Det morderiske Iran er bagmanden bag Hamas – det er en moralsk pligt at støtte Israel, et civiliseret land i kamp mod barberiet

Naama Levy er en af de mange israelere, der blev kidnappet af Hamas den 7. oktober (Foto via BILD)

af André Villeneuve

 

Den 7. oktober 2023: Endnu en dag, der vil blive husket som en skændselsdag: Israels Pearl Harbor. Israels 11. september. Den stille sabbatmorgen simhat torah, der afslutter den jødiske glædesfest for Moseloven, angreb tusinder af Hamas-terrorister Israels sydlige lokalsamfund og efterlod sig et spor af blod og ødelæggelse, idet der foregik bagholdsangreb på militærbaser og bilister, mord på omkring 364 mennesker ved en musikfestival, nedslagtning af familier i deres senge, voldtægt af kvinder, henrettelse af børn og Holocaust-overlevere, civile blev brændt levende og 244 mennesker blev bortført fra Israel til Gaza. Mindst 1.200 mennesker blev myrdet, hvilket gør det til den dødeligste dag for jøder siden Holocaust. Hamas-angrebets barbari var uden fortilfælde i en grad, så hele verdenssamfundet brutalt – om end kortvarigt – blev skubbet ud af sin sædvanlige apati og blev grebet af rædsel.

 

Vreden varede imidlertid kun kort. Så snart Israel påbegyndte sin militære reaktion på Hamas’ krigshandling, kom der propalæstinensiske demonstrationer over hele verden, og mange af dem blev hurtigt til antiisraelske og antijødiske hadefester. Nogle benægtede ligefrem, på trods af overlevendes mange øjenvidneberetninger, at nedslagtningen den 7. oktober havde fundet sted.

 

Reaktionerne på massakren og den efterfølgende krig har været blandede fra katolsk side. De spænder fra modig moralsk klarhed til tvivlsom moralsk tvetydighed og overvældende tavshed. Mens nogle har støttet Israels ret til at forsvare sig selv, har andre valgt neutralitet ud fra en vurdering af, at det er et mere barmhjertigt, “kristent” standpunkt ikke at vælge side og i stedet ligeligt at fordømme tabet af liv på begge sider. Den udviste moralske ækvivalens antyder, at begge parter i konflikten deler samme grad af skyld og samme moralske ansvar for konsekvens af deres handlinger. Det er intellektuelt set en nem vej at gå. Men er det moralsk rigtigt?

 

En gruppe, der konsekvent tyr til moralsk ækvivalens, er Patriarkerne og Kirkelederne i Jerusalem. Et kort overblik over deres reaktioner på krisen illustrerer, sammen med reaktionerne fra den israelske ambassade i Vatikanstaten, problemerne med dette standpunkt.

 

Om morgenen den 7. oktober, mens Hamas’ massakre stadig var i gang, offentliggjorde Jerusalems Latinske Patriarkat straks en erklæring ladet med moralsk ækvivalens. I stedet for utvetydigt at fordømme massakren udtalte Patriarkatet, at “voldsspiralen, der har dræbt utallige palæstinensere og israelere i løbet af de seneste måneder, eksploderede denne morgen”. Erklæringen fortsatte med vage formuleringer om “pludselig voldseksplosion” og tvetydigheder som “operationen lanceret fra Gaza og den israelske hærs reaktion” – som om begge sider var lige gode om det. De “mange tab og tragedier”, der påvirker “både palæstinensiske og israelske familier”, fortsatte erklæringen, ville “skabe mere had og splittelse” og “i stadig højere grad ødelægge ethvert stabilitetsperspektiv”.

 

Samme eftermiddag offentliggjorde den israelske ambassade i Vatikanstaten en første erklæring, der lød som et svar til Patriarkatet, selv om den ikke direkte var henvendt til det. Ambassaden advarede om, at set i lyset af omfanget af Hamas’ igangværende nedslagtning “bør der tages afstand fra brugen af sproglig tvetydighed og ordvalg, der antyder en falsk symmetri”. Israels reaktion på Hamas’ “afskyelige krigsforbrydelse” var legitimt selvforsvar, og “det, at drage paralleller, hvor der ingen er, er ikke diplomatisk pragmatisme; det er simpelthen forkert”.

