|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Det er nok ikke helt ukendt, at det stort set er umuligt at slippe af med kriminelle udlændinge, når først de er kommet ind over vores grænse.
Selv ikke de mest brutale udlændinge er til at slippe af med, end ikke når de dømmes til udvisning.
Efter at have været hele vejen igennem retssystemet, kan de kriminelle klage over udvisningsdommen til Menneskerettighedsdomstolen. Får de ikke medhold dér og stadig nægter at rejse hjem, kommer de på såkaldt tålt ophold i et åbent center. Det er næsten lige så godt som en opholdstilladelse, for der er rig mulighed for at fortsætte det liv, der i første omgang førte til udvisningsdommen.
Der er altid en ny mulighed
Men at der er andre muligheder for med næb og klør at hage sig fast i Danmark (og måske også i andre lande i EU) og derefter få ophævet sin udvisningsdom og forbuddet mod indrejse, er nok mere ukendt.
Der var derfor nok mange, der ikke troede deres egne øjne, da de den 1. oktober kunne læse i DKA, at udvisningsdømte efterfølgende kan få asyl eller opholdstilladelse/statsborgerskab i et andet EU-land (og dermed blive unionsborger). Uanset dette, eksisterer forbuddet mod indrejse i Danmark dog stadig.
Den forhindring må altså lige fixes, så den kriminelle igen har adgang til Danmark. Kommer råd, kommer dåd. Så heldigvis for de kriminelle er der altid en regel eller en konvention, der kan anvendes til at komme dem til hjælp.
De kriminelle udvisningsdømte
På trods af et helt arsenal af konventioner, der alle beskytter kriminelle, uanset hvor grove deres forbrydelser er, nævner ingen af konventionerne, at EU-landene er forpligtede til at ødelægge deres eget land ved at fylde det op med kriminelle fra alverdens lande.
Men at det ikke står sort på hvidt betyder ikke, at det ikke foregår i praksis. En klage til Menneskerettighedsdomstolen (EMD) er oftest for de kriminelle så viseligt indrettet, at selv det, der ikke er nedfældet i konventionerne, gælder i praksis. At det kan lade sig gøre skyldes, at EMD er dynamisk/aktivistisk, så der dømmes helt uafhængigt af konventionerne. Se DKA her.
Hvem omstøder domstolenes afgørelser?
På trods af, at kriminelle er dømt – af en domstol – til udvisning, mener en styrelse (Udlændingestyrelsen), at de alligevel godt kan have behov for beskyttelse.
Jamen, hvis vi ikke kan slippe af med dem, så er beskyttelse vel lige netop det, tålt ophold giver dem?
Det mener Udlændingestyrelsen så åbenbart ikke. Styrelsen henviser til konventionerne. Men det har domstolene jo allerede gjort, inden en udvisningsdom blev afsagt. De har nøje gransket de samme konventioner.
Men hvordan kan det lade sig gøre for en styrelse at tilsidesætte en domstols afgørelse?
En absurd praksis
DF mener, at ”det er en absurd praksis, der foregår udenom domstolene. Fordi Udlændingestyrelsen på ny vurderer, at de konkrete mennesker har et beskyttelsesbehov, der retfærdiggør fornyet flygtningestatus. På trods af udvisningen.”
DF stillede derfor følgende Spørgsmål nr. 234 til udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek. Spørgsmålet vedrører konventionsflygtninge.
”Vil ministeren redegøre for, hvor mange gange de seneste 10 år, at Udlændingestyrelsen på trods af domstolenes afgørelse om udvisning af en udvisningsdømt kriminel udlænding alligevel har meddelt ny opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 om asyl, under henvisning til, at der ikke var proportionalitet mellem begåede forbrydelser og udelukkelsen fra beskyttelse efter reglerne i udlændingeloven på grund af hensynet til Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, og vil ministeren kommentere på, om ikke domstolene allerede har foretaget denne proportionalitetsafvejning i spørgsmålet, som Udlændingestyrelsen trodser?”
