Stor forskel på Foghs og Løkkes holdning til Kina

Getting your Trinity Audio player ready...

”Jeg vil give det råd til alle virksomheder, der i dag har aktiviteter i Kina, at de gradvist begynder at trække sig ud og begynder at placere deres aktiviteter i andre lande i Asien.”

 

Sådan sagde tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen 20. januar 2023 i Berlingske.

 

Anders Fogh er ikke alene – EU ser Kina som ”systemisk rival”, og frustrationerne over Riget i Midten er vokset betydeligt – især over landets aggressive, stærkt centraliserede industristrategi med opkøb af europæiske virksomheder inden for nøgleindustrier, mens det kinesiske marked fortsat er relativt lukket land. Og over landets manglende reformer, unfair handelspolitik, industrispionage og over Kinas voksende politiske og økonomiske indflydelse i Europa.

 

Systemisk rival

EU-Kommissionen beskriver Kina som en ”systemisk rival”, der ”promoverer en alternativ styreform” – et signal om, at europæiske nationer ikke længere ser på Kina som en venligsindet partner. Og samtidig har Kommissionen anklaget Beijing for unfair behandling af europæiske virksomheder og for desuden at føre en investeringsstrategi, som underminerer retsstatsprincipper.

 

Disse advarsler burde Lars Løkke Rasmussen have lyttet til under udarbejdelsen af den nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi 2023, i stedet for lirum-larum om at ”Kina har samtidig et grundlæggende ønske om at ændre dele af de internationale spilleregler og standarder.”

 

Socialdemokraternes fascination af Kina

Forklaringen er måske, at de socialdemokratiske kustoder endnu ikke har opgivet fascinationen af Kina. I Berlingske den 21. marts 2023 beskriver Mogens Lykketoft i begejstrede vendinger, den ”sensationelle” fremgang i Kina, som både hans nuværende hustru og han selv med egne øjne har iagttaget.

 

USA er den store satan, og Lykketoft kritiserer USA for at føre an i en voldsom ændring af Vestens holdning til Kina med handelskrig og ”covid-bashingen”.

 

Ifølge Lykketoft må USA forstå, at både Kina og Europa ønsker at bevare væsentlige dele af vores store økonomiske samkvem. Ikke et ord om Kinas manglende efterlevelse af internationale spilleregler, intet om menneskerettigheder i Kina, intet om undertrykkelsen af uighurer og tibetanere og slet intet om Kinas overgreb på Hong Kong.

 

USA har taget kampen op

Realiteten er, at Kina har snydt og stjålet og kopieret i årtier, har købt sig ind i vestlig infrastruktur og bruger sin magt til at true og straffe lande, som vover at støtte demokratikræfter i Hongkong og Taiwan.

 

USA har siden 2018 ført an i opgøret med Kina. Den 1. august 2019 annoncerede USA en straftold på ti pct. på kinesiske varer for ca. 300 mia. dollar fra 1. september. De kinesiske myndigheder svarede igen ved at suspenderet indkøb af amerikanske landbrugsprodukter.

 

Ved at lægge told på en lang række varer har USA fuldstændig ignoreret erhvervslivets og EU’s bekymringer for at konfrontationen med Kina kan udløse en bølge af protektionisme, som kan blive gnisten til en ny global krise, som det bekymret har lydt.

 

Hundreder af vestlige firmaer har siden forladt Kina eller er på vej ud.

 

Danmark lurepasser

Hvorfor lurepasser Lars Løkke Rasmussen i forhold til Kina? Ét er spionage og cyber security, men alle danske firmaer, med blot perifer berøring af det kinesiske marked, kan bekræfte berettigelsen af den amerikanske kritik af Kinas ageren på de globale markeder.

 

Selvom det fejlagtigt påstås, at det var præsident Donald Trump, der startede handelskrigen med Kina, har Demokraterne og præsident Biden fortsat linjen.

 

Selvom Kina blev medlem af WTO i 2001, afholdt det ikke Peking fra i årevis at føre økonomisk krig mod USA og andre Vesteuropæiske lande, stjæle intellektuelle rettigheder, tvinge udenlandske firmaer, der ville gøre forretninger i Kina, til at overføre teknologi, og statssubsidieret kinesiske firmaer i unfair konkurrence med amerikanske og andre udenlandske virksomheder.

