Kredse i USA og Europa begyndte endnu engang at så tvivl om Ukraines mulighed for at vinde – så bragede en ukrainsk offensiv igennem

Ukraine vinder frem ved fronten og sender droner, der rammer mål i Rusland
Getting your Trinity Audio player ready...

Ukrainerne har ikke bare skullet kæmpe mod russerne. De har også skullet kæmpe mod de kredse i Vesten, der har presset på for, at ukrainerne viste imødekommenhed over for de russiske krav.

 

Disse kredse har nu et forklaringsproblem.

 

I de seneste dage har de ukrainske styrker skabt bemærkelsesværdige fremskridt.

 

De er brudt igennem den centrale russiske forsvarslinje i Zaporizhzhia.

 

Denne såkaldte Surovikin-linje, opkaldt efter en nu afsat russisk general, gjorde brug af store spærringer af pyramideformede betonklodser (”dragetænder”) og dybe grave, der var ekstremt vanskelige at forcere for panserstyrker.

 

Men ukrainerne fandt en metode til at overvinde disse ”dragetænder”: De bevægede simpelt hen uden om dem i mindre enheder – i mange tilfælde til fods! ”Dragetænderne” blev overvundet af snilde, og russerne blev ramt af rådvildhed.

 

Således blev den lille by Robotyne erobret efter hårde kampe. Det er et første skridt for ukrainerne. Næste skridt er byen Orikhiv, som ligger ved en vej, der udgør en vigtig forbindelse til transportknudepunktet Tokmak.

 

Nu bevæger de ukrainske tropper sig mod sydøst – deres næste mål synes at være endnu en mindre mellemstation, kaldet Verbove, der ligger lidt øst for Robotyne.

 

Russerne må hente hjælp udefra

Tænketanken Institute for the Study of War (ISW) støtter denne vurdering på satellitbilleder. Denne udvikling har tilsyneladende tvunget de russiske styrker til at sætte en af deres eliteenheder ind for at bremse den ukrainske fremrykning.

 

Men denne eliteenhed har man måttet hente fra Luhansk-regionen, hvilket afspejler presset på de russiske styrker i området. Dette er tilsyneladende udtryk for, at de russiske styrkers kapacitet er ved at blive forringet.

 

ISW skriver, at satellitbilleder synes at bekræfte, at de ukrainske styrker bevæger sig fremad. For at bremse denne udvikling har Rusland overført elitesoldater til området.

 

Tokmak er nemlig en vigtig lokalitet. Den er et transportknudepunkt.

 

Der er tale om seje kampe. Men det er en opmuntring for Ukraine, at man har opnået et gennembrud i de russiske linjer.

 

Foreløbig udvikler denne landkrig sig kun meget langsomt. Men ukrainerne har fået slået huller i de massive forsvarsværker, som russerne har etableret. Robotyne og Verbove er krisetegn for russerne.

 

Dronekrig

Og nu forstærker de ukrainske styrker i den grad deres tryk. Det sker først og fremmest med ét våben: droner.

 

Ukraine har gennemført det største droneangreb, som russerne har oplevet mod deres eget territorium, siden Putin invaderede Ukraine.

 

Tidligt onsdag blev seks russiske regioner, herunder Moskva, udsat for ukrainske droneangreb.

 

I byen Pskov tæt på den russiske grænse til Estland lykkedes det endda ukrainerne at beskadige en række russiske transportfly ved hjælp af droner.

 

Samtidig blev Kiev ramt af, hvad de ukrainske myndigheder kalder ”massive russiske angreb”, der kostede i hvert fald to mennesker livet.

 

Dette er ikke uvant for ukrainerne. Men det er usædvanligt, at ukrainerne har formået at rette så kraftige droneangreb den anden vej, mod russiske mål. Ukrainerne taler selv om ”massive” bombardementer.

 

Efter disse luftangreb var alle fire lufthavne i Moskva for en tid nødt til at indstille deres flyvninger.

 

Krigen kommer ind på livet af almindelige russere

For Ukraine er et vigtigt mål med disse droneangreb at svække almindelige russeres støtte til krigen. Pludselig må russere frygte for selv at blive ramt, samtidig med at droneangrebene skaber alvorlige afbræk i deres dagligdag.

 

Dermed bliver krigen i den grad sat på almindelige russeres dagsorden.

 

Disse langdistance-droneangreb mod russiske mål får en mere og mere fremtrædende plads i den ukrainske krigsførelse. Det siger generalløjtnant Ben Hodges, tidligere øverstkommanderende for de amerikanske styrker i Europa. (Newsweek)

 

Hodges ser disse droneangreb mod russiske byer som en del af den modoffensiv, som ukrainerne er i gang med i det sydøstlige Ukraine. Man angriber i stigende grad bag de russiske linjer.

 

Den Korte Avis har således omtalt nylige spektakulære ukrainske angreb mod centrale mål på Krim – kommandoaktioner bag de russiske linjer, der blandt andet har ødelagt et vigtigt russisk radarsystem.

 

Sådanne angreb gør meget ondt på det russiske regime, for hvem det er fuldstændig afgørende at bevare russisk kontrol med Krim. De svækker forsvaret af Krim, og de svækker den russiske kampmoral.

 

Denne kampmoral blandt de russiske soldater er i forvejen blevet mere og mere skrøbelig i takt med, at nye og uprøvede kræfter bliver indrulleret i hæren.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…