Ministeren besvarede spørgsmål 234 bl.a. således:
”For så vidt angår konventionsflygtninge skal afvejningen heraf foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, hvilket indebærer, at en konventionsflygtning alene kan udelukkes fra opholdstilladelse og henvises til tålt ophold, hvis den pågældende må anses for en fare for landets sikkerhed, eller efter endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet. Der lægges i den forbindelse bl.a. vægt på arten og grovheden af den begåede kriminalitet, ligesom gentagelsestilfælde vil kunne have betydning.
I forhold til spørgsmålet om, hvorvidt domstolene ikke allerede har foretaget en proportionalitetsvurdering af den begåede forbrydelse og udelukkelse fra beskyttelse, skal der henvises til, at som følge af kompetencefordelingen mellem domstolene og udlændingemyndighederne, tilkommer det Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet at tage stilling til forhold om asyl, herunder i henhold til flygtningekonventionens bestemmelser. Det er således ikke den samme proportionalitetsvurdering, der foretages af domstolene og udlændingemyndighederne.”
Yderligere omstødelser
Udvisningsdømte kriminelle tager ikke altid tilbage til deres hjemland, men forsøger at få ophold i et andet EU-land (som i de to sager nedenfor: Sverige og Holland).
Men da udvisningsdømte ikke må indrejse i Danmark i det antal år, de er udvist, ansøger de om at få ophævet indrejseforbuddet.
Så også her træder Udlændingestyrelsen hjælpende til.
Den 7. oktober 2020 stillede Morten Messerschmidt(DF) følgende Spørgsmål:
”Hvad er ministerens holdning til, at udlændinge, der er blevet udvist af Danmark for bestandigt, fordi de har begået hård kriminalitet, kan få ophævet indrejseforbuddet, hvis de har opnået statsborgerskab i et andet EU-land, og vil ministeren oplyse, hvor mange udlændinge, der er udvist for bestandigt, som de seneste ti år alligevel har fået ophævet deres indrejseforbud af Udlændingestyrelsen, fordi de har opnået statsborgerskab i et EU-land?”
”Konkret er spørgeren blevet forevist to sager, hvor en for bestandigt af Danmark udvist udlænding atter har fået indrejse, idet vedkommende eksempelvis i Sverige eller Holland har modtaget nyt pas.”
Sag 1:
X blev ved Østre Landsrets dom i 1990 idømt 3 års fængsel for overtrædelse af straffelovens § 191 (euforiserende stoffer – min anm.), samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Den 11. april 2013 ophævede Udlændingestyrelsen indrejseforbuddet efter udlændingelovens 32, stk. 7. Udlændingestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at X i 1998 var blevet svensk statsborger, og X siden sin udvisning ikke havde begået kriminalitet relateret til euforiserende stoffer. En opretholdelse af indrejseforbuddet var dermed ikke proportionelt i forhold til X’s personlige og familiemæssige forhold, sammenholdt med baggrunden for udvisningen, jf. herved EU-opholdsbekendtgørelsens § 38 (gælder unionsborgere – min anm.).
Sag 2:
Y blev ved Højesteret idømt fængsel i 5 år for overtrædelse af straffelovens § 288 (røveri – min.anm.), samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.
Den 11. oktober 2016 ophævede Udlændingestyrelsen indrejseforbuddet efter § 32, stk. 8. Udlændingestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at Y havde fået hollandsk statsborgerskab, samt fået to børn, som var født i Holland. En opretholdelse af indrejseforbuddet var dermed ikke proportionelt i forhold til EU-reglerne, jf. herved EU-opholdsbekendtgørelsens § 38.
Det vil sige, at dybt kriminelle, der er udvist for bestandigt, blot tager til et andet EU-land, søger asyl eller avler børn, får opholdstilladelse og derefter statsborgerskab. Voila! Forbryderen er nu såkaldt unionsborger, og opfattelsen er, at det ikke er proportionalt ikke at lade forbryderen indrejse eller rejse igennem Danmark.
