Islamiseringen af vort land fortsætter, uden at lovgiverne griber ind. Allerede den 5/7 2003 skrev Søren Krarup en kronik i Jyllands-Posten om evangelisk-luthersk kristendomsfrihed overfor den muslimske lovreligion. Titlen var: ”Politik og religion i Danmark”, og anledningen var en Folketingsdebat om stramning af udlændingeloven. Krarup mente, at lovreligiøse undertrykkere måtte sendes på porten.
Udlændingepolitik
Jesper Langballe havde gjort gældende, at islam skal modsiges fordi det er en totalitær religion eller ideologi, svarende til kommunisme og nazisme. I den anledning blev han af venstrefløjen beskyldt for at drive hetz imod muslimer i Danmark, og belært om, at der skulle være forskel på religion og politik. Men det er netop det, der ikke er i islam, svarede Langballe, for netop deri ligger det totalitære. Men det forstod de færreste. Kun Birthe Rønn Hornbech var enig med ham og sagde, at kristendom er i dyb og afgørende modsætning til islam. Det fik den radikale Elsebeth Gerner Nielsen til at bede dem tage hjem og holde sommerferie, og så lære at holde politik og religion adskilt, da religion er en privat sag.
Ukendskab til islam
Nu er det stadig ikke gået op for flertallet i Folketinget, at den fortsatte islamisering er yderst farlig. At tro på, at islam nogensinde vil adskille religion og politik, er skæbnesvangert for danske demokrati, og det er en naiv og farlig tanke, at tolerance er en saliggørende tro. Men sådan er en kulturradikal løsning, selvom islam gør alt til religion og styrer politikken religiøst. Dagbladet Politiken har udgivet en bog om fundamentalisme, hvori de hævder, at moderne demokratier må undsige fundamentalisme, hvad enten den kommer fra kristne eller muslimske kredse. Men dermed er debatten om religiøs totalitarisme ikke slut. Landet oversvømmes stadig af indvandrende muslimer, hvis adfærd bekræfter, at de aldrig i livet vil forandre tro og levevis, og danskerne gør i stigende grad modstand mod politisk passivitet.
Den kristelige børnelærdom
Den kristne grundviden om evangelisk-luthersk kristendoms frihedstanker og adskillelse af religion og politik, er stort set en saga blot for flertallet af danskere. Og ulykken er, at det reelt set alene er den, der har udgjort et holdbart bolværk mod både kulturradikalismens uvidenhed og islams sammensmeltning af politik og religion. For hvis ikke kristendommen får lov at sætte adskillelsen, bliver den slet ikke sat, siger Søren Krarup. Et demokrati, velfærd og godtroenhed kan ikke holde stand imod en lovreligion.
En privat sag
Venstrefløjen ser helst kristendommen afskaffet. Under dække af, at religion er en privat sag. Men det er en ganske overfladisk betragtning, eftersom det er kristendommen, der har muliggjort en adskillelse mellem privat og offentligt, religion og politik. Hele den vestlige kultur- og samfundsforståelse er jo defineret af den kristne forkyndelse, der sondrer mellem lov og evangelium, mellem hvad kejserens er og hvad Guds er. Og hvor denne adskillelse ikke sættes af kristendommen, findes den slet ikke.
Sekularisering
Ordet betyder verdsliggørelse. Men også den, er på en måde et resultat af kristendommens ’tilladelse’ til personligt at tænke, tro og tale frit. Så forskellen på kristendom og islam er også en konkret skelnen mellem religion og politik. Det betyder ikke, at sekulariseringen i sig selv skal være en hellig religion i al sin herlighed, skriver Krarup. Evangeliet forkynder syndernes forladelse, og ikke syndernes tilladelse i form af autonom selviskhed og suveræn personbestemmelse. Kulturradikalismen leger godt nok med nye filosofiske begreber, men det fører i sidste ende til totalitær tolerance eller politisk totalitarisme.
