Jeg har været til en stor familiekomsammen, og det var utroligt hyggeligt at se alle dem, man ikke lige render på til hverdag, og krydret med god mad, vin og smukt forårsvejr, er der ingen, der kan blive vrisne.
Jeg fik lejlighed til at snakke med en gammel tante, som jeg altid har sat stor pris på. Der er ikke så meget pjat med hende. Hun kalder en spade for en spade og gider ikke høre på klynk.
Jeg nævnte for hende, at jeg som politiker går meget op i at gøre det så godt jeg kan – både for dem, der har stemt på mig, men så sandelig også for alle dem, der er kommet i klemme i systemet. Hun lyttede opmærksom og fortalte så en historie, der gjorde stort indtryk på mig.
Kunsten helede
Tante er et efterkrigsbarn og er ikke længere på arbejdsmarkedet, så hun har god tid til at se fjernsyn om formiddagen, og hun var faldet over noget interessant. I England var der efter Første Verdenskrig mange krigsinvalider, og en passioneret dame fik den ide at få dem ind i et kunstnerisk fællesskab, for hun mente, at kunst havde helende egenskaber.
Hun mødte en mand, der trist gik rundt i en have og spurgte, om han ikke kunne tænke sig at være med, og så havde han vist hende sine armstumper og spurgt, hvad i alverden han kunne gøre uden hænder.
Den foretagsomme dame mente, at han kunne gøre fine ting, og fik sat i gang, at der blev lavet en slags stativ, hvor penslen kunne sidde, og så blev han ellers sat i gang med at male på stof.
I starten så det jammerligt ud. Både det, manden uden hænder lavede, men så sandelig også de andres værker. Men øvelse gør mester og hen ad vejen blev der skabt unikke kunstværker på sjaler, puder, vægophæng og meget mere, og det smukke håndarbejde blev solgt som kvalitetsprodukter, der tjente gode penge hjem til værkstedet.
Sæt borgeren foran systemet
Men alle dem med handicaps, depressioner eller andet, som ikke lige kan måles, men som hæmmer dem. De kunne have god hjælp af, at man dropper alle de fjollede kurser, aktiveringer og diverse forløb, der kun er til gavn og glæde for dem, der får løn for det.
Lad os sige, at vi for alvor sætter borgeren i centrum og lader systemet være i baggrunden, så kunne man jo bruge lidt tid på at finde ud af, hvad borgeren skal bruge af hjælp for at komme ud og være en produktiv del af samfundet. Er det et fysisk handicap, der skal kompenseres for, så lad os gøre det. Er det et psykisk eller et socialt handicap, så skal der vurderes, hvad der kan hjælpe borgeren til at komme videre i stedet for at pleje status quo.
Daglig rutine og fællesskab vandt
Vi har i øvrigt erfaringer at trække på i vores eget land. Efter Tysklands sammenbrud efter Anden Verdenskrig kom der ret mange tyske krigsflygtninge til Danmark. En del blev samlet i Oksbøllejren, hvor der på et tidspunkt var over 40.000 mennesker samlet. De fleste kvinder og børn, men der var også soldater, der var blevet sendt hjem som invalide.
De handicappede soldater havde det elendigt. De fysiske skader hæmmede dem voldsomt men de psykiske skader var næsten værre. I denne flygtningeby var alle hænder nødvendige, og de tidligere soldater fik arbejde, som de fysisk kunne klare, og der skete det forunderlige, at de fik det psykisk bedre. En daglig rutine, følelsen af ar være vigtige og ikke mindst oplevelsen af at være en del af et fællesskab, hjalp dem.
Jeg synes, det er synd og skam ikke at se på, hvad der tidligere har fungeret i stedet for at sovse syge og handicappede ind i projekter, der ikke fører nogle vegne hen.
Jeg mener, vi skal have erhvervslivet med til at få dette sat i gang. Man kan ikke stikke folk et par krykker og så forvente, at de pludselig skal kunne klare et fuldtidsjob, og erhvervslivet skal have øje for, at der er en uvurderlig ressource, som vi som samfund ikke har råd til at smide på gulvet.
De kan så meget andet
Bamse sang om, at han ikke kunne gå på vandet, men kan kunne så meget andet. Og jeg tror fuldt og fast på, at alle har ressourcer, og hvis man har svært ved at se dem, er det fordi, man ser de forkerte steder hen.
Kommunerne er jo ikke ukendte med at hjælpe dem, der har brug for hjælp. Alle kommuner har et hjælpemiddelafsnit. Med og/eller uden lægehenvisning kan borgerne søge og få hjælp til alverdens ting. Støttestrømper, krykker, rollatorer, elscootere og sågar biler.
Og det er jo fint nok, men jeg ser gerne, at tilbuddene udvides, så når der har været nogle, der har haft mange samtaler med borgeren og i samarbejde med borgeren har fundet ud af, hvad der skal til for at hjælpe denne borger ud af isolation og ind i et fællesskab, skal kommunen stå til rådighed med de korrekte hjælpemidler – og betale en del af borgerens løn.
Erhvervslivet skal på banen på den måde, at de finder de nicher, der skal bruges for at få borgeren ind i et arbejdsfællesskab. Men man kan selvfølgelig ikke forlange eller forvente, at virksomheder udbetaler en fuldtids løn til medarbejdere, der ikke arbejder på fuld tid, så kommunerne må betale differencen – lige som man kender det med flexjob, hvor for eksempel langtidssygemeldte skal sluses tilbage på arbejdspladsen.
Nej, jeg tror såmænd ikke, man vil kunne spare noget på finansloven, hvis mit forslag gennemføres. Men jeg er egentlig ret ligeglad med finansloven i dette tilfælde. Jeg synes, at alle borgere er værdifulde på hver deres måde, og vi gør dem blodig uret ved at sætte en beskeden sum penge ind på deres NemKonto den sidste bankdag i måneden. Det ville være meget bedre at bruge lidt på at gøre mennesker hele og bygge deres værdighed op i stedet for at lade dem sejle deres egen sø.
Brian Mørch Byrådsmedlem Dansk Folkeparti
