Fjorten års fængsel og udvisning for håndtering af narkopenge – sagen omfatter blandt andet 3,4 tons hash og 53 mio. kr.

Narkopenge Foto: Poltiet

Mindst 53 millioner kroner i kontanter samt et større beløb i udenlandsk valuta for slet ikke at tale om 3,4 tons hash og 157 kilo kokain.

 

En omfattende aktion på baggrund af internationalt politisamarbejde førte sidste år til, at National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) kunne optrevle et netværk bag indsmugling af store mængder hård narkotika og hash.

 

Nu har en 27-årig udlænding, der varetog narkotikaorganisationens millioner af kroner i kontanter, fået en lang fængselsstraf på halsen.

 

Fjorten års fængsel plus udvisning for bestandig

Det er sket ved Retten i Randers, hvor den 27-årige blev idømt fængsel i 14 år samt udvisning for bestandig for sin rolle i en narkotikaorganisation, der har stået bag indsmugling af 157 kilo kokain og 3,4 tons hash.

 

Den dømte tilstod over for en dommer, at han i en periode fra efteråret 2019 til foråret 2022 modtog, vekslede og transporterede mindst 53 millioner kroner i kontanter samt et større beløb i udenlandsk valuta som led i narkotikaorganisationens virke.

 

En 27-årig har dermed fået afgjort sin sag som den femte ud af de ti mænd, der den 6. april 2022 blev varetægtsfængslet i forbindelse med en stor, koordineret politiaktion dagen forinden.

 

Sytten års fængsel til bagmanden

Narkotikaorganisationen var anført af en 33-årig mand, der i februar blev idømt 17 års fængsel for at være den centrale person bag indsmuglingen af de store mængder narkotika.

 

Dommen sprængte den sædvanlige strafferamme på 16 år for denne type forbrydelse.

 

Sagen begyndte, da NSK med assistance fra Fyns Politi, Sydøstjyllands Politi, Østjyllands Politi, spansk politi og Skattestyrelsen slog til i en omfattende aktion mod indsmugling af store mængder hård narkotika og hash.

 

Under aktionen den 5. april 2022, hvor 20 adresser blev ransaget, beslaglagde politiet omkring ét ton hash samt en mindre mængde hård narkotika, ligesom der blev beslaglagt værdier svarende til omkring seks millioner kroner.

 

Er tilfreds med straffen

Hos NSK er Specialanklager ved NSK, Lise Hebsgaard tilfreds med strafudmålingen:

 

”Det har krævet et omfattende politiarbejde at efterforske og klarlægge denne sag,” siger Lise Hebsgaard i en pressemeddelelse og fortsætter:

 

”Der er tale om en alvorlig sag, og jeg er derfor meget tilfreds med, at der er udmålt en lang fængselsstraf.”

 

Retten konfiskerede som følge af dommen 900.000 kroner samt pengetællere og en vakuumpakker brugt til kontanter.

 

Den 27-årige blev af Retten i Randers udvist af Danmark for bestandigt.

 

Den dømte har udbedt sig betænkningstid med hensyn til anke.

 

NSK – en specialenhed i dansk politi

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende specialenhed i dansk politi med ca. 1.100 medarbejdere.

 

NSK håndterer de mest komplekse og alvorlige sager om økonomisk kriminalitet, organiseret kriminalitet og cyberkriminalitet.

 

Desuden understøtter NSK dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning, analyser og efterretninger.

 

NSK har egen anklagemyndighed, der fører de straffesager, hvor efterforskningen har udgangspunkt i NSK’s politiarbejde.

 

Efterforskning og strafforfølgning i NSK er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet.

 

De komplekse kriminalitetsområder, hvor NSK ofte vil have ansvar for sagerne, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, svindel, bandekriminalitet samt organiseret narkotikakriminalitet og våbensmugling.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…