 

Patriarkerne og Kirkelederne i Jerusalem var upåvirkede. Næste dag offentliggjorde de en “Erklæring om fred og retfærdighed midt i igangværende vold“, der havde samme moralske tvetydighed. Denne anden erklæring sagde intet om Hamas’ mord. Den beklagede i meget generelle vendinger, at Det Hellige Land “nu er kørt fast i vold og lidelse på grund af den langvarige politiske konflikt og den beklagelige mangel på retfærdighed og respekt for menneskerettigheder”.

 

Selv om Patriarkerne og Kirkelederne sagde, at de “utvetydigt fordømmer enhver handling, der går ud over civile”, antyder de grundlæggende set, at Israel ikke burde hidse sig for meget op over sine tusinder af døde, sårede, voldtagne og bortførte, idet Patriarkerne i stedet opfordrer til “ophør af alle voldelige og militære aktiviteter, der skader både palæstinensiske og israelske civile”. Israel burde med andre ord bære byrden af de barbariske angreb og bogstaveligt talt lade Hamas slippe afsted med mord ved straks at indstille sin militære reaktion. Det er lige meget, at Hamas ensidigt og brutalt startede krigen ved at invadere Israel og begå hidtil usete forbrydelser mod en intetanende civil befolkning.

 

Den 9. oktober reagerede den israelske ambassade i Vatikanstaten. Den beklagede igen det “amoralske ved at benytte tvetydig sprogbrug” set i lyset af omfanget af massakren, da det blev klart, at hele familier var blevet “henrettet med koldt blod” af Hamas og Islamisk Jihad. Verden over havde mange integritet til at fordømme “den forfærdelige forbrydelse, udpege dens gerningsmænd og anerkende Israels basale ret til at forsvare sig selv mod grusomheden”, men Patriarkerne og Kirkelederne var ikke i stand til at mønstre en sådan moralsk klarhed. Den israelske ambassade fandt deres erklæring “ekstremt skuffende og frustrerende”, fordi den netop illustrerede den “amoralske sproglige tvetydighed”, der udviskede grænsen mellem “hvad der skete, hvem der angreb, og hvem der var ofrene”. Ambassaden tilføjede, at det var “især utroligt, at et så åndløst dokument var underskrevet af troende mennesker”.

 

Den 11. oktober sagde pave Frans noget mere ligefremt, at “dem, der bliver angrebet, har ret til at forsvare sig selv” og tilføjede, at han var “meget bekymret over den fuldstændige belejring, som palæstinensere lever under i Gaza, hvor der også har været mange uskyldige ofre”.

 

Patriarkerne og Kirkelederne vedblev imidlertid med deres moralske ækvivalens og offentliggjorde den 12. oktober en “Erklæring om den Eskalerende Humanitære Krise i Gaza“. I denne nye erklæring beklagede de, at deres “elskede Hellige Land” var “dramatisk forandret” på grund af en “ny voldsspiral med et utilgiveligt angreb mod alle civile”. Ikke desto mindre tog kirkelederne hovedsageligt afstand fra “død og ødelæggelse i Gaza” og den “forfærdelige, humanitære katastrofe”, som ifølge dem rammer befolkningen i Gaza, der er “frataget elektricitet, vand, brændstof, mad og medicin”. Kirkelederne opfordrede endnu en gang til en deeskalering af krigen.

 

Den israelske ambassadør i Vatikanstaten, Raphael Schultz, kaldte erklæringen for “foruroligende” og gav et længere svar i form af en gennemgang af begivenhederne. Han mindede kirkelederne om følgende:

 

“Det, der faktisk skete, var, at “voldsspiralen” (typisk udtryk for falsk symmetri) begyndte med et uprovokeret kriminelt angreb begået af Hamas + Islamisk Jihad (Patriarkerne afstår fra at nævne dem ved navn), der myrdede mere end 1300 hovedsageligt civile, der var israelere eller fra 35 andre nationaliteter. Herudover voldtog de kvinder, brændte babyer, halshuggede folk og tog gidsler. Samtidigt affyrede de en lang række missiler mod områder beboet af civile i Israel – større og mindre byer, landsbyer og kibbutzer.”

 

Ambassadøren tilføjede, at “Israels selvforsvarsaktioner er målrettet Hamas og Islamisk Jihad. Israel rammer ikke civile med vilje.”