 

Alle danske virksomheder, der har prøvet at handle i Kina, kan bekræfte hvad daværende præsident Trumps højre hånd i handelsspørgsmål, Peter Navarro, Director of Trade and Manufacturing Policy, argumenterede for i de amerikanske handelsforhandlinger:

 

”Frihandel uden toldsatser kunne være relevant i en ideel verden med fri konkurrence på lige vilkår. Verden er imidlertid ikke ideel. I konkurrencen med Kina og visse andre lande, er USA og EU-landene oppe mod industrispionage, regulært snyd og bedrag, kopiering, plagiering og tyveri af intellektuel ejendomsret, urimelige vilkår om overførsel af teknologi, statskapitalisme og virksomheder, der dumper markeder med regeringsfinansiering i ryggen samt udbredte valutamanipulationer.”

 

Hvorfor tøver Danmark? Hvad kan vi opnå ved at holde os ”neutrale” i den krig, der foregår og som også påvirker dansk økonomi?

 

Kinesisk verdensherredømme

Kina vil have større indflydelse og arbejder målrettet på at ændre dele af den internationale orden til egen fordel. Det multilaterale system i handelsorganisationen WTO er i realiteten allerede opløst og erstattet af et system, hvor den stærkes ret hersker i bilaterale konfrontationer.

 

Præsident Xi Jinping, som siden sin indsættelse i 2013 konstant har strammet kommunistpartiets kontrol med landets 1,4 milliard indbyggere, fremlagde allerede på partikongressen i 2017 partiets plan for den fremtidige udvikling af Kina. Planen, der har overskriften ”Den kinesiske Drøm”, er i realiteten kommunistpartiets strategi for intet mindre end et kinesisk verdensherredømme, der skal være nået i 2049 -hundrede års jubilæet for Folkerepublikken Kina.

 

På kortere sigt fremgår det af ”Made in China 2025”-strategien, at det erklærede mål er, at Kina allerede om få år skal være den dominerende globale aktør inden for 10 strategiske industrier. Inden 2030 vil de overhale USA som verdens største økonomi, lyder vurderingen fra flere eksperter ifølge Bloomberg.

 

”Belt and Road Initiative”

Som led i målsætningen om verdensherredømmet har CCP igangsat det grandiose handels- og udenrigspolitiske projekt – ”Belt and Road Initiative”, eller “Den nye Silkevej”, hvor Kina i de kommende år vil bruge 9500 milliarder kroner på at skabe transportkorridorer med et omfattende netværk af moderne jernbanenet og infrastruktur fra Asien til Europa, som vil passere igennem så mange lande, der ikke har adgang til havet, og som derfor vil blive økonomisk afhængige af Kina.

 

Silkevejsprojektet bliver ofte fremstillet som et infrastrukturprojekt i kinesiske nabolande, men det er meget mere end det: Ifølge kinesiske statsmedier har Kina allerede indgået samarbejdsaftaler med omkring 130 lande og investeret mere end 600 milliarder kroner i tusindvis af projekter.

 

Silkevejen består af fem dele, hvoraf investeringer i infrastruktur blot udgør den ene. De andre tæller politisk koordinering, handel, finansiel integration og mellemfolkelig udveksling.

 

I forlængelse af investeringer, billige lån og udviklingsbistand følger handelsaftaler, fælles industrielle standarder for transport, energi og digitale netværk, sikkerhedssamarbejde om teknologi og overvågning, studiestipendier og akademiske udvekslinger, medietræning og meget mere.

 

Samlet er Silkevejen udtryk for kommunistpartiets vision om verdensherredømmet, hvor hovedparten af verdens lande bliver knyttet tættere til og gøres mere afhængige af Kina end i dag.

 

EU bekymret

EU har ytret bekymring vedrørende silkevejsprojekter, der er blevet beskrevet som gældsfælder, og hvor der har været manglende respekt for arbejderes rettigheder, det har haltet med miljøhensyn, og projekterne har i det hele taget manglet transparens.

 

Kina arbejder således målrettet blandt andet gennem Belt and Road-infrastrukturprojekter på at opnå indflydelse i EU’s udsatte nabolande i Østeuropa og på Vestbalkan med tilbud om investeringer og samarbejde.

 

Danmarks tvetydige holdning til Kina

Ifølge regeringens Udenrigspolitiske strategi er Kina en uomgængelig global politisk og økonomisk faktor og desuden verdens største udleder af drivhusgasser. Ifølge Lars Løkke Rasmussen tilsiger det, at Danmark skal samarbejde med Kina, ”hvor det er i vores interesse”.

