Gad vide, hvad Nordens apostel, Ansgar, ville have tænkt, hvis han fik at vide, at Sverige har vedtaget et forbud mod at afbrænde den forældede hedenske levemanual Koranen, som muslimer frivilligt lader sig tvinge til at efterleve, selvom den forhindrer enhver mulighed for at tænke nyt, tro, mene og tale frit.
Hensynet til islam
Sverige er i knæ. Det stadigt stigende antal muslimske indvandrere har påvirket landet i så stor grad, at islams religiøse overtro har fået så mange platforme, at der nu må tages lovmæssige forholdsregler og hensyn for at beskytte dem. Rasmus Paludan er, med sine offentlige afbrændinger af Koraner, årsag til, at landet nu gør knæfald som for en besættelsesmagt. Han taler ’Roma midt imod’. De politisk korrekte kalder ham smalsporet provokatør, der blot vil skabe ballade. Men selv voldsomme reaktioner fra flere muslimske lande, får ikke politikere til at overveje, om han måske har en mindre overfladisk dagsorden.
Sveriges opløsning
I 2000 adskiltes stat og kirke i Sverige. Det foregik så stilfærdigt, at man talte om en lykkelig skilsmisse. Og årsagen var, at kirkens rolle i samfundet, som i Danmark, er blevet glemt og sat ud på et sidespor i to menneskealdre. Medlemstallet af statskirken er dalet, mens frikirkerne noterer en vis fremgang. Måske pga. at kirkens rum og gudstjeneste er fornyet med lysglober og små sidealtre i katolsk tilsnit, hvor man tænder lys som bønsymbol. Men tankevækkende er det, at Bibelen godt må afbrændes, ligesom man frit må tænke, tro og forkynde, at Gud er død. Uden at kristne folk og lande går amok derover.
En svag kirke
Den ’statsløse’ kirke har betydet en vis politisk kapitulation over for den muslimske indvandring. Også Svenskekirken er evangelisk-luthersk funderet, og ville givet før have opponeret mod særbeskyttelse af en hedensk religion. I en kirkebøn af salmedigteren H. C. Sthen, der døde i Malmø, bad man Gud om at bevare os fra ’Tyrkens mord og Pavens hor’. (Begrebet tyrker var fællesbetegnelse for alle muslimer). Sidste efterår besøgte jeg Stockholm. Og besøget i de større kirker var nedslående. Flere var aflåst, og så forfaldne ud. Skilte forkyndte bestemte åbningstider, hvor man, mod entre, kunne komme ind. Et syn, der for mig at se, tydede på, at vedligeholdelse manglede statskroner, og nu beroede på tiende og gaver.
Vor efterkristne tid
Islamiseringen af Sverige er længere fremskreden end i Danmark. Men et kultursammenbrud er inden for rækkevidde, også i vort land. Fordi vi kun i teori, kaldes et kristent land. Det kristne kulturgrundlag, der i århundreder har kittet vore samfund sammen, er officielt glemt, og vender ikke tilbage. Mest fordi vi tillader islams indtrængen i demokratiets rygmarv, på halvkristelig, statsautoriseret næstekærligheds-facon, ovf. de fremmede, der kræver dagsorden sat for stadigt mere i samfundsindretning og velfærdens fordeling. Noget som i tidligere, mere kristne tider, ikke krævede særlovgivning. Men at såre 1,5 mia. muslimers følelser verden over, tæller åbenbart mere end sund fornuft for Sveriges statsminister.