Hvis man mener, at det er svært at slippe af med kriminelle udlændinge, bliver det stort set helt umuligt, når det drejer sig om en unionsborger. At være unionsborger er næsten lige så godt som at have statsborgerskab i samtlige EU-lande. Den kriminelle skal nemlig være til fare for en stats sikkerhed for at kunne smides ud.
Faren for befolkningen synes at være uden betydning.
Den 2. november 2020 svarede daværende udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye bl.a. (scroll ned til besvarelsens pkt. 2):
”Efter Udlændingestyrelsens praksis kan et indrejseforbud ophæves efter udlændingelovens § 32, stk. 7, hvis en opretholdelse af indrejseforbuddet ikke længere kan anses for at være proportional.
Udlændingestyrelsen kan derudover oplyse, at det kun er udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne om fri bevægelighed, der kan ansøge om ophævelse af et indrejseforbud meddelt for bestandig.”
Under pkt. 3 oplyses det endvidere, at fra 1. januar 2011 til 14. oktober 2020 har tre personer, der var udvist for bestandigt, fået deres indrejseforbud ophævet. To af disse havde opnået statsborgerskab i et andet EU-EØÆ land. Den tredje var tredjelandsstatsborger omfattet af EU-reglerne om sekundær bevægelighed på tidspunktet for afgørelsen om ophævelse…
Endelig oplyses det, at Udlændingestyrelsen har truffet afgørelse om afslag på ophævelse af indrejseforbud i elleve tilfælde.
Konsekvent linje over for asylansøgere
Allerede i 2017 fremkom Dansk Folkeparti med forslag til folketingsbeslutning om en konsekvent linje over for asylansøgere, der begår kriminalitet i Danmark.
”Med forslaget pålægges regeringen inden udgangen af nuværende folketingsår at fremsætte de nødvendige lovforslag og foretage de nødvendige administrative ændringer, som muliggør en konsekvent linje over for asylansøgere, der begår kriminalitet i Danmark. Forslaget indebærer dels et stop for asylansøgeres sagsbehandling ved begået kriminalitet, dels udvidede muligheder for administrative udvisninger, så flere udlændinge, end hvad udlændingelovens § 25 a i dag foreskriver, kan udvises uden domsprøvelse. Desuden indebærer forslaget, at mulighederne for administrativ frihedsberøvelse udvides, så kriminelle asylansøgere indsættes med udgangsforbud i særlige afdelinger i eksisterende asylcentre.”
Forslaget blev forkastet. For stemte 22 (DF), imod stemte 81 (S, V, EL, LA, ALT, RV, SF og KF), hverken for eller imod stemte 0.
Asylansøgere overfalder næsten dagligt befolkningen, både børn og voksne. Ingen, hverken venstrefløjen eller Venstre og Liberal Alliance, kan være uvidende om dette. Alligevel er det helt uden konsekvenser.
Menneskerettighedskonventionen
Ifølge Menneskerettighedskonventionens artikel 3 må ingen underkastes tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling. Dette gælder ikke kun inden for det enkelte lands grænser. Beskyttelsen har eksterritorial virkning, hvilket bl.a. indebærer, at medlemsstaterne ikke kan udsende en person til et land, hvor der måtte være risiko for, at vedkommende bliver udsat for eller videresendt til behandling i strid med artiklen. Dette sætter en effektiv bom for hjemsendelse af en forbryder.
Og som en krølle på halen, er beskyttelsen absolut og uden relation til personens opførsel og strækker sig endog så vidt, at vedkommende skal beskyttes, selv om denne anses at udgøre en alvorlig trussel mod værtsstatens sikkerhed (min fremhævelse).
Som det ses er kriminalitet et valg med stor belønning og lav risiko.
Udvisningens længde
Flere læsere har undret sig over, at udvisningsdømte kriminelle kun formenes adgang til Danmark i en vis årrække.
Udlændingelovens § 33, stk. 4, pkt. 1-10 giver svar på spørgsmålet.
