Tyskland har i en årrække været Europas flygtningemagnet. Det skyldes i høj grad en asylpolitik, som har været styret af, at man ville demonstrere sin politiske korrekthed.
Den frygtelige arv fra nazismen fik det tyske samfund, dets meningsdannere og beslutningstagere til at krænge kraftigt til den modsatte side:
Man slog dørene op for massive migrationsstrømme fra ikke-vestlige lande. Og man foregøglede, at det ikke ville skabe nogen problemer af betydning.
Eller med den tidligere kansler Angela Merkels berygtede ord: ”Wir schaffen das!”
Vel gjorde man ej.
Ud af kontrol
Nu er migrationen til Tyskland kommet ud af kontrol. Det er strømmet ind med ikke-vestlige migranter, som skaber deres egne parallelsamfund.
Her er kriminaliteten særligt høj, og man er ofte langt fra den europæiske tradition for frihed, lighed og kritisk humanisme.
Det skaber kolossale problemer i det tyske samfund, ligesom det er tilfældet i andre europæiske samfund.
Længe har toneangivende kredse i det tyske samfund – herunder de store medier – forsøgt at fornægte problemernes omfang. Men det bliver sværere og sværere.
Ud i alle kroge af det tyske samfund mærker man nu stadig tydeligere, at problemerne er kommet ud af kontrol.
Som det blev udtrykt af en tysk kommunalpolitiker, da det borgerlige parti CDU forleden arrangerede et ’flygtningetopmøde”:
”Vi har ikke en chance for at gennemføre en fornuftig integration af disse mennesker. Der kommer mange mennesker hertil, der egentlig ikke må blive her, men alligevel er her.”
Socialdemokrater utilfredse med deres regering
Den socialdemokratisk ledede tyske regering kritiseres også af en række socialdemokratiske lokalpolitikere.
Den socialdemokratiske overborgmester i Gernsbach (Baden-Württemberg) siger til BILD: ”Jeg er socialdemokrat, og jeg er ikke tilfreds med regeringen i Berlin!”
En kommunalpolitiker fra CDU fortæller om de problemer, man i lokalsamfundet har haft med en tunesisk asylansøger:
Han skulle have været udvist i januar i år. Men Italien nægtede at tage imod ham, selv om landet egentlig var forpligtet til det ifølge reglerne (de såkaldte Dublin-regler).
Tuneseren jagtede lokale kvinder
I stedet blev han parkeret i det lokale asylsystem. Her gav han prøver på de kultursammenstød, der så ofte opstår i forbindelse med den ikke-vestlige indvandring:
Han begyndte at gå på jagt efter piger og kvinder og viste ingen respekt for deres afvisninger. En lokalpolitiker siger:
”Det har han gjort i månedsvis – alle ved, at det er uholdbart, at han bliver.”
Men foreløbig er tuneseren altså bare blevet og har forsat sin jagt på sagesløse lokale kvinder.
Naiviteten har ført til enorme kultursammenstød
Det begynder nu at dæmre for de ansvarlige politikere i Tyskland, at de i deres naivitet har skabt helt uholdbare kultursammenstød. Men de har meget svært ved at finde ud af, hvad de skal stille op med problemerne.
Den massive ikke-vestlige tilstrømning, som de har åbnet for, gør ’integration’ til et mere og mere indholdsløst ord.
Det begynder nu så småt at dæmre for de tyske toppolitikere, hvor langt man er kommet ud i problemerne.
Nogle af dem skruer op for deres retorik i takt med denne erkendelse. Som Den Korte Avis har påpeget, taler den socialdemokratiske indenrigsminister, Nancy Faeser, nu ligefrem om, at der skal bygges hegn og mure ved EU’s ydre grænser.
Frustreret brummen
Men de tyske politikere har ladet problemerne vokse ud af kontrol. Alt, alt for længe er man løbet i hælene på de politisk korrekte meningsdannere, der i den grad dominerer de store tyske medier – ikke mindst TV.
Nu sidder gode mennesker så rundt omkring i de tyske lokalsamfund med en klar fornemmelse af, at noget er alvorligt galt.
De kræver mere styr på indvandringen og mere beslutsomhed, når det gælder udvisninger. Men de får stadig sværere ved at tro på, at de har nationale politikere, der er i stand til at rette op på miseren.
Der er et vist opbrud i gang i det Tyskland, der førhen var nærmest lammet af politisk korrekthed. Men alt for meget i tysk udlændingepolitik får stadig lov til at sejle.
Protesterne når sjældent længere end til en frustreret brummen over, at man bliver tvunget til at leve med kultursammenstød, som er vokset ud af kontrol.
Tiden får vise, om den frustrerede brummen kan vokse til et mere regulært opgør med den politisk korrekte meningsdannelse.