 

Vi bliver nødt at gå en balancegang. På den ene side skal vi ikke være strategisk afhængige af Kina eller glemme risiciene ved at være på det kinesiske marked. På den anden side er det ifølge Lars Løkke Rasmussen heller ikke i Danmarks eller EU’s interesse at afkoble os fra Kina eller underkende vækstpotentialet for dansk eksport.

 

Dermed advokerer den danske regering fortsat for kordiale forbindelser med Kina, fordi det forekommer at være den lønsomme position.

 

Danmarks fedteri for Kina

Danmark var et af de første lande til at anerkende Folkerepublikken Kina. Det skete allerede den 9. januar 1950, kun godt to måneder efter, at folkerepublikken var blevet udråbt den 31. oktober 1949, mens nationalisterne som tabere i borgerkrigen mod kommunisterne havde slået sig ned på Taiwan. Øen Taiwan havde frem til 1945 været en japansk koloni siden 1895, men før da var den en del af det kinesiske kejserrige.

 

Efter alt at dømme var den tidlige danske anerkendelse af folkerepublikken et forsøg på at beskytte Østasiatisk Kompagnis store handel og mange ejendomme i Kina, hvilket også langt hen ad vejen lykkedes.

 

Enhver kan på Udenrigsministeriets hjemmeside konstatere, at Danmarks officielle forhold til Kina i ekstrem grad stadig er præget af fedteri og den traditionelle danske underdanige respekt for Kina. Ingensinde glemmes det, at Kina er Danmarks 6. vigtigste eksportmarked, og kollisionen med danske normer nedtones systematisk.

 

Det gælder i forhold til menneskerettigheder i Kina, Tibetsagen, håndteringen af Tibet og Dalai Lama, undertrykkelsen af Østturkestans uyghurer, Kinas overgreb på Hong Kong og Kinas håndtering af corona-pandemien. Underdanigheden kommer også til udtryk i et uklædeligt sleskeri omkring de kinesiske Panda-bjørne i Københavns ZOO.

 

Samarbejdsaftaler

Allerede i 1985 og 1986 indgik daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen overenskomster med Kina om investeringsbeskyttelse, teknisk- og videnskabeligt samarbejde bl.a. indenfor husdyrbrug og et program om medicinsk-biologisk samarbejde.

 

Massakren på Den Himmelske Fredsplads i Beijing – den blodige nedkæmpelse af studenteroprøret på Tiananmen-pladsen den 4. juni 1989 – satte for en tid stop for fraterniseringen med Kina.

 

Fra begyndelsen af 1990’erne blev den aktive danske Kina-politik genoptaget med fuld styrke med talrige danske ministerbesøg i Kina og kinesiske delegationer i Danmark.

 

Anders Fogh Rasmussen indleder partnerskab

Anders Fogh Rasmussen var i 2004 ledsaget af en større erhvervsdelegation på officielt besøg i Kina, hvor forarbejdet til et omfattende strategisk partnerskab (Comprehensive Strategic Partnership) mellem Danmark og Kina blev gjort.

 

Mens Anders Fogh Rasmussen var statsminister, blev aftalen formelt indgået i 2008. Aftalen udgør rammen om samarbejdet mellem Danmark og Kina og fokuserer på de områder, hvor Danmark og Kina er enige om at intensivere samarbejdet.

 

Anders Fogh Rasmussen har siden erkendt, at aftalen blev indgået dels af hensyn til økonomien og dels af politiske grunde: Med aftalen sendte Danmark et signal om at man bakkede op om ledelsen i Beijing og dens bestræbelser på at åbne landet.

 

”Vi håbede på, at kineserne ville blive ved med at åbne deres økonomi og også gradvist ville åbne sig politisk. Det troede jeg også selv på” har Anders Fogh Rasmussen udtalt i et interview med Berlingske Tidende i august 2020.

 

Når Fanden bliver gammel…

Anders Fogh Rasmussen indser nu – mere end 40 år efter begivenhederne på Tiananmen-pladsen den 4. juni 1989 – at Danmark skal gøre op med det strategiske partnerskab med Kina, som han selv var med til at sætte i søen.

 

Han indrømmer, at han som statsminister tog fejl af Kina – men et ”moralsk svigt” vil han ikke tage på sig: ”Vi håbede på, at kineserne ville blive ved med at åbne deres økonomi og også gradvist ville åbne sig politisk. Det troede jeg også selv på.”

 

Dansk-kinesisk arbejdsprogram 2017-2020

I 2015 – 65-året for dansk-kinesiske diplomatiske relationer – nåede fedteriet overfor Kina under S-SF-RV-regeringen hidtil usete højder.

