24-års reglen virker, så unge indvandrere lettere kan integrere sig – men De Radikale vil ikke kalde det en succes

Foto: Privat
Getting your Trinity Audio player ready...

Påskedag kunne vi læse, at Rockwool Fondens rapport viste, at 24-års reglen, der bl.a. skulle hindre tvangsægteskaber, havde hjulpet.

 

 

24-års reglen blev sammen med tilknytningskravet indført i 2002 af VK-regeringen med Dansk Folkeparti som støtteparti. Med en højere alder ville det være nemmere for unge at stå imod forældrenes krav om at indfri de løfter, forældrene havde givet til et familiemedlem i hjemlandet om, at en søn eller datter kunne komme til Danmark.

 

Begge parter skulle derfor være fyldt 24 år, før det ville være muligt for en herboende at få ægtefællesammenført en udlænding.

 

Rapporten viser, at kvinder fra ikke-EU lande nu gifter sig senere og oftere med en herboende frem for med en fra hjemlandet. Det vil stort set altid være ensbetydende med muslimske kvinder.

 

Ja, det sker oven i købet, at den muslimske kvinde eller mand gifter sig med en dansker. Dog med det aber dabei, at det  sjældent (eller aldrig) sker uden at kræve, at danskeren konverterer til islam!

 

Efter en trang begyndelse har det vist sig, at loven virker med den sidegevinst, at det første barn født senere. Dermed er det blevet lettere for de unge kvinder at fuldføre en uddannelse.

 

En succes?

24-års reglen udløste en stor debat, da den blev indført. De Radikale, Enhedslisten og SF var voldsomme modstandere. Og det er de fortsat skriver Information.

   

I et indslag på TV2 News påskedags aften blev De Radikales  Christian Friis Bach og Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard spurgt, om de mente, at 24-års reglen havde været en succes.

 

Friis Bach var ikke helt enig, men mere – hvad man kan forvente af de radikale – sådan lidt af den ene og den anden mening. Det skyldtes, sagde han, at loven havde nogle utilsigtede konsekvenser. For heller ikke danskere, der rejste ud i verden, kunne få ægtefællesammenført en udenlandsk ægtefælle. Det burde være muligt at indføre en eller anden dispensationsregel.

 

Til dette spurgte Kjærsgaard, om Friis Bach mente diskrimination, hvilket jo ikke var tilladt.

 

Næh, ikke ligefrem diskrimination, men ….

 

Sagde han virkelig det?

Friis Bach mente, at hvis de unge kan dokumentere at have boet sammen et år inden ægteskabet, så de har haft tid til at lære hinanden at kende, kan der ikke være tale om tvang!

 

Kan nogen – selv en politiker fra det Radikale Venstre – virkelig tro, at en ung pige i et andet muslimsk land, eksempelvis Pakistan, af sine forældre ville få tilladelse til at rejse til et europæisk land og leve sammen med en mand uden at være gift? Eller at herboende muslimske forældre ville sende deres ugifte datter til deres hjemland og leve sammen med en mand dér, hvor udvalgt han end måtte være af to forældrepar?

 

Konsekvenserne af dette ville være ødelæggende for ikke kun de unge, men også to familier, hvis det blev praktiseret.

 

Han hævdede at have arbejdet med familie-/ægtefællesammenføringssager i 30 år, men han har åbenbart undgået at lære noget som helst om muslimsk kultur.

 

Hele verdens fædreland

Det Radikale Venstre forsøgte i sin tid at forhindre, at loven blev vedtaget, bl.a. ved at fremføre løgnen om, at regeringen forhindrede unge, ”der elsker hinanden” i at blive gift. Er der nogen i det Radikale Venstre der kender noget til ”teselskaberne” som indledning til et muslimsk ægteskab? Ellers læs Rushy Rashid bog Et løft af sløret.

