Det er spøjst, at der i Danmark findes et begreb, der hedder anerkendte trossamfund. Og som tilmed administreres af Kirkeministeriet. Grundlovens § 67 siger nemlig, at borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.
Ny aktualitet
Det er ellers klar tale. Men med islams ’Gud’ og en stigende indflydelse i den kristne verden, er tingene forandret overalt. Islams lære påbyder sine tilhængere ting, der i den grad strider mod vor opfattelse af normale begreber. Allahs børn får uhindret lov til at skyde sig ind under vor demokratiske frihed, bl.a. omkring religionsfrihed og ligestilling. På trods af at islam er en politisk ulv, blot i religiøse fåreklæder.
Koranen beordrer en hedensk, slaveagtig politisk og åndelig leve- og samfundsindretningsmanual, som kun af misforstået næstekærlighedshensyn opretholdes som tilladt af kirkeministeriet.
Ufarlige frikirker
Udenlandske frikirkebevægelser holdt i forrige århundrede deres indtog i landet. Og da de voksede sig større, krævede de at måtte kunne døbe, vie, begrave og registrere trosfæller i egne huse og kirkegårde. De var for dem gudsbespotteligt at skulle omkring folkekirkepræster for at fødselsregistrere deres børn, og med tiden fik de lov at udføre de registreringer, som folkekirkens præster ellers bistår staten med.
Økonomiske fordele
De anerkendte trossamfund har økonomiske fordele frem for ikke-godkendte. De kan f.eks. fratrække økonomiske bidrag til eget trossamfund i skat. Herudover får de straks opholdstilladelse til udlændinge, der skal virke i trossamfundet (præster, imamer osv.). Det kræver menneskerettighederne, og det er nyt.
Det første strider mod Grundlovens § 68, hvori det hedder: ”Ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen.” Og det sidste er tilskud til hedenskab.
Islamisering
Altså er vi slappe, kristne danskere tvunget til at fremme f.eks. islam, da vi de facto jo skal dække det ind, som muslimer kan mindske deres skattebetaling med, får i diverse statstilskud, integrationsydelser, foreningskontingentbetaling for deres børn, SU og halal-afgifter. En opdatering og en tilbundsgående undersøgelse, opdatering og forenkling af lovgivning – og folkekirkens bureaukrati – er påtrængende.
