Flere lempelser i udlændingepolitikken vil bringe os nærmere på krig

Skærmprint fra Euronews, Youtube
Getting your Trinity Audio player ready...

Hvad skal man kalde volden, myrderierne, eksplosionerne, hærværket, voldtægterne, de gennemgribende ødelæggelser af ikke blot samfundets værdier, men tillige af de enkelte borgeres livsgrundlag og livskvalitet?

 

I årevis er den stormellemøstlige bersærkergang især gået hårdt udover Frankrig og Sverige, mens deres ledere ”ikke har set det komme”. Der er dog ikke noget vesteuropæisk land, der er gået fri. Voldskulturen har med forskellige grader fundet sted i andre vesteuropæiske lande, heriblandt Tyskland, Holland, Belgien, England, Norge og Danmark.

 

Alligevel har disse landes ledere lukket øjnene for dét, der sker med vores tidligere relativt harmoniske lande.

 

Mange betegnelser for krig

I Frankrig og Sverige er de horrible forhold blevet kaldt lavintensiv krig, borgerkrig, guerillakrig og af franske generaler rent ud krig.

 

Allerede for to år siden advarede 24 pensionerede generaler og hundredevis af officerer i et åbent brev de franske politikere om, at urolighederne i indvandrerbydele kan føre til borgerkrig.

 

Under de voldsomme optøjer for nylig i Paris og andre store byer lød de samme advarsler:

 

Politiets egne organisationer talte om krigslignende tilstande i Frankrig. Det samme gjorde de borgerlige partier.

 

Stribevis af præsidenter i Frankrig og statsministre i Sverige har forsøgt at bilde deres befolkninger ind, at det absolut intet har med den til vanvid overvældende import af migranter fra Mellemøsten, Afrika og Pakistan (MENAP-landene) at gøre. Gennem disse løgne er det gennem årtier lykkedes at kue befolkningerne til at holde mund. MENAP står for Mellemøsten, Afrika og Pakis

 

Det ser ud til at være slut nu. Det nytter ikke længere den såkaldte elite at bilde folk ind, at dét, de ser udspille foran sig, ikke er virkeligheden. Men at virkeligheden er dén, eliten fortæller folk, virkeligheden er.

 

Klog af skade bliver kun de, der bliver skadet

I 2016 skrev den franske journalist Yves Mamou en artikel om Menneskerettigheder versus folket, der omhandlede situationen i Frankrig.

 

Mamou deler jihad op i to: den hårde jihad, som er mordene og terroren, og den bløde jihad, som han beskriver således:

 

”Den indebærer ikke drab på mennesker, men dens endemål er det samme: at påtvinge Frankrig islam ved at oversvømme landet med islamiske symboler — tørklæder, burkaer, burkinier og så videre – på alle samfundsniveauer: skoler, universiteter, hospitaler, fagforbund, gader, strande, svømmebade og offentlige transportmidler.

 

Franske politikere synes at mene, at de er valgt, IKKE til at forsvare det franske folk og den franske nation, men til at pålægge samfundet en “menneskerettighedsideologi.” De synes også ude af stand til at forstå de udfordringer, som almindelige mennesker møder i gaderne i vore dage.

 

Menneskerettighedsideologien er fælles for alle europæiske lande. Fordi myndighederne i de europæiske lande handler, taler og lovgiver på basis af menneskerettigheder, anbringer de sig selv i en svag position, når de skal benævne, begribe og bekæmpe en islamistisk trussel.”

 

Og Mamou spørger, om vores ledere vil bekæmpe islamisterne.

 

Det kan besvares med et rungende nej. I de 7 år, der er gået siden Mamous artikel, har ikke kun Frankrig, men alle vesteuropæiske landes ”virkelige folk”, lidt under den stormellemøstlige invasion, og terroren og volden har for hvert år nået nye højder.

 

Der er næppe den flække i noget vesteuropæisk land, der ikke er ramt af den islamiske voldskultur af den ene eller anden art.

 

Med det i baghovedet er det ubegribeligt, at politikere i det store hele uanset partifarve kæmper for indvandring fra MENAP-landene. De gør det dog ud fra forskellige interesser.

 

Er det tanken om nye vælgere, der driver venstrefløjen til at fremture i dette vanvid med flere migranter, flere familiesammenføringer, flere statsborgerskaber til folk fra kulturelt inkompatible lande, og som sætter land efter land i brand, ødelægger værdier og overfalder befolkningerne?

 

Og hvorfor er de partier, der kalder sig liberale (dem med ”åbne grænser og lukkede kasser”), gået i seng med erhvervslivet? Hvordan har de kunnet fortrænge konsekvenserne af 1983-loven? Lokkemidlet synes at være fortsat velfærd for alle, men mere sandsynligt er nok, at det er egne interesser, der driver dem.

 

Regeringens lempelser

Den tidligere regering (S’s mindretalsregering) lovede at ville stramme de tilvandredes antal. Nu lyder der nye toner. Der skal lempes, kan Dansk Erhverv oplyse, og det gælder ikke kun borgere fra EU-landene. Det er slet ikke nok. Vi skal have 3. verdens lande med:

 

”Det fremgår af regeringsgrundlaget fra december 2022, at adgangen til udenlandsk arbejdskraft skal lettes. Herunder er det planen at etablere en ny supplerende beløbsordning, hvor indtægtsgrænsen er 375.000 kr. årligt. I tillæg hertil vil regeringen indføre endnu en supplerende ordning med lavere beløbsgrænser for certificerede virksomheder, der er omfattet af ordnede løn og arbejdsvilkår.

 

Dansk Erhverv vil følge regeringens planer om at lempe reglerne tæt og forventer, at der snart bliver fremlagt et lovforslag, så virksomhederne hurtigst muligt kan få gavn af lempelserne.”

 

Der tilflyder konstant befolkningen nyheder om arbejdstilvandringen, så vi dårligt ved, hvad der er op og ned:

 

Arbejdsindvandring vil være en berigelse og gøre os i stand til at bevare vores velfærdssamfund. Der trækkes på ingen måde på de offentlige kasser. De fremmede kommer hertil, arbejder, betaler skat og rejser hjem igen, når der ikke længere er arbejde til dem.

 

Javel så!

 

Men hvordan rimer det med (hvad vi også har fået oplyst), at det manglende træk på de offentlige kasser skyldes, at arbejdsmigranten ikke kan tage sin familie med? Og hvad med børnefødsler og barselsorlov? Det kan nyidanmark.dk oplyse om.

 

Indtægtsgrænsen på 375.000 kr. årligt eller 31.250 kr. om måneden (og nu også en supplerende ordning med lavere beløbsgrænser) siges at være incl. feriepenge og pensionsordning. Efter skat er der sandelig ikke meget at leve for i dette dyre land.

 

Hvorfor pensionsordning? Ingen regner vel med, at manglen på arbejdskraft varer de næste 50+ år. Behov for arbejdskraft går op og ned med 10-20 års intervaller.

 

Hvem skal betale for vuggestue, børnehave, skolegang, læge, hospital og boligsikring? De offentlige kasser, også kendt som skatteyderne?

 

Når man får så mange modstridende oplysninger, er den enes gæt lige så godt som den andens.

 

Og tro mig, hvis den dag oprinder, hvor en migrantfamilie får marchordre, så går venstrefløjen i gang med at vifte med de fremmedes menneskerettigheder: Børnene er jo født her; børnene taler ikke mere deres forældres sprog; de har alle danske venner og især lille Ayse er på trods af tilhylning fra top til tå formidabel til at spille fodbold i den lokale fodboldklub. Altså tydeligvis er hele familien fuldt integreret. Det ville være et brud på Danmarks internationale forpligtelser at sende dem hjem.

 

Flere lempelser i udlændingepolitikken vil bringe os nærmere på krig. Mon ikke vi endnu engang er blevet grundigt narret?

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…