Ayaan Hirsi Ali forlod islam, nu er hun blevet kristen – “vi skal bekæmpe Putin og den globale islamisme”

Ayaan Hirsi Ali (Foto: Twitter)
Getting your Trinity Audio player ready...

Ayaan Hirsi Ali forlod islam for 20 år siden.

 

Efter 20 år som ateist er hun nu gået over til kristendommen.

 

Det sker som en reaktion som reaktion på truslerne mod den vestlige civilisation.

 

Vesten står nu i en stor civilisationskrig. Og ateismen kan ikke ruste os til denne civilisationskrig. Det skriver hun i et indlæg i UnHerd.

 

Ayaan Hirsi Ali er født og opvokset i det muslimske Somalia i et fundamentalistisk islamisk miljø med en far, der var en kendt oppositionspolitiker.

 

Efterhånden begyndte tvivlen at melde sig i forhold til islams dogmer.

 

Så da faderen fik hende gift med en fjern fætter, der boede i Canada, stak hun af fra ægteskabet og tog til Holland, hvor hun søgte asyl. Det var i 1992.

 

Hun blev en kendt og respekteret politiker, som blev valgt ind i det hollandske parlament.

 

Til sidst forlod hun islam.

 

Hirsi Ali har skrevet flere bøger med kritik af islam, som er solgt i store oplag i mange lande. I dag lever hun i Storbritannien.

 

Politikere og medier lukkede øjnene for islams betydning

I 2001 fløj to fly ind i tvillingetårnene i New York. Bag angrebet stod 19 muslimske mænd. De begik denne terror i islams navn.

 

Det samme gjorde andre muslimske terrorister. Det var jihad med det formål at udbrede islam.

 

Men det ville mange fremtrædende ledere i Vesten ikke høre tale om. De vidste bedre.

 

Politikere, lærde, journalister og andre eksperter insisterede på, at terroristerne var motiveret af andre årsager end dem, de og deres leder Osama Bin Laden havde formuleret så klart, skriver Ayaan Hirsi Ali.

 

På den måde frikendte Vestens ledere islam. De satte sig aldrig ind i hvad islam betyder, og mange gør det fortsat ikke.

 

Det gav fundamentalistiske muslimer frit spil til at fortsætte deres kamp for at underlægge sig den ikke-muslimske verden. Sådan som vi ser det nu med Hamas’ kamp mod Israel.

 

Fundamentalistisk islam

Ayaan Hirsi Ali er vokset op med fundamentalistisk islam:

 

“Her var et særligt had forbeholdt én undergruppe af vantro: jøden. Vi forbandede jøderne flere gange om dagen og udtrykte rædsel, afsky og vrede over den litani af lovovertrædelser, han angiveligt havde begået. Jøden havde forrådt vores profet. Han havde besat den hellige moské i Jerusalem. Han fortsatte med at sprede korruption af hjerte, sind og sjæl.”

 

For en, der havde været igennem sådan en religiøs skolegang, virkede ateismen tiltalende.

 

Da Ayaan Hirsi forlod islam,  fandt hun en “helt ny omgangskreds, så forskellig fra Det Muslimske Broderskabs prædikanter, som man kunne forestille sig. Jo mere tid jeg tilbragte med dem – folk som Christopher Hitchens og Richard Dawkins – jo mere sikker følte jeg mig på, at jeg havde truffet det rigtige valg. For ateisterne var kloge. De var også meget sjove.”

 

Hirsi Ali fortsætter:

 

“Så hvad ændrede sig? Hvorfor kalder jeg mig selv en kristen nu?

 

Den vestlige civilisation er truet

En del af svaret er globalt. Den vestlige civilisation er truet af tre forskellige, men relaterede kræfter:

 

Genopblussen af ​​stormagts autoritarisme og ekspansionisme i form af det kinesiske kommunistparti og Vladimir Putins Rusland;

 

fremkomsten af ​​global islamisme, som truer med at mobilisere en stor befolkning mod Vesten;

 

og den virale spredning af den vågne ideologi, som æder sig ind i den næste generations moralske fiber.

 

Vi bestræber os på at afværge disse trusler med moderne, sekulære værktøjer: militære, økonomiske, diplomatiske og teknologiske bestræbelser på at besejre, bestikke, overtale, formilde eller overvåge. Og alligevel, med hver konfliktrunde, oplever vi, at vi taber terræn. Enten er vi ved at løbe tør for penge, med vores statsgæld på titusinder af billioner af dollars, eller også er vi ved at miste vores føring i det teknologiske kapløb med Kina.

 

Kristendommen er en forenende kraft

Men vi kan ikke bekæmpe disse formidable kræfter, medmindre vi kan besvare spørgsmålet: hvad er det, der forener os? Svaret: “Gud er død!” synes utilstrækkelig. Det samme gør forsøget på at finde trøst i “den regelbaserede liberale internationale orden”. Det eneste troværdige svar, tror jeg, ligger i vores ønske om at opretholde arven fra den jødisk-kristne tradition.

 

Denne arv består af et omfattende sæt ideer og institutioner designet til at beskytte menneskeliv, frihed og værdighed – fra nationalstaten og retsstaten til institutionerne for videnskab, sundhed og læring. Som Tom Holland har vist i sin forunderlige bog Dominion , finder alle mulige tilsyneladende sekulære friheder – markedets, samvittighedens og pressens rødder – deres rødder i kristendommen.

 

Og så er jeg kommet til at indse, at mine ateistiske venner ikke kunne se skoven for træerne. Træet er civilisationen bygget på den jødisk-kristne tradition; det er historien om Vesten, vorter og det hele.

 

Alligevel ville jeg ikke være sandfærdig, hvis jeg tilskrev min omfavnelse af kristendommen udelukkende til erkendelsen af, at ateisme er en for svag og splittende doktrin til at befæste os mod vores truende fjender. Jeg har også vendt mig til kristendommen, fordi jeg i sidste ende fandt livet uden nogen åndelig trøst uudholdeligt – faktisk næsten selvdestruktivt. Ateisme formåede ikke at besvare et simpelt spørgsmål: hvad er meningen med og formålet med livet?

 

Den lektie, jeg lærte fra mine år med Det Muslimske Broderskab, var kraften i en samlende historie, indlejret i islams grundlæggende tekster, til at tiltrække, engagere og mobilisere de muslimske masser. Medmindre vi tilbyder noget så meningsfuldt, frygter jeg, at udhulingen af ​​vores civilisation vil fortsætte. Og heldigvis er der ingen grund til at lede efter et eller andet new-age sammenkog af medicin og mindfulness. Kristendommen har det hele.

 

Derfor betragter jeg ikke længere mig selv som en muslimsk frafalden, men som en bortfalden ateist. Selvfølgelig har jeg stadig meget at lære om kristendommen. Jeg opdager lidt mere i kirken hver søndag. Men jeg har erkendt, på min egen lange rejse gennem en ørken af ​​frygt og selvtvivl, at der er en bedre måde at håndtere tilværelsens udfordringer på, end enten islam eller vantro havde at tilbyde.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…