Den 1. januar i år led de russiske styrker et sviende nederlag, da Ukraine gennemførte et spektakulært overraskelsesangreb. Det foregik med brug af det særdeles effektive HIMARS-raketsystem fra USA.
Angrebet foregik i byen Makijiwka. De russiske tab var meget store, fordi Putins styrker i den grad dummede sig.
De havde slået sig ned i en ubevogtet bygning, hvor de blev lette mål for de ukrainske styrker, der opdagede dem i deres skjul.
For russerne betød det store tab og en pinlig udstilling af militær ineffektivitet.
Mens ukrainerne jublede, rasede de mest aggressive og krigslystne russiske kredse over nederlaget.
Putins støtter raser mod deres egne
Det russiske militær prøvede at nedtone nederlaget. Man ville kun indrømme tabet af 89 russiske soldater.
Ukrainernes skøn lå langt over dette. Her talte man om over 400 døde russiske soldater.
Det er ganske almindeligt, at de to parter fremlægger tabstal, som ligger langt fra hinanden. Men i dette tilfælde synes der ikke at være tvivl om, at Rusland mistede mange soldater.
Selv Putin-sympatiserende russiske krigskorrespondenter lagde ikke skjul på deres raseri over, hvad man opfattede som et kæmpesvigt den russiske hærs side. De talte om en ”tragedie” og anklagede hæren for ”kriminel letsindighed”.
Det fatale militære nederlag og de rasende reaktioner fra normalt Putin-tro kredse har lagt et voldsomt pres på Kreml-herskeren og hans magtapparat.
Putin og hans støtter opfandt en ”stor militær sejr”
Siden det fatale nederlag har Putin og hans støtter ledt desperat efter en mulighed for at få en sejr, der kunne stive deres militære prestige af igen.
I søndags proklamerede man så, at nu havde man slået hårdt tilbage mod ukrainerne. Den russiske propaganda solgte det som en betydelig militær sejr.
Man hævdede i en officiel meddelelse, at et ”massivt raketangreb” fra russisk side havde ”udslettet flere end 600 ukrainske soldater”.
Men det var løgn. Og denne løgn er nu blevet afsløret takket være godt arbejde fra en finsk journalist.
Finsk journalist kom med afsløring, der var pinlig for Putin
Antti Kuronen, hedder journalisten. Han tog hen til det sted, som den russiske hær hævdede at have angrebet med voldsom kraft.
Men her var intet spor efter den ”udslettelse” af 600 ukrainske soldater, som russerne havde pralet af. Kuronen henviste til lokale kilder, der sagde, at de ikke havde set noget til en ødelæggende russisk ”fuldtræffer” mod skolebygningen.
Man så heller ikke noget spor efter ambulancer, og ifølge Kuronens lokale kilder stod skolen også kort efter det påståede raketangreb helt tom.
Den finske journalists iagttagelser peger klart i retning af, at der aldeles ikke havde fundet noget tilintetgørende angreb mod ukrainske styrker sted. Det var fup og fiduser og en forladt skole.
Så meget for den storslåede sejr, som angiveligt var vundet af Putin og hans styrker.
Putin-regimets desperation
Fupnummeret var et udslag af Putin-regimets desperation. Man klarer sig dårligt på slagmarken, og derfor tyer man til fiktive beretninger om store sejre.
Det er så langt ude, at selv de mest rabiate, krigslystne Putin-støtter blandt de militære iagttagere i Rusland har mistet troen på, hvad de får at vide fra Kreml.
På netmediet Telegram taler prorussiske propagandister, der ellers bakker Putin totalt op i krigen, om ”bedrageri” fra magthavernes side. Man tror simpelt hen ikke på de oplysninger, der kommer.
Der dukker i stigende grad kritiske kommentarer op såsom:
”Det står os ikke klart, hvem der har besluttet, at 600 ukrainske soldater skal være blevet dræbt, når bygningen rent faktisk slet ikke blev ramt.”
Videre hedder det:
”I stedet for en virkelig udslettelse af vores fjender, hvilket ville have været en passende reaktion, brugte man simpelt hen medierne til at foregøgle, at der havde fundet en gengældelsesaktion sted som hævn for angrebet i Makijiwka.”
Rusland vandt sejr over … en tom skole
Man forsøgte at give indtryk, at Putins Rusland står stærkt og er i offensiven. Men kendsgerningen er, at Putin og hans magtelite er hårdt presset.
Det er derfor, man tyer til falske beretninger om militære sejre – hvorefter det afsløres, at ’sejren’ er vundet over … en tom skole.
Svage politikere som Obama og Merkel lod Ukraine i stikken
Krigen er på ingen måde afgjort. Ukraine og dets venner – herunder Danmark – kan på ingen måde erklære sejr.
Men der er opstået en historisk ny situation:
Ukrainerne er ikke længere henvist til at trygle Vesten om at forhindre en udslettelse af Ukraine.
Sådan var det jo før i tiden, da svage vestlige ledere som Angela Merkel og Barack Obama i den grad lod Ukraine i stikken – med applaus fra danske politikere og medier.
Men kombinationen af ukrainsk kampvilje og dygtighed og et helt nyt sikkerhedspolitisk klima i Vesten har ændret markant på denne situation.
Historisk ny situation
Putins Rusland er nu under hårdt pres. Det ville klart være forhastet at tale om en ukrainsk sejr i konflikten.
Men der er i hvert fald opstået en historisk situation, der virkede utænkelig, dengang Obama, Merkel og andre solgte ud af Ukraines interesser:
Putin er trængt. Så trængt, at han bliver nødt til at opfinde sejre, som ikke eksisterer.
Omvendt er Ukraine og dets vestlige allierede nu nået til et punkt, hvor kampen ikke længere drejer sig om blot at forsvare sig mod yderligere russisk aggression.
Ukrainerne kæmper nu for generobring af russisk besatte områder.
Og Putin? Han kæmper for at overleve.