 

Det er velkendt, at IDF varsler palæstinensiske borgere ved hjælp af løbesedler, tekstbeskeder og endog telefonopkald, så de kan rømme områder tæt på militære mål, inden de angribes. Mens IDF går langt for at minimere de civile tab, gør Hamas og andre palæstinensiske terrorgrupper deres yderste for at maksimere dem – ikke kun ved at myrde israelere i flæng, men også ved at gemme sig blandt deres egen civilbefolkning og bruge den som menneskeskjold. Dette resulterer i et – med vilje – uforholdsmæssigt højt antal palæstinensiske ofre, der skyldes Hamas. Den israelske ambassadør fortsatte, at set i det lys kan Patriarkernes erklæring kun anses for at være “uretfærdig, skævvredet og ensidig”.

 

Hvad angår “død og ødelæggelse i Gaza” glemmer Patriarkerne tilsyneladende, at “Gaza er den base, hvorfra det folkemorderiske angreb mod Israel blev udtænkt, planlagt og udført”. Så hvem er det lige, der er ansvarlig for “død og ødelæggelse”? Ambassadøren spurgte, hvorfor Patriarkerne er så optagede af “denne ondsindede terrorredes velbefindende”, men ikke af de ødelagde israelske lokalsamfund.

 

Ifølge de seneste meningsmålinger støtter et flertal blandt palæstinenserne Hamas’ “væbnede kamp” (terrorisme) mod Israel og dannelsen af væbnede grupper, der skal dræbe israelere. Det er en trist kendsgerning, der giver anledning til at betvivle uskylden hos “almindelige palæstinensere” i Gaza.

 

Hvad angår den humanitære situation, havde ambassadøren denne kommentar:

 

“Mængden af mad og vand overvåges dagligt og ligger over den grænse, der definerer ‘humanitær krise’. Der er også tilstrækkeligt med brændstof og elektricitet til Hamas’ rådighed, men de foretrækker at bruge det til at fortsætte deres terroristiske, kriminelle aktiviteter mod Israel fremfor at imødekomme behovet hos den befolkning, som de hersker over.”

 

Det viser sig, at der er rigeligt med vand, mad, brændstof og medicin i Gaza.

 

Afslutningsvist bemærkede den israelske ambassadør, at Patriarkerne kun nævnte én side ved navn – Israel, og stillede urimelige krav til “den part, der på ondsindet vis blev angrebet”. Hamas nævnes slet ikke, og man får det indtryk, at palæstinenserne ikke har gjort noget forkert. Han konkluderer: “Hvilken skam, især når dette kommer fra repræsentanter for Guds folk.”

 

Schultz’ bestræbelser skete desværre igen for døve ører. Den 24. oktober offentliggjorde Jerusalems latinske patriark, Pierbattista Cardinal Pizzaballa, et “Brev til hele bispedømmet“. Til hans ros erklærede han kortfattet (selv om gerningsmændene stadig ikke nævntes ved navn) at “det, der skete den 7. oktober i det sydlige Israel, er fuldstændig utilladeligt, og vi kan kun fordømme det. Der er ingen grund til en sådan grusomhed.”

 

Pizzaballa gik imidlertid langt længere i sin fordømmelse af tabet af liv og prøvelserne, som “denne nye voldsspiral har bragt til Gaza”, og tilføjede, at det “fortsatte intense bombardement” af Gaza “kun vil forårsage mere død og ødelæggelse, og det vil kun øge hadet og vreden”. For patriarken er det “kun ved at gøre en ende på årtiers besættelse og dens tragiske konsekvenser, såvel som ved at give det palæstinensiske folk et klart og sikkert nationalt perspektiv, at en seriøs fredsproces kan begynde.”

 

Ifølge patriarken er konfliktens rod således ikke Hamas’ vilkårlige nedslagtning af hundreder af familier, herunder kvinder, børn og ældre, men “besættelsen”.

 

Udover disse erklæringers grove uretfærdighed må man undre sig: Hvilken løsning er det helt præcist, at Patriarkerne og Kirkelederne har i tankerne? Deres erklæringer giver anledning til adskillige spørgsmål.

 

For det første: Hvis “besættelsen” er problemet, hvem har så besat Gaza de seneste 18 år?

 

Israel trak ensidigt alle jødiske bosættere ud af Gazastriben i 2005 og overdrog området – fuldstændigt og betingelsesløst – til palæstinenserne i håb om, at de ved at regere selv endelig ville søge en fredelig sameksistens med deres naboer. Flere amerikanske millionærer opkøbte endda 3.000 drivhuse for 14 millioner dollars og overdrog dem til Gazas beboere for at give dem en god start på opbygningen af “Middelhavets Singapore“. Drivhusene blev i løbet af få dage plyndret og ødelagt.

