV2 i 2008.
Karen Klint mente ifølge TV2, at når de fleste danskere alligevel ikke går i kirke på store bededag, men bruger den til ”at holde fri, gå i haven og spise en enkelt hvede”, så var det vist på tide at stoppe denne slendrian, og hun havde en meget bedre idé.
Store bededag skulle flyttes til den muslimske Eid-fest, der er afslutningen på den muslimske fastemåned Ramadanen.
“På den måde kunne også muslimerne få en helligdag, som er officielt anerkendt, og vi kunne få et mindre konfliktfyldt religionsmøde i Danmark, hvis storebror folkekirken og de andre kristne trossamfund viser lidt fleksibilitet,” sagde Karen Klint. Og hun tilføjer, at hun meget gerne ser ”den kristne imødekommenhed modsvaret af, at muslimer lader deres børn spise om dagen under ramadanen.”
Herre Jemini! På de få linjer viste hun, at hun absolut intet ved om islam. At tro, at kristendommen ved at vige til fordel for muslimerne og give dem en officielt anerkendt helligdag, ville alt blive mindre konfliktfyldt, og at hvis vi giver til dem, giver de (i taknemlighed?) til os, hører til i spøg-og-skæmt afdelingen. Havde hun mon aldrig hørt om salamimetoden?
Endelig mente hun, at det skal være en fælles helligdag. Altså en fælles helligdag, hvor danskerne arbejder, mens muslimerne holder fri?
Inden Socialdemokratiet blev til et hen-over-midten parti, afvistes dette faux pas af ledelsen. Nu er der kommet andre boller på suppen.
Med et par års mellemrum
Om det var Karen Klints idérigdom, der gav de Radikale blod på tanden, skal jeg lade være usagt, men i 2010 var det det parti, der ville afskaffe store bededag. Pengene skulle dog ikke øremærkes, men øge ”arbejdsudbuddet”.
Det var formentlig gået op for de Radikale, at alle de dejlige penge, danskerne kunne knokle hjem til statskassen, ikke skulle sammenblandes med noget religiøst. Det var efterhånden gået op for selv de mest hardcore multikultipartier, at i så fald var sagen tabt på forhånd. Langt de fleste danskere havde i 2008 selv opdaget – eller oplevet på egen krop – hvad multikultur indebærer for et lands fred, harmoni og velfærd.
Sass Larsen (S) afviste kategorisk i 2010, at dette kunne komme på tale.
Men tider skifter, og det gør holdninger (og løfter) også. Så i juni 2011 var Sass Larsen kommet på andre tanker, og i 2012 gik forhandlingerne i Thorning Schmidt-regeringen i gang. Appellen om de ”12 minutter mere om dagen” fængede ikke rigtigt hos lønmodtagerne.
Dansk Folkeparti foreslog, at det i stedet for store bededag blev 1. maj, der blev afskaffet. Så ville det ikke gå ud over konfirmanderne. Hvad fagforeningerne ville have sagt til det forslag, tør man næsten ikke gisne om.
Store bededag overlevede dog endnu engang, og det gjorde 1. maj også.
SVM-regeringen
Nu er vi startet på 2023, og et af SVM-regeringens glansnumre er føljetonen ”afskaffelse af store bededag”.
Som regeringen burde kunne have regnet ud, står den nu over for et stort slagsmål med de fleste partier, lønmodtagerne og fagforeningerne. Se JP (bag betalingsmur), der i sin leder kalder regeringen for magtfuldkommen.
Man kan roligt hævde, at regeringen med sin halsstarrighed har fået malet sig op i et hjørne, som den nok bitterligt skal komme til at fortryde.
Når der bliver sværdslag over hele linjen, bliver der ikke meget tid til at lave politik, men det kan godt gå hen og blive landets redning.
Danskerne knokler for hele verden
Danskerne har gennem de sidste fem årtier – næsten uden at kny, omend nødtvungent – måttet affinde sig med, at de penge, de afleverer til statskassen, ikke går til de svageste i samfundet, som det vel var meningen med etablering af velfærdssamfundet.
Mens Enhedslisten er rasende over regeringens forslag om at afskaffe store bededag, fordi det først og fremmest vil gå ud over arbejderne, anser Dansk Folkeparti det rent ud for at være en sindssyg idé. Så kunne man lige så godt afskaffe julen.
Og ja, det kan det såmænd godt blive julen næste gang, politikerne finder en måde, hvorpå de kan fjerne vores traditioner og kultur. Og så kan danskerne arbejde endnu mere, for vi har jo mange, vi skal forsørge både herhjemme og overalt i verden.
Der bliver sprøjtet milliarder ud til en utrolig masse lande, men til hvilken nytte? Det hævdes at være for vores egen skyld, for hvis vi hjælper derude, kommer de ikke her. Men vi behøver bare at se ud over landskabet – eller Middelhavet – for at konstatere, at det argument intet har med virkeligheden at gøre.
I stedet for at vriste endnu flere penge ud af danskerne, er der over 100 mia. kroner at hente (årligt) ved en gennemgribende ændring af asyl- og indvandringssystemet.
Og så kan vi gå i gang med at genoprette det land, som nok de fleste danskere elsker – ikke på grund af, men på trods af.