 

Med afsæt i det omfattende strategiske samarbejde med Kina, lancerede Danmark og Folkerepublikken Kina i 2017 et fælles arbejdsprogram for myndighedssamarbejdet.

 

Det aktuelle fælles arbejdsprogram mellem Danmark og Kina kan downloades her. 

 

Arbejdsprogrammet indeholder konkrete aftaler om samarbejde, der involverer 80 danske og kinesiske myndigheder.

 

Forlængelse af programmet?

Den næste fase af arbejdsprogrammet skulle efter planerne have været lanceret allerede i 2020 i forbindelse med markeringen af 70 året for diplomatiske relationer mellem Folkerepublikken Kina og Danmark, men Danmark og Kina forhandler stadig om fornyelsen af arbejdsprogrammet under den strategiske samarbejdsaftale fra 2008.

 

Den officielle danske holdning til Kina er stadig præget af pragmatisme. På den ene side anerkender vi, at Taiwan er en del af et samlet Kina, mens vi på den anden side konstaterer at Taiwan – endnu – har selvstyre.

 

Vi vil også helst tro på, at Kina overhovedet ikke kunne finde på militært at forsøge at ændre denne status quo, så længe Taiwan forholder sig i ro og ikke insisterer på at blive anerkendt af det internationaler samfund som en selvstændig stat.

 

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen udtrykker denne praktiske holdning, når han pointerer, at ”Danmark har et godt handelssamarbejde med Taiwan, samtidig med at vores et-Kina-politik ligger fast.”

 

Det burde være overflødigt at gøre opmærksom på, at vi for ikke længe siden havde en tilsvarende pragmatisk tilgang til regimet i Moskva.

 

Men nu vil udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen have aftalen fornyet, og det kan formentlig ske i løbet af i år.

 

”Det er vi i god dialog med kineserne om. Vi ønsker at have et godt forhold til Kina. Det er meget, meget vigtigt, at vi ikke bevæger os fra den ene grøft til den anden”, siger Lars Løkke Rasmussen.

 

Udmeldingen kom midt under den årlige sikkerhedspolitiske konference i München, hvor Kina og risikoen ved den vestlige verdens afhængighed af Kina var et brandvarmt emne, der ulmede lige under det store fokus på krigen i Ukraine.

 

Og der bliver da ifølge Lars Løkke Rasmussen heller ikke tale om en simpel aftale om forlængelse af det strategiske partnerskab.

 

”Det er klart, at aftalen får et andet fokus. Den skal være mere præcis og mindre bred i sit sigte end den nuværende. For nu at være helt åben om det. Men vi er i god og kontinuerlig dialog med kineserne. Vi skal ikke de koble Kina. Vi skal finde en samarbejdsramme, som holder Danmark og Kina tæt på hinanden. Det har vi også en interesse i. Kina er verdens største land målt i købekraft – fire gange større end USA og tre gange større end Europa, og Kina står for 30 procent af det globale CO2-udslip”, har udenrigsministeren forklaret den uvidende danske befolkning.

 

Tvetydigt diplomati og virksomhederne skal blive

Udenrigsministeren frygter ikke, at en fornyet strategisk samarbejdsaftale vil stille Danmark i et dårligt lys.

 

”Aftalen med Kina skal dømmes på sit indhold og ikke sin overskrift. Den nye aftale kommer til at se anderledes ud end den gamle, men jeg kommer ikke til at stå og forhandle det i Politiken. Det skal forhandles med kineserne”.

 

”Og ja, det her rummer også delikate ting, men det forhandler vi med Kina. Og jeg er optimistisk. Vi får en aftale, der selvfølgelig reflekterer en ny europæisk kinapolitik. Europa og Danmark ønsker fortsat at samarbejde med Kina, men på nogle områder er Kina en konkurrent, og på andre områder en decideret rival”.

 

”Derfor er det i det hele taget klogt af virksomhederne at forholde sig til det. Men at opfodre dansk erhvervsliv til at se bort fra verdens største land – det vil ikke være i erhvervslivets interesser, det vil ikke være i Danmarks interesser, og det vil ikke være i verdenssamfundets interesse”.

 

Lars Løkke Rasmussen praktiserer en bizar form for tvetydigt diplomati: Han prøver at holde Kina ud i strakt arm og samtidig undgå at provokere. På én og samme tid lægger han afstand til regimet i Bejing, samtidig med at han opfordrer dansk erhvervsliv til at investere i Kina.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…