 

De Radikale fremturede endvidere med vrøvl om, at det var en menneskeret at bo i sit fædreland med sin ægtefælle. Fædrelandet betød for de Radikale Danmark.

 

Men Danmark er ikke hele verdens fædreland, og end ikke  Menneskerettighedskonventionen kræver, at ægtefolk kan bestemme, i hvilket land de vil bosætte sig.

 

EU-reglerne skabte den såkaldte Malmø-model

Muslimske forældre både herboende og i hjemlandet fandt en udvej til at få de unge gift i en meget ung alder.

 

Med løfte om en ferie hos bedsteforældrene og hele familien i hjemlandet tog de unge gladeligt afsted sammen med forældrene. Når de ankom, sluttede ”ferien”, og det var stort set umuligt for de unge at undgå at blive gift; især den unge pige var prisgivet. Den unge mand kunne uden de store konsekvenser nægte at gifte sig. De unge piger derimod havde ingen steder, de kunne henvende sig for at få hjælp i lande, hvor forældrene har hånds-og-halsret over deres afkom.

 

Så kom næste hurdle. Den unge pige eller mand skulle ægtefællesammenføres til Danmark. Men fra 2002 var det ikke muligt, hvis ikke de begge var fyldt 24 år, heller ikke, hvis hun kom gravid tilbage eller måske allerede havde født. Via mit arbejde kunne jeg konstatere, at især pakistanske familier mente, at Udlændingemyndighederne da umuligt kunne ønske, at moderen (hvis hun var den herboende) skulle leve som enlig mor. Myndighederne ville uden tvivl blive ”bløde om hjertet”, når de så guldklumpen. Men her hjalp ingen kære mor.

 

Malmø-modellen

Når myndighederne var så hjerteløse, måtte de unge bosætte sig i Malmø og blive ægtefællesammenført efter EU-reglerne. Når den udenlandske part havde fået opholdstilladelse i Sverige, kunne de flytte til Danmark.

 

Så skulle alt jo være godt. De muslimske unges forældre havde fundet proptrækkeren til at lirke proppen op af flasken. Løftet til familien i hjemlandet var blevet opfyldt, æren var opretholdt.

 

Men hvor lykkeligt var det mon for den udenlandske muslimske kvinde, der var blevet ægtefællesammenført med en mand, hun slet ikke kendte, var blevet dumpet i et fremmed land, var uden netværk og ikke kunne sproget?

 

Gennem mit samarbejde med Malmøs Krisecentersekretariat (som ikke har krisecentre, men lejer lejligheder ude i byen til de voldsramte kvinder) fik jeg at vide, at de danskgifte udenlandske kvinder blev placeret i en lejlighed, hvorefter den danskboende mand stadig opholdt sig i Danmark. Han dukkede kun op engang imellem, oftest blot for at tæve sin isolerede kone. Derefter sørgede naboerne for, at hun kom i forbindelse med Krisecentersekretariatet, som skaffede hende en anden anonym bolig. Det var man noget fortørnet over i sekretariatet, da personalet havde rigeligt at gøre med at hjælpe ”deres egne” kvinder.

 

Årene går

Som sundhedsfaglig konsulent Sisi Buch i Odense Kommune udtrykker det, er  ”det især er i de socialt dårligst stillede familier, at de unge omgår 24-års-reglen og gifter sig”. Det kan vel ikke afvises, men efter min erfaring er det ikke de unge, men deres familier, der omgår loven.

 

Som årene gik, krævede mange muslimske kvinder at bestemme over deres eget liv: hvem de ville giftes med og hvornår, hvor mange børn de ville have, og hvilken uddannelse eller arbejde de ønskede.

 

For de kvinder, hvis forældre aldrig har pakket den mentale bagage ud, har det været (og er) en kamp uden lige. Og at der stadig er lang vej igen, viser overrepræsentationen på krisecentrene. Det er her, daglige tragedier udspiller sig, men den virkelighed er sikkert for skræmmende for Friis Bachs sarte øren.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…