Ansvar er ikke, hvad det har været. En underlig dobbelthed har bemægtiget sig samfundsdebatten, når det gælder begrebet. På den ene side er det altid andres skyld, hvis noget forkert rammer eller truer, og på den anden side siger regeringen, at den tager ansvar, selv når den dikterer sære og upopulære ting.
Ansvar eller ligegyldighed
”Tag det personlige ansvar fra mennesket, og der er kun dyret tilbage,” siger ordsproget. Derfor er det vigtigt at placere et ansvar. Man kan godt uforvarende rammes af kræft og forkølelse, politikerlede og sågar af ensomhed, læser man. Men helt at fralægge sig ansvar, bør man ikke kunne. Og det kan da nok ikke kun være danskere over 60 år, der finder det underordnet, om vi er herrer i eget hus, kan bestemme og sætte normer, grænser og mål selv, fremfor blot at overlade ansvaret til EU, NATO, FN, Borgen og EU-Domstolen? For hvad er i så fald forskellen på et personligt ansvarligt menneske og en robot?
Pålagt ansvar
Ord og begreber kan forvirre, mere end de afklarer. For Regeringen er det næsten blevet et mantra at kalde sine afgørelser for ’at tage ansvar’. Men ofte sker det på områder, hvor ordet ikke hører hjemme, og i situationer, hvor det ikke har realværdi. Og så kan det godt efterlade det indtryk, at politikerne ikke selv er helt sikre på deres handlemåders validitet, men samtidig godt vil give befolkningen opfattelsen af, at ’hvad fatter gør, er altid det rigtige’, og at vi trygt bør overlade væsentlige beslutninger til landets politikere, der har bedste overblik over tidens mange ’udfordringer’, som Lars Løkke ynder at sige.
Prøveballon
Men hvis dette at påtage sig ansvar er lig med: “vi alene vide”, er det betænkeligt. For hvorfor skulle politikere vide bedst, om det er klogt at afskaffe en Helligdag? Har de bedre argumenter end dem fra regneark? Hvad med det arbejdsmarkedsmæssige, det folkelige og kirkelige? Bliver månedslønnede trukket for en dags arbejde? Har man medtænkt aspekterne omkring de ændringer, der i disse år sker i form af hjemmearbejdspladser, og arbejdstidens forandring fra kvantitativ til kvalitativ indsats? Men at spørge folket, er nu udelukket, fordi et flertal i Folketinget har ladet Regeringen tage ansvaret.
Udemokratisk ansvar
Under Coronakrisen vænnede vi os til at overlade til Folketinget at tage ansvar. Men det betyder ikke, at folket fremover skal finde sig i, at Regeringen frit og frejdigt ’tager ansvar’ og indfører enevældigt statsdiktatur ad bagdøren. Socialismen hører fortiden til. Også selvom Forsvarsforliget blev afskaffet, og der forestår enorme stigninger i militærudgifterne pga. krigen i Ukraine. Faktisk findes der en endnu tydeligere skrift på væggen, som politikerne fortsat overser, og som handler om truslen fra voksende islamisering af vort land. Den kræver stopklodser. Og indføres de ikke, vil der inden længe ikke være noget land at ’tage ansvar’ for. Det viser det bevidste misbrug af vort før så trygge demokrati tydeligt.
Ansvarspådragelse
Før i tiden var ansvar noget, man skulle påtage sig, hvis man, med eller uden hensigt og vilje, kom til at forårsage ulykker på andre eller noget. I dag bruges konteksten modsatrettet. I et samråd i Folketingets forsvarsudvalg for nylig, lød det fra den fungerende Forsvarsminister, Troels Lund Poulsen, til Rasmus Jarlov: “Jeg vil ansvarliggøre dig helt vildt.” Anledningen var den kritik af Forsvarets økonomistyring, som Rigsrevision og Statsrevisorer kom med i januar, og som skulle med i forsvarsforliget. Udtalelsen var en appel til, at forsvarsforligspartier i fællesskab skulle ’påtage sig ansvar’ for at få styr på tingene.
