Han ville være smart og smugle 700.000 kroner gemt i børnetøj ud af landet – men han kendte ikke de danske toldere

I går den 21. januar blev en mand udtaget til kontrol af toldere i Københavns Lufthavn.

 

I mandens bagage fandt tolderne kontanter i forskellige valuta til en samlet værdi af 727.212 danske kroner.

 

Det skriver Toldstyrelsen i en pressemeddelelse.

 

Gemte pengene i en masse børnetøj

Da grænsekontrollen åbnede kufferten så indholdet tilsyneladende harmløst ud.

 

Men det var det langt fra, viste det sig efter en nøjere undersøgelse.

 

”I bagagen lå der kager, tallerkner og børnetøj. Der blev fundet penge i samtlige stykker børnetøj, bukselommer og lommer i kufferten,” fortæller Mette Helmundt, funktionsleder i Toldstyrelsens kontrolenhed i Københavns Lufthavn, og fortsætter:

 

”I mandens indcheckede bagage blev der fundet yderligere store kontantbeløb, i alt 727.212 kr., hvorefter politiet blev tilkaldt og anholdte manden.”

 

Sagen er nu overgivet til Københavns Politi til videre efterforskning.

 

Siden 2019: Afsløret smugling af 45 millioner kroner

I 2021 blev reglerne for ind- og udførsel af kontanter strammet for blandt andet at styrke indsatsen mod hvidvask.

 

Rejser man med over 10.000 euro svarende til cirka 75.000 kroner i kontanter eller andre likvide midler såsom guld, skal beløbet angives til Toldstyrelsen.

 

Siden 2019 har Toldstyrelsen således tilbageholdt 45 millioner kroner i kontanter ved kontrol på de danske grænser.

 

Formålet er at forhindre hvidvask af penge og illegale pengestrømme på tværs af landegrænser.

 

Bruger blandt andet pengehunde

Gennem de senere år har Toldstyrelsen styrket kontrollen af rejsende, der medbringer kontanter og guld over de danske landegrænser.

 

Toldstyrelsen gennemfører i den forbindelse stikprøvekontroller og en række målrettede aktioner med brug af pengehunde.

 

Derudover samarbejder Toldstyrelsen med danske og europæiske myndigheder om pengebevægelser over grænserne.

 

Fra 2019 til 2021 har Toldstyrelsen i forbindelse med grænsekontrol som nævnt afsløret forsøg på smugling af 45 millioner kroner i kontanter.

 

I 2019 drejede det sig cirka 16 millioner kroner, mens beløbet i 2021 steg til 22 millioner kroner.

 

Som følge af COVID-19 faldt rejseaktiviteten betydeligt i 2020, hvilket betød et fald i tilbageholdelsen af kontanter.

Kilder til denne artikel:

https://www.toldst.dk/nyheder/presse-og-nyheder/mand-stoppet-med-over-700000-kroner-i-kontanter/

https://www.toldst.dk/nyheder/publikationer/toldstyrelsen-tilbageholder-flere-kontanter-end-tidligere/

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…