Efter et møde med dansk politi måtte et tysk ægtepar finde en anden måde at komme hjem på – og bilen ser de aldrig igen

Den havde de vist ikke set komme.

 

Et tysk ægtepar med bopæl i Schleswig-Holstein fik mandag den 4. september beslaglagt deres bil, efter at køretøjet havde været involveret i vanvidskørsel.

 

Personbilen kom dagen forinden kørende med 107 km/t på Hovedvejen i Brøns i Tønder Kommune, hvor den tilladte hastighed er 50 km/t

 

Den tyske bil blev opdaget af et ATK-køretøj, der holdt på strækningen.

 

Da bilen kørte over 100 km/t og kørte mere end det dobbelte af den tilladte fartgrænse, var der tale om vanvidskørsel.

 

Det betyder, at bilen skal beslaglægges med henblik på konfiskation.

 

Det blev den i Tønder, hvor politiet fandt frem til bilen, hvorefter det tyske ægtepar måtte finde en anden måde at komme hjem på.

 

Det er dog i sidste ende retten, der skal tage stilling til konfiskationen.

 

” Vi er meget tilfredse med, at køretøjet blev beslaglagt. Kørsel med disse hastigheder er uacceptabelt,” understreger politikommissær Eli Jepsen Gejsing, der er leder i Færdselspolitiet i Syd- og Sønderjyllands Politi.

Fakta om vanvidskørsel

Ifølge færdsels- og straffeloven betegnes følgende som vanvidskørsel:

  • Kørsel med en hastighed på mindst 200 km/t
  • Kørsel med en hastighed på mindst 100 km/t og mere end det dobbelte af den tilladte fartgrænse i området
  • Spirituskørsel med en promille på over 2,00
  • Uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder
  • Udviser særlig hensynsløs kørsel
  • Forsætlig forvolder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed
  • Uagtsomt forvolder betydelig skade på nogens krop eller helbred under særligt skærpende omstændigheder

Kilde: Justitsministeriet

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…