|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Igennem de seneste måneder har Ukraine været under pres i krigen mod Rusland. Fronterne i krigen var temmelig fastlåste, og i nogle kredse blev der sat spørgsmålstegn ved, om ukrainerne overhovedet kunne vinde krigen.
Først og fremmest kom Ukraine under stærkt pres, fordi de ukrainske tropper havde store problemer med at gennembryde de massive russiske forsvarslinjer.
Russerne havde gravet sig ned i den såkaldte Surovikin-linje, der er opkaldt efter en nu afsat russisk general.
Surovikin-linjen er et system af hele tre forsvarslinjer over 200 km, som ukrainerne har skullet forcere. Disse forsvarslinjer består af minefelter, panserspærringer (betonklodser) og skyttegrave, som har gjort det uhyre svært for ukrainerne at avancere.
Den forreste af disse linjer er den stærkeste. Her har russerne lagt hovedvægten. Længe havde ukrainerne store vanskeligheder med at forcere denne første linje, og mange røster rejste tvivl om, hvorvidt ukrainerne magtede opgaven.
Men nu er der begyndt at komme skred i tingene:
Ukrainerne er brudt igennem den forreste og stærkeste af disse tre forsvarslinjer ved byen Verbove. Et meget vigtigt fremskridt. Russerne havde ellers hentet forstærkninger fra Donetsk.
Støtten fra Vesten, blandt andet i form af infanterikampkøretøjer, har haft afgørende betydning for, at dette gennembrud for den ukrainske side er lykkedes. Men de ukrainske soldaters kampvilje har i den grad også gjort deres.
Nu er opgaven for Ukraine og dets allierede at få etableret et brohoved og sætte gang i en panseroffensiv. Man må forvente, at den snart vil blive indledt.
Denne seneste udvikling kan give ukrainerne fornyet tro på den store plan om at bevæge sig ned mod Det Azovske Hav og dermed skære de russiske styrkers forbindelses- og forsyningslinjer til Krim over.
Lykkes den manøvre, vil det i den grad kunne bringe russerne på hælene. Men det videre forløb står stadig meget åbent.
Foreløbig er det i hvert fald en kendsgerning, at den ukrainske side er ved at komme fri af den krise, som den var på vej ind i.
Det er jo ikke så længe siden, at den amerikanske generalstabschef, Mark Milley, fandt det på sin plads at understrege over for ukrainerne, at tiden var ved at være knap – snart risikerede vintervejret at blokere for en ukrainsk modoffensiv.
Men nu slår ukrainerne for alvor tilbage.
Først overskred ukrainske panserstyrker Surovikin-linjen. Så kunne ukrainerne meddele, at de havde sat væsentlige dele af luftforsvaret på Krim ud af spil med droner og britiske Storm Shadow missiler.
Derefter gennemførte de onsdag og torsdag deres hidtil dristigste luftangreb i denne konflikt. Som den Moskva-styrede guvernør for Sortehavsflåden måtte erkende: “Hovedkvarteret for Sortehavsflåden er blevet ramt af et fjendtligt raketangreb.”
Sortehavsflåden er en af juvelerne i det russiske militær.
Og ikke nok med det: En russisk leder måtte også indrømme, at der havde fundet et cyberangreb uden sidestykke sted på Krim.
En magtdemonstration fra ukrainernes side. Og et pinligt prestigetab for russerne.
Kampene bølger videre. Det samme gør debatterne blandt amerikanske politikere og deres vælgere.
Ukrainerne må stadig føre en intens politisk kamp for at holde amerikanerne på sporet. Indtil videre har Joe Biden ikke rystet på hånden i sin støtte. Det ville da også være et utilgiveligt svigt, hvis den frie verden vendte ryggen til ukrainerne.
Det kommer næppe til at ske. Men amerikanernes og amerikanske politikeres støtte til Ukraines kamp er ikke nogen selvfølge, som det også fremgår af meningsmålingerne.
Der skal fortsat kæmpes for at sikre Ukraines frihed og selvstændighed.
