Midt under G7-topmødet proklamerede Rusland sejr i Bakhmut – men det kan tværtimod vise sig at være et alvorligt nederlag for Putin

Yevgeny Prigozhin sammen med Vladimir Putin (Alexei Druzhinin, Sputnik, Kremlin Pool Photo via AP, File)

Midt under det nylige topmøde i Hiroshima proklamerede Rusland, at man var på vej mod sejren i de hårde kampe om den ukrainske by Bakhmut.

 

Ukraines præsident Selenskyj afviste dette. Men i forbindelse med et spørgsmål fra en journalist, opstod der en misforståelse, der fik det til at lyde, som om Selenskyj rent faktisk bekræftede, at den russiske hær var ved at overtage Bakhmut.

 

Det fik øjeblikkelig Rusland, med Vladimir Putin i spidsen, til at proklamere sejr. Forrest i sejrskoret befandt sig lederen af Wagner-lejesoldaterne, Jevgenij Prigozhin

 

Putin lykønskede Wagner-gruppen, der havde været forrest i kampen mod Ukraine, med ”befrielsen” af Bakhmut.

 

Prigozhin sendte en triumferende video ud på nettet. Forvirringen bredte sig i de vestlige rækker.

 

Det resulterede i en mediedækning – også i Danmark – som var én stor rodebutik.

 

Selenskyj dementerede den russiske udlægning. Men han og hans folk var ikke tilstrækkelig præcise i deres udlægning af, hvad der så rent faktisk var sket. Prigozhin skyndte sig til gengæld at proklamere:

 

”I dag, den 20. maj om eftermiddagen klokken 12 blev Bakhmut fuldstændig erobret.”

 

Hurtigt kom der en reaktion fra præsident Putin i Kreml, hvor han lykønskede Wagner-gruppen og den russiske hær med ”befrielsen” af Bakhmut. (Die Welt).

 

Putin og Prighozins vilde overdrivelse af Bakhmuts betydning

Fra Ukraines side gør man det nu klart, at Selenskyj er blevet udlagt forkert. Faktisk bestred den ukrainske præsident, at de russiske styrker havde indtaget Bakhmut.

 

Kendsgerningen er, da også, at ukrainske soldater stadig holder nogle områder i Bakhmut.

 

Men i over en uge har Wagners lejetropper og russiske soldater kontrolleret mere end 90 procent af byen.

 

Den 25. maj vil Wagner-gruppen under Prigozhins ledelse overlade sine stillinger i Bakhmut til den russiske hær for derefter at trække sig ud af kamphandlingerne – efter at have deltaget i ni måneders voldsomme kampe – ofte regulære gadekampe.

 

Prigozhin kan proklamere en form for sejr med kontrollen over mere end 90 procent af Bakhmut, der engang havde 70.000 indbyggere, men nu er en spøgelsesby.

 

Alligevel er den ukrainske ledelse ganske godt tilfreds med situationen. For at sige det lidt brutalt: Udviklingen er gået nogenlunde efter de ukrainske planer.

 

Store russiske tab

Prighozhins lejesoldater har lidt store tab. Mange ordinære russiske soldater har også måttet lade livet.

 

Ifølge Die Welt ligger de skønnede russiske tabstal for kampene omkring Bakhmut på mellem 20.000 og 40.000 mand!

 

En stor del var helt uerfarne rekrutter, der blev brugt af Putin som ”slagtekvæg”, som måtte kæmpe på meget farlige frontafsnit uden den fornødne udrustning.

 

Et skøn lyder på, at Rusland har tabt mellem 20.000 og 40.000 mand alene i Bakhmut. Og det får man kun begrænsede fordele af.

 

Det så sort ud for ukrainerne – men så kom modangrebet

Putin og Prigozhin gør, hvad de kan, for at foregive, at Bakhmut har afgørende betydning for krigens videre forløb. Men det er ikke tilfældet.

 

Det vigtigste for Ukraine har været at spænde ben for et stærkt og samlet russisk angreb mod de større ukrainske byer Kramatorsk og Sloviansk.

 

Ifølge Mykhailo Podolyak, en af Selenskyjs mest centrale rådgivere, er dette lykkedes. Russerne har ikke fået fri bane østover.

 

De russiske styrker gik efter at omringe ukrainerne i Bakhmut. Det lykkedes et godt stykke ad vejen: På et tidspunkt havde ukrainerne kun en smal korridor til at føre deres tropper frem, og den var under vedvarende beskydning.

 

En alvorlig situation for ukrainerne. Den gav anledning til mange bekymringer for, om det nu ville lykkes de russiske styrker at omringe ukrainerne, så Rusland kunne få fri bane mod Kramatorsk og Sloviansk.

 

Men så satte ukrainerne for nogle dage siden modangreb i gang på flankerne mod Nord og Syd. Nogle steder brød de igennem, så russerne måtte flygte (jævnfør en video, som blev bragt i Den Korte Avis).

 

Ukraine har tilsyneladende stadig momentum i dette opgør. Man er på det seneste trængt længere sydpå, og her truer man en del af det russiske forsvarssystem

 

Situationens kerne

Dette er kernen i den situation, som på det eneste har givet anledning til en noget forvirrende mediedækning:

 

Ukrainerne er igen kommet i offensiven. De har spærret russernes vej mod Kramatorsk og Sloviansk, og de har bevæget sig sydpå mod Klishchiivka – et vigtigt led i de russiske forsvarslinjer.

 

Falder den, kommer russerne i alvorlige problemer. De russiske soldater vil så risikere, at det er dem, der ender med at blive omringet.

 

Kampen om Bakhmut er en fase i en langt større kamp.

 

Selve byen Bakhmut, der i dag er reduceret til en rygende ruinhob, er nu bortset fra små lommer på russiske hænder. Men det har slet ikke den betydning for det store militære billede, som Kreml og Prighozhin forsøger at tillægge det.

 

Bakhmut er ikke længere i centrum for det store opgør. Dette opgør flytter sig sydpå og østpå.

 

Foreløbig kan ukrainerne glæde sig over, at de fik vanskeliggjort russernes vej mod Kramatorsk og Sloviansk.

 

Den kommende ukrainske offensiv

Men denne kendsgerning vil snart blive overskygget af det helt store opgør, der udløses, når den bebudede ukrainske forårs-/sommeroffensiv for alvor begynder at rulle.

 

Putins forsøg i Hiroshima på at puste de ukrainske problemer omkring Bakhmut op til et større tilbageslag for Vesten får næppe mange ben at gå på.

 

Bakmuth er et led i krigen om Ukraine, men russernes erobring af Bakhmuts ruiner har ikke den store betydning for krigens videre forløb.

 

Det første store fingerpeg om, hvad vej det bærer, kommer først, når den bebudede ukrainske offensiv, der først blev kaldt en ”forårsoffensiv” og nu snarere bliver en ”sommeroffensiv”, begynder at rulle.

 

Vi ved ikke, hvornår det sker. Vi ved heller ikke, hvor det i første omgang sker.

 

Men man må regne med, at offensiven sætter ind ret hurtigt efter, at jorden er blevet tør og fast nok til det.

 

Det store slag om Krim

Formentlig vil tyngdepunktet i krigen så rykke mod Syd og Sydøst. I retning af Krim og Det Asovske Hav.

 

Hvis Ukraine skulle formå at erobre Krim, vil det være en sejr af en helt anden rækkevidde end den russiske sejr i Bakhmut, som Putin i øjeblikket søger at tale så meget op som muligt.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…