Hvis udlændinge begår forbrydelser, så må man forvente, at de bliver udvist for bestandigt.
Men sådan er det meget langt fra:
Hvorfor får udenlandske forbrydere ofte ikke en udvisningsdom?
Hvorfor idømmes de blot betinget udvisning/advarsler?
Eller de udvises kun i få år, en såkaldt åremålsudvisning?
Hvorfor kommer de på tålt ophold i stedet for at blive sendt hjem?
Disse spørgsmål stilles ofte af mange danskere.
Endnu et spørgsmål kan føjes til: ”Hvorfor hentes forbrydere tilbage til Danmark, efter at det er lykkedes at få dem sendt hjem?”
Svarene findes i de konventioner, som Danmark ved politikerne/embedsmænd med deres underskrift har bebyrdet befolkningen med.
Intet krav om udvisning
Når henses til, at der stort set dagligt begås forbrydelser af migranter, er det helt uforståeligt, hvorfor de ofte ikke udvises.
Hvis Anklagemyndigheden under en retssag ikke automatisk kræver udvisning, kan det have flere årsager, herunder at forbrydelsen mod befolkningen ikke anses for at være grov nok.
Her er nogle meget få eksempler, hvor forbrydelserne ikke ansås at være grove nok.
Pakistaner dømt for grov vold og voldtægt af 4-årig.
Iransk sygeplejerske dømt for voldtægt af patient. https://www.bt.dk/krimi/sygeplejerske-idoemt-to-aars-faengsel-for-voldtaegt-af-patient
Den meget omtalte Gullestrup-sag, hvor en somalier voldtog 10-årig pige.
https://www.dr.dk/ligetil/indland/17-aarig-seks-aars-faengsel-voldtaegt
De betingede udvisninger – nu kaldet advarsler
Det sker dog, at forbrydere får en advarsel om udvisning. De kan imidlertid udstedes ikke så få gange, dvs. hver gang forbryderen idømmes en ny fængselsstraf.
At der udstedes mange advarsler til den samme forbryder, som tilfældet er, viser, at knapt er forbryderen sluppet ud af fængslet, før han er i gang igen.
Det tyder ikke lige netop på taknemmelighed over at få den ene chance efter den anden. Tværtimod synes advarsler at blive opfattet som et svagt retssystem, man nemt kan løbe om hjørner med.
Åremålsudvisninger
Åremålsudvisninger er beordret af Menneskerettighedsdomstolen, som har udvidet udenlandske forbryderes rettigheder. Når EU-medlemslandene først har ladet en kriminel komme ind i landet, vil Domstolen lede efter et hår i suppen, for at forhindre, at forbryderen bliver sendt hjem.
Når henses til den stigende forråelse, udenlandske forbrydere over årene har udsat befolkningerne for – ikke kun i Danmark, men i alle vesteuropæiske lande – er det ubegribeligt for de fleste, at forbryderne ikke bare automatisk udvises for bestandigt, så vi én gang for alle slipper af med dem.
Men med Domstolens hjælp kan de en dag atter frit indrejse til Danmark, hvor de selvfølgelig igen gør tilværelsen utryg og farlig for befolkningen.
Eller er der nogen, der tror, at en forbryder nærer særligt varme følelser over for det land og den befolkning, der er lettet over at være sluppet af med en udenlandsk forbryder? Og at han i taknemmelighed over at have fået en chance mere til at bo i smørhullet, udviser en normal adfærd?
Et par eksempler:
Syrisk forbryder udvist i 6 år, fordi han har samlever og børn i DK. https://domstol.dk/media/121gp0tz/38-2020-anonym.pdf
48-årig mand (”fra København” !!) dømt for bl.a. drabsforsøg, trusler og brandstiftelse. Udvist i 6 år.
Udrejsen til et udrejsecenter
At være på tålt ophold skyldes, at det er forbudt at udvise en forbryder, der hævder, at han i hjemlandet vil blive udsat for en umenneskelig behandling i form af tortur eller lignende overgreb i hjemlandet.
Da Danmark ikke vil risikere, at forbryderen udsættes for lignende overgreb, han har udsat befolkningen for, bliver han henvist til at bo på et udrejsecenter.
Dermed bliver tålt ophold en genial kattelem for udenlandske forbrydere. I udrejsecentrene kan de bo, når de har afsonet den ene del af dommen; den der gælder afsoningen. Den anden del af dommen, nemlig hjemrejsen, effektueres kun, hvis den løsladte forbryder selv vil.
De forbliver derfor i Danmark, og det er næsen lige så godt som at have en opholdstilladelse. De må nemlig ikke være spærret inde, når de har afsonet fængselsdommen, men skal frit have mulighed for at kunne bevæge sig ude i samfundet på trods af de mange protester, der er kommet fra beboere, der bor i Kærshovedgårds nærområde, på grund af tyveri, hærværk og utryghed. For slet ikke at tale om de protester og demonstrationer, der har været de steder, hvor politikerne prøver at finde et nyt sted til de uønskede.
For syns skyld er der vedtaget nogle restriktioner såsom den såkaldte ”meldepligt”, der betyder, at de et givent antal gange ugentlig skal melde sig til politiet, så man ved, hvor de er. Hovedreglen er, at de skal overnatte på centret. Det er dog muligt for en forbryder at aftale overnatning andetsteds.
Som alt andet, der vedtages i Folketinget, tager kriminelle udlændinge ikke regler så højtideligt, da det kun har få – om overhovedet nogen – konsekvenser.
Frem og tilbage er lige langt
I 2022 faldt der omsider dom i Domstolens Storkammer over den udviste, nu tilbagetagne, tyrkiske morder Arif Savran.
Han har været et utroligt dyrt bekendtskab for Danmark, og billigere bliver det ikke fremover.
På et tidspunkt blev han fjernet fra hjemmet. Første kriminalitet i en alder af 16 år. Han fik en mild dom for røveri.
I 2008 begik han et mord ved at smadre en mands hoved med en kølle.
Nedenfor kort om hans sag.
Han blev indsat på psykiatrisk hospital, hvor han de næste år blev undersøgt af flere psykiatere. Sideløbende blev hans udvisningssag behandlet af byretten (2014), som ikke mente, at han skulle udvises og i landsretten (2015), der stadfæstede den tidligere dom om udvisning. Han blev nægtet adgang til at appellere sin sag for Højesteret.
I 2015 blev han erklæret rask nok til at blive sendt til Tyrkiet.
Da de retlige muligheder var udtømt ved de nationale domstole, kunne udvisningssagen anlægges ved et af Menneskerettighedsdomstolens kamre.
Danmark tabte sagen i 2019, idet det var en psykisk syg mand, der var blevet hjemsendt. Kammerets dommere mente ikke, han kunne få det rette behandling i Tyrkiet.
Tidligere udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye ankede sagen til Storkammeret, idet han mente, at med kammerets dom kunne Danmark blive psykiatrisk hospital for hele verden.
På grund af corona, blev sagen først afgjort i 2022, hvor Danmark igen tabte sagen. Den tyrkiske morder skulle tilbage til Danmark.
Storkammerets dom https://hudoc.echr.coe.int/eng?i=001-214330
Tesfaye synes at have fået ret i, at Danmark nu er blevet psykiatrisk hospital for hele verden. For i oktober 2022 ophævede Højesteret udvisningen af en kriminel tyrkisk statsborger, der er dømt for drabsforsøg, selvom han allerede frivilligt var flyttet hjem til Tyrkiet og tilmed oplyste til sin forsvarer, at han har det godt derhjemme. Se også DKA om sagen.
Højesteretsdommen https://domstol.dk/media/3rxdawmg/28-2021-anonym-kendelse.pdf
Hvorfor er vi ikke længere herre i eget hus?
Konventionerne, der underskrives af Danmark lige så hurtigt, som FN kan udspy dem, er grundlaget for de domme, der afsiges over udlændinge.
Det blev endnu værre, da Menneskerettighedskonventionen i 1992 blev implementeret i dansk ret. Det betød, at de nationale domstole er forpligtet til i enhver sag at forholde sig til konventionen. Den skal overholdes til punkt og prikke.
Selv om en konvention ikke er implementeret i dansk ret, skal den alligevel overholdes, for ellers forbryder Danmark sig mod ”Danmarks internationale forpligtelser” – ikke at forveksle med Danmarks nationale forpligtelser, hvis sådanne overhovedet eksisterer.
I 2006 kritiserede FN Folketingets vedtagne udvisningregler, for flygtninge må ikke sidestilles med andre udlændinge og udvises, medmindre forbrydelsen er meget grov. Hvad der er en grov forbrydelse, er et skøn, og det er tydeligt, at dét, som befolkningen anser for groft, ikke regnes for særligt betydeligt på de bonede gulve.
Igen i 2022 blev Danmark kritiseret af UNHCR på grund af et forslag om en lovændring af udvisningsreglerne.
Kritik af Menneskerettighedsdomstolen
Vi er i godt selskab, når også nogle af landets bedste jurister kritiserer Menneskerettighedsdomstolen, herunder professor Ph.d. Jens Elo Rytter.
Det samme gør fhv. højesteretspræsident, professor Børge Dahl, der har udtalt sig kritisk om den dynamiske Menneskerettighedsdomstol: ”Skal menneskerettigheder udvikles af politikere eller dommere?”
Professor i strafferet på Aarhus Universitet, Gorm Toftegaard Nielsen, udtaler, at ”Domstolen tager magten fra parlamenterne, fordi den efter min mening misforstår sin opgave.”
Juraprofessor Mads Bryde Andersen er enig i, at domstolen underminerer demokratiet. Også når det gælder miljøet, krigens love og arbejdsmarkedsret, og ifølge direktøren i tænketanken Justitia, Jacob Mchangama, har domstolen af egen drift bevæget sig ind på nye områder.
Højesteretspræsident Jens Peter Christensen udtaler: ”Det er karakteristisk for Menneskerettighedsdomstolen, at dommerne på grundlag af abstrakte principper i betydeligt omfang selv fastlægger de regler, de synes, skal gælde.
Min ikke-juridiske opfattelse af Menneskerettighedsdomstolen er, at den asfalterer vejen, mens den kører.
Links:
Danmarks internationale forpligtelser
Menneskerettighedsdomstolen incl. Tillægsprotokoller https://www.echr.coe.int/Documents/Convention_DAN.pdf
Flygtningekonventionen https://www.retsinformation.dk/eli/ltc/1954/55
