Statsminister Mette Frederiksen skal besøge Det Hvide Hus i Washington 5. juni for at tale med præsident Joe Biden bl.a. om klimaet, som er på verdens dagsorden, da klimaændringer rammer alle lande. Budskabet vil sikkert være den grønne omstilling, som Mette Frederiksen mener, Danmark er i spidsen for. Men vind og sol dækker kun få procent af verdens energi og kan ikke redde verden. Størstedelen af vedvarende energi er desuden backup af træbiomasse. Det bør statsministeren vide.
Statsministeren burde bringe gode nyheder – nemlig at de to danske firmaer Seaborg Technologies og Copenhagen Atomics er ved at lykkes med udvikling af atomkraft med SMR (små modulære reaktorer), der vil kunne starte produktion fra 2028. Seaborg i Sydkorea og Copenhagen Atomics i Indonesien – fordi Danmark nægter dem tilladelse til produktion her i landet!
Seaborg Technologies fik i 2022 innovationsmidler fra EU, og i april indgik firmaet partnerskab med det store koreanske firma Samsung Heavy Industries og skal bygge flydende atomkraftværker baseret på en Compact Molten Salt Reactor, hvor man blander smeltet floursalt og uranbrændsel i reaktorkernen. Det samles i 20 fods containere og installeres på pramme, hvilket vil gøre det let at forsyne forskellige lande med energi. I en nærliggende havn skal der være et transmissionskabel som tilsluttes elnettet på land. Troels Schönfeldt, en af grundlæggerne af Seaborg Technologies, har udtalt, er man er klar til at levere, før de danske energiøer er klar. De kan jo ikke levere energi men være et dyrt opsamlingssted med fordeling til forskellige lande, hvis interessen er der. Ingen har endnu meldt sig som aftager. Tænk hvad Danmark går glip af – økonomisk og miljømæssigt – ved at udelukke danske atomkraftfirmaer, som kunne sætte Danmark på verdenskortet og gøre os rigere.
Copenhagen Atomics har netop (19/5) indgået et ‘memorandum of understanding’ med det indonesiske firma Pupuk Kaltim om at levere fundamentet (energien) til en ammoniakfabrik i Indonesien. Sammen med Haldor Topsøe, Alfa Laval, og Aalborg CSP (teknologi med opbevaring af smeltet salt i høj temperatur) skal Copenhagen Atomics levere et anlæg til over 20 mia. kr., der vil kunne producere 1 mio. t grøn ammoniak om året til gødning til produktion af fødevarer til 45 mio. mennesker – og samtidig spare 1,7 mio. t CO2 pr. år. Atomkraftværket forventes at åbne i 2028 og bliver på 1 gigawat, og de 25 små modulære reaktorer (SMR) skal køre i 50 år. Byggeriet vil koste ca. 4 mia. USD + drift og skal levere ammoniak til en værdi af ca. 25 mia. dollars. Samme ammoniak vil også kunne bruges til CO2 frit marin e-brændstof, som bl.a. Mærsk efterspørger.
Vind og sol er ikke billigere end atomkraft. Det er det kun ud fra en forkert udregningsmetode, idet man bruger den såkaldte LCOE, Levelized Cost of Energy eller udjævnet omkostning til energi. Den tyske økonom Lars Schernikau gør i sin bog The Unpopular Truth opmærksom på, at LCOE ikke giver det rette billede, da den ikke tager højde for udgifter til stabilisering og backup af den ustabile vedvarende energi og heller ikke til tidslængden. Desuden glemmer man at inkludere evt. lagring af strøm. Der tages ikke hensyn til miljømæssige effekter ved at overtage god landbrugsjord. Dertil kommer materialeforbrug, tilbagebetaling og levetid. Atomkraft kræver få materialer og har lang levetid, hvorimod vindmøller og især solceller har ustabil energiproduktion og kort levetid. Vind og sol kræver brug af cement o.a. – og der skal leveres materialer fra forskellige miner, som skal transporteres over lange afstande – og dette tæller ikke med i regnskabet. Som Lars Schernikau skriver, er det en myte, at sol og vind er billigere end andre energier. De er så dyre, at vi ikke får megen udbytte ud af at installere dem, hvilket holdes skjult for offentligheden.
EU kører dog videre og lader som om, man kan repower EU med 600 GW solcellekapacitet og 500 GW vindpower inden 2030. Det vil betyde, at store arealer af beboelige områder skal omdannes til vindmølle- og solcelleparker, og hvis det skal dække behovet ville det betyde et areal så stort som Belgien i alt. Det vil betyde, at landbrugsarealer ikke længere kan bruges til at dyrke fødevarer – og det i en tid, hvor der bliver behov for flere fødevarer til flere mennesker. Det kan kun gå galt.
Jonna Vejrup Carlsen, global-alarm.dk, earthissue.com