 

Palæstinenserne valgte dernæst, ulykkeligvis for dem og alle andre, Hamas ved deres parlamentsvalg i 2006. Efter en blodig borgerkrig med dets rivaliserende parti Fatah, fik Hamas i juni 2007 fuld kontrol over Gazastriben. Siden da har israelske borgere i det sydlige Israel, såvel som palæstinensere i Gazastriben, levet i terror. En aktuel video viser en kvinde i Gazastriben, der siger: “De bastarder i Hamas”, inden en mand hurtigt holder en hånd over hendes mund. I mellemtiden har Israel, der har nogenlunde samme størrelse som New Jersey (22.000 km2), år efter år været mål for titusinder af dødelige raketangreb affyret fra Gazastriben. Hvis der er et problem med “besættelse” i Gaza, så er besætteren Hamas og ikke Israel.

 

For det andet: Hvad burde Israel gøre? Burde landet glemme sine mere end 1.200 døde og mere end 4.800 sårede, og sine mere end 240 bortførte, acceptere en øjeblikkelig våbenhvile og gå tilbage til hverdagslivet – det vil sige ruste sig til de næste angreb fra Hamas? Burde landet sætte sig til forhandlingsbordet og tale med en jihadistisk fjende, der har svoret at ville ødelægge det? Eller burde det åbne grænsen til Gazastriben, give palæstinenserne frihed til at komme ind i Israel og lade dem komme og gå som de vil, så de kan udføre deres erklærede planer om at gentage angrebene den 7. oktober?

 

For det tredje: Hvorfor er Patriarkerne og Kirkelederne optaget af “besættelsen”, mens de konsekvent ignorerer den skræmmende opildning til vold, der gennemsyrer det palæstinensiske samfund, hvor børn fra en tidlig alder undervises i at hade og dræbe jøder, og terrorister, der gør det, forherliges og hyldes som “martyrer”?

 

Patriarkerne og Kirkeledere ville måske svare, at de ikke åbent kan fordømme Hamas og andre palæstinensiske, jihadistiske grupper, fordi en sådan fordømmelse ville bringe livet i fare for de kristne palæstinensere iblandt dem. Det er fair nok. Det kan imidlertid ikke være en undskyldning for at forfalske fortællingen om konflikten ved hjælp af moralsk ækvivalens eller værre: ved at lægge skylden på Israel som den hovedansvarlige. Disse lederes erklæringer har vægt. De påvirker andre.

 

Patriarkerne og Kirkelederne har fejlet i forhold til at udvise moralsk lederskab og moralsk klarhed i deres reaktion på Hamas’ terror – både nu og tidligere, hvor raketter til stadighed, år efter år, er blevet affyret mod israelske borgere. Det forekommer måske mere passende at favne neutralitet i dag, men disse ledere udbreder falske fortællinger og vildleder andre til at tro på dem.

 

Kirkelederne i Israel og andre skal omhyggeligt vægte deres erklæringer på grund af de kristne palæstinenseres prekære situation, men kristne ledere i andre lande har ikke en sådan undskyldning. I sidste ende er indtagelsen af en position med moralsk ækvivalens i Israel-Hamas-konflikten ikke alene intellektuel doven; den er også amoralsk. Palæstinensiske tab er tragiske, men de er den uundgåelige konsekvens af deres valg af, og fastholdelse på magten af, en folkemorderisk terrorgruppe, der har svoret at udkæmpe en permanent krig mod Israel.

 

Vi bør alle huske Holocaust-overleveren Elie Wiesels ord:

 

“Vi skal altid vælge side. Neutralitet hjælper undertrykkeren, aldrig ofret. Tavshed opmuntrer bødlen, aldrig den torturerede.”

 

I denne krig har kristne – og os alle – en moralsk pligt til at støtte et civiliseret lands kamp mod barbariet. Israel skal udrydde en terrorgruppe, Hamas, lige som vi konfronterede Islamisk Stat. Dernæst må vi alle inddæmme den virkelige bagmand bag sådanne grupper: det folkemorderiske regime i Iran. Der er desværre ikke andre realistiske løsninger, hvis vi ønsker at bevare Vesten.

André Villeneuve er lektor i Det Gamle Testamente og bibelske sprog ved Sacred Heart Major Seminary i Detroit, Michigan. Han er forfatter til “Divine Marriage from Eden to the End of Days” (2021) samt grundlægger og leder af Catholics for Israel.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…