Udenrigsministrene fra de store G20-lande mødtes for nylig i Indiens hovedstad New Delhi, og flere af dem deltog i den forbindelse i en paneldebat.
Den debat slap Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov ikke godt fra.
En tilhører stillede ham et spørgsmål om, hvordan Ukraine-krigen havde ændret Ruslands energipolitik.
Lavrov forsøgte i sit svar at spille offer i forhold til Vesten. Han lagde ud med følgende bemærkninger til spørgeren:
”Ved De hvad, den krig, som vi forsøger at få afsluttet, og som blev udløst mod os, idet Ukraine blev udnyttet til…”
Så kom den russiske udenrigsministerikke længere, før store dele af salen begyndte at grine ad ham. Mange i forsamlingen mente ganske åbenbart, at den offerrolle, som Lavrov forsøgte at spille, var så utroværdig, at den var komisk.
Latteren skyllede hen over Lavrov gennem den store sal i luksushotellet Taj Palace.
”Kom du bare!”
Lavrov standsede op et øjeblik, og så mødte han endnu en ydmygende reaktion. En mand i forsamlingen råbte sarkastisk: ”Kom du bare!” Underforstået: Vi tror ikke en døjt på dig. (BILD)
Den lille episode understreger, at Rusland har alvorlige problemer med at forklare sig over for en betydelig del af verdensoffentligheden.
Putin har sine politiske venner med Kinas Xi Jinping som den vigtigste. Men i en række lande, som tidligere har været neutrale eller velvillige over for Rusland, trænger nye reaktioner nu igennem.
I en sådan grad, at Sergej Lavrov måtte finde sig i at blive grinet ud i New Delhi, fordi hans budskab var hamrende utroværdigt.