Lige siden en række muslimske taberlande med Iran i spidsen har sagt bøh til Danmark på grund af nogle afbrændinger af Koranen, har udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) haft travlt.
Travlt med at forsikre de 57 muslimske lande i organisationen OIC at Danmark nok skal rette ind.
”I dag modtog Hans Excellence generalsekretæren for Organisationen for Islamisk Samarbejde, Hussain Ibrahim Taha, et telefonopkald fra Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen,” skrev organisationen på sin hjemmeside den 30. juli og fortsatte:
”Ministeren (Lars Løkke Rasmussen – red.) udtalte, at hans lands regering fordømte fornærmelsen af den hellige Koran, og at regeringen undersøger dette spørgsmål med stor interesse og understreger, at hans land er ivrige efter at opretholde venskabsrelationer og samarbejde med medlemslandene i Organisationen Islamisk Samarbejde.”
Umiddelbart efter denne samtale bebudede Løkke Rasmussen, at regeringen nu vil arbejde på at gennemføre en lovgivning, der gør det kriminelt at brænde Koranen og andre hellige skrifter.
Men der bliver udelukkende tale om en nålestiksoperation og ikke om en genindførelse af blasfemiparagraffen, blev det gang på gang understreget.
Eksperter: Blasfemiparagraffen bliver reelt gennemført
Medens regeringen under præsentationen fredag af sit lovforslag endnu engang understregede, at der ikke var tale om en genindførelse af blasfemiparagraffen, der blev afskaffet i 2017, har en række eksperter en anden opfattelse.
”Det er en moderniseret udgave af blasfemiparagraffen,” lyder det i Berlingske fra blandt andre professor i statsret ved Syddansk Universitet, Frederik Waage.
Da blasfemiparagraffen i 2017 blev afskaffet af Lars Løkke Rasmussens daværende VLAK-regering betød det, at afbrænding af hellige skrifter blev tilladt.
Af netop samme årsag blinkede advarselslamperne allerede dengang.
Ignorerede alle advarsler
Det skortede således ikke på advarsler, da Lars Løkke Rasmussens dengang venstreledede regering meldte ud, at man ville afskaffe blasfemiparagraffen.
”Afhængig af de nærmere omstændigheder vil sådanne offentlige afbrændinger mv. af Bibelen eller Koranen kunne give anledning til stærke reaktioner – herunder eventuelt voldelige reaktioner – både her i landet og i udlandet,” lød det således fra Straffelovrådet i en orientering til Justitsministeriet.
Også PET’s Center for Terroranalyse (CTA) var ude med advarsler og vurderede:
”at en ophævelse af straffelovens § 140 om blasfemi vil kunne have sikkerhedsmæssige konsekvenser for Danmark, herunder bidrage til at skærpe trusselsbilledet i forhold til Danmark og danske interesser i udlandet.”
Løkke Rasmussen: Jeg er stolt og glad
Men disse indvendinger lagde ingen dæmper på Lars Løkke Rasmussen begejstring over, at blasfemiparagraffen med ham som statsminister blev afskaffet.
”Jeg kan bare sige, at jeg er stolt af og glad for, at vi lever i et land, hvor vi i øvrigt har ophævet blasfemiparagraffen, og hvor man gerne må være kritisk også i satire og tegninger over for religiøse symboler. Jeg er stolt af at leve i det land,” erklærede han dengang i TV Midtvest.
Og nu vækker hans pludselige kovending forargelse på Christiansborg.
”Det er helt uhørt pinligt”
Den konservative leder, Søren Pape Poulsen, var justitsminister, da VLAK-regeringen og samtlige partier i Folketinget minus Socialdemokratiet vedtog at afskaffe blasfemiloven.
I dag siger han til Berlingske:
”Lars Løkke Rasmussen taler med to tunger, og jeg fatter simpelthen ikke, at han stiller sig, hvor han gør,” lyder det fra Pape Poulsen, som fortsætter:
”Han vidste alt om den her risiko, og der er intet – som i absolut intet – som kan komme bag på hverken ham eller nogen af os andre, der traf den her beslutning.”
Heller ikke fra Dansk Folkeparti lyder der ligefrem rosende toner.
Her konstaterer partiformand Morten Messerschmidt, at:
”Det er helt uhørt pinligt, hvordan har nu optræder som den eneste, der tør tage ansvar for Danmark, når han udmærket vidste, hvad han gjorde, da han som statsminister traf den her beslutning i 2017,” siger Messerschmidt til Berlingske og fortsætter:
”Ingen var i tvivl om, hvad det indebar, men vi gjorde det alligevel – og vi var stolte af det. Der er ikke meget statsmand over Lars Løkkes ageren.”
Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, der var udlændinge- og integrationsminister i Løkke Rasmussen VLAK-regering, har heller ikke just høje tanker om sin tidligere chef:
”Nu har de ufrie, middelalderlige kræfter i Mellemøsten vundet en sejr i dag. De kan nu se, at de kan diktere vores levevis i Danmark, fordi vi har en regering, der bøjer sig for trusler og pres,” siger Inger Støjberg til Berlingske og understreger:
”Det er en genindførelse af blasfemiparagraffen. Man kalder det bare noget andet.”
Heller ikke i Liberal Alliance er man ligefrem tilfredse med regeringens udmelding:
”Tillykke, al-Qaeda og Co.,” skriver partiet i en ny annonce med en slet skjult henvisning til, at terrorgruppen har opfordret til angreb mod Danmark i kølvandet på afbrændingerne.
Kilder til denne artikel:
https://www.oic-oci.org/topic/?t_id=39315&t_ref=26548&lan=ar (Oversat via Google Translate)
https://www.tvmidtvest.dk/skive/lokke-er-ikke-stolt-af-nogen-muhammed-tegninger
https://www.berlingske.dk/politik/fredag-eftermiddag-ringede-peter-hummelgaard-og-afviste-at-han-vil