Et rimeligt udfald er muligt i Gaza – en økonomisk genrejsning

Grænsen mellem Gaza og Egypten (Arkivfoto: Wikipedia)
Getting your Trinity Audio player ready...

Oprindelig engelsk tekst: A Decent Outcome Is Possible in Gaza
Oversat af Kirsten Valeur

 

Alle er tilsyneladende enige om, at et godt udfald ikke er muligt i Gazastriben. De tager fejl. Det er muligt at frembringe en rimelig Gaza-ledet regering, der ville kunne gøre autonomi og endda statsdannelse mulig.

 

Det kan, set i lyset af den dybe og langvarige antizionisme i Gazastriben, forekomme usandsynligt. I 1967 var der i Gazastriben skolebøger i matematik med regnestykker som: “Du har fem israelere. Du dræber tre af dem. Hvor mange israelere er der tilbage at dræbe?”

 

I løbet af de seneste 15 år har beboerne i Gazastriben imidlertid oplevet noget monstrøst og muligvis enestående i menneskehedens historie: at blive udnyttet af deres ledere som kanonføde af PR-mæssige årsager.

 

Det er almindeligt at se, at tyranner ofrer deres undersåtter for at vinde på slagmarken – bare tænk på Wagnergruppens fængselsrekrutter, der dør i Bakhmut i Ukraine. Hamas bruger imidlertid civile til at score propagandapoint. De angriber Israel for at fremprovokere en gengældelse og forventer ganske korrekt at bomber, ødelæggelse og død vil medføre iransk billigelse, islamistisk opbakning, muslimsk solidaritet og venstrefløjens sympati. Efter hvert angreb skifter fortællingen om skyld altid fra Hamas til Israel.

 

Meget tyder på, at de fleste beboere i Gazastriben ikke ønsker at være brikker i en manisk og illusorisk jihad mod Israel. Hvorfor skulle man lide for en tabersag? “Disse mennesker bekender sig til islam og hævder at være religiøse, men de nedslagtede folk”, bemærker en beboer i Gazastriben.

 

Meningsmålinger viser en overvældende støtte blandt Gazastribens beboere til udsagnet: “Palæstinensere bør presse hårdere på for at erstatte deres egne politiske ledere med nogle, der er mere effektive og mindre korrupte.” Washington Institute for Near East Policy fik i juli udført en meningsmåling, der viste, at 62% af Gazastribens beboere ønsker at overholde en våbenhvile med Israel og halvdelen vil have Hamas til at standse deres opfordringer til Israels ødelæggelse.

 

Gazastribens beboere har i årevis stemt med fødderne. “Hamas har investeret milliarder af dollars i mange lande, mens folk [i Gazastriben] sulter til døde og udvandrer på jagt efter arbejde”, bemærker den Hamas-kritiske aktivist Amer Balosha. I september blev flere beboere fra Gazastriben interviewet, mens de ventede i lange køer for at forlade området, og de udtrykte fortvivlelse. “Alle dem, der søger at udvandre, ønsker et værdigt liv… de er forberedte på at dø.” “Jeg ved, at jeg risikerer mit liv, men jeg vil væk, død eller levende.”

 

Gazastribens beboere havde almindelige liv under Israels styre, og det er ikke overraskende, at de ønsker at have det igen. I 1970’erne udgjorde Gazastriben og Vestbredden, fortæller historikeren Efraim Karsh, “verdens fjerdehurtigst voksende økonomi – foran ‘mirakler’ som Singapore, Hong Kong og Korea, og langt foran Israel”.

 

Dette medfører, at Israel ved at tage kontrol over Gazastriben har grund til at forvente at finde mange beboere, der er indstillede på at samarbejde med den nye myndighed om at skabe en regering, der ville kunne give dem et normalt liv igen.

 

Israel formåede ikke at finde passende partnere under dets tidligere besættelse, hvor landet ikke bestræbte sig på at kultivere venlige relationer med Gazastribens beboere og overdrog området til den folkemorderiske Yasser Arafat. Hamas har nu gjort Israels arbejde. Hvor er Gazastribens Konrad Adenauer?

 

Daniel Pipes er leder af Middle East Forum.

 

Tilføjelse den 17. oktober 2023: Jeg har modtaget private underretninger, der tyder på, at israelerne tænker i de samme baner, som jeg skitserede ovenfor. De signalerer imidlertid det modsatte i offentligheden. Israels FN-ambassadør, Gilad Erdan, har derfor udtalt: “Nu tænker vi ikke på, hvad der kommer til at ske efter krigen. … Vi har brug for at vinde denne krig, og det er det eneste, som vi er fokuserede på.”

 

Opdatering den 18. oktober 2023: Shirit Avitan Cohen skriver i Israel Hayom, at under et møde i krigskabinettet “besluttede ministrene at undlade at komme ind på spørgsmålet om, hvad der sker bagefter: Hvem kommer til at regere i Gazastriben, hvordan kommer det til at se ud, og hvad bliver Israels rolle i den konstellation.”

 

Opdatering den 20. oktober 2023: Forsvarsminister Yoav Gallant annoncerede en post-Hamas “dannelse af en ny sikkerhedsordning i Gazastriben, fjernelse af Israels ansvar for dagliglivet i Gazastriben og skabelsen af en ny sikkerhedssituation for Israels borgere og beboerne i [området omkring Gazastriben].” Fremragende nyheder.

 

Israels tidligere premierminister Ehud Barak er inde på noget af det samme i et interview med TV